Anmeldelse af Jacob Holdt "Om at sige ja - erindringsglimt 1947-1977"
Første gang jeg opdagede Jacob Holdt, var fordi min veninde Ulla gjorde opmærksom på, at han holdt foredrag på Grenå Gymnasium, og at det var værd at komme. Jeg tænker, at det har været i 1977. Vi tog fra den lille markedsby midt på Djursland, hvor vi boede til Grenå for at se foredraget. Egentlig husker jeg ikke så meget om selve foredraget bortset fra den "filosofi" om at sige ja til livet og til mennesker, der var så stor en del af det. Foredraget vækkede min eventyrlyst i den grad, at jeg blev inspirereret til at forsøge mig med noget af det, som Jacob fortalte om.
Nu ved jeg endelig, hvorfor Jacob Holdt knapt reagerede, da jeg sagde til ham, at det var hans skyld, at jeg havde blaffet Europa tyndt og blev uddannet som antropolog. Jeg mødte ham for anden gang med 30-40 års mellemrum i Globus1 i Gellerupparken, da han udstillede sine racismebilleder og holdt foredrag om dem. I sin bog "Om at sige ja - Erindringsglimt 1947 - 1977", skriver han, at det sker for ham hele tiden, og at han ikke ved, hvad han skal sige.
Her er en lille nuttet smalfilm, som Jacob Holdt har lavet og udgivet om at sige farvel til Morten og Stinne og blaffe til Amerika.
I hans erindringsbog kan jeg læse om bagsiden ved at være Jacob Holdt, som blaffede 160.000 km igennem USA og lavede "Amerikanske Billeder".
... hver gang jeg var længst nede i mine vagabondering, opdagede jeg altid, at mine lidelser bragte mig lige lukt i himmerige (s. 335).
Her er essensen af at sige ja til mennesker, ja til livet og ja til forskellige tilbud. Nogle gange bliver Jacob bragt i nogle ganske andre retninger, end han oprindeligt havde tænkt sig og må bruge tid på at blive bragt tilbage til ruten igen. På den anden side så giver hans "ja" ham store oplevelser, der er med til at forme ham og hans liv.
Det var nemlig altid mit store problem, hvordan jeg kunstigt kunne stå og smile indbydende og tillidsvækkende til bilisterne, selv når jeg indvendig havde det ad helvede til af sult eller søvnmangel efter at have stået i timevis i frost eller kvælende fugtig varme. Det første år var smilet stivnet og kunstigt og afslørede min indre negativisme. Men da jeg med tiden lærte, at hjælpen altid kom, når jeg var længst nede, blev det mere naturligt og reflekterede i virkeligheden nu min indre tro på det gode og kærlige i de forbikørende bilister. Alle bliver påvirket af naturligt smilende mennesker, o,g fra det øjeblik mine smil kom indefra - den kærligt tænkende vagabond og ikke en irriteret blaffer, der kun tænker selvisk på at komme frem i livet - da begyndte vagabonderingen at gå som en leg for mig (s.339).
Der er masser af gode råd til god blafning at hente i bogen. Gad vide om de stadig virker? Han skriver om at fokusere på sin chaufførs dybere behov (at blive underholdt). Hvis han ikke gør det som "en god vagabond" (side 317), så sker der noget, som ikke skal ske, som at blive sat af for tidligt eller ikke at blive inviteret på mad eller overnatning. Som de fleste andre blaffere ligger der en god portion skæbnetro eller karmatro i måden at tolke hændelserne på. Da jeg blaffede Europa tyndt, opfattede jeg mine oplevelser på mere eller mindre samme måde. En kedelig oplevelse fik jeg gennemanalyseret og fortolket til at kunne ændres via mine egne tanker og handlinger.
... da fotograferingen begyndte at tage overhånd, fordi jeg erkendte, at jeg var i gang med at skabe et dokument med interesse for en større kreds, kunne det være svært at være helt nærværende over for mennesket, jeg samtidig fotograferede og i processen stillede mig på afstand af (s. 352).
Bogen er ikke den mest velskrevne bog. Den er præget af mange lange og kludrede sætninger. Det er ikke sikkert, at jeg var kommet helt igennem dem, hvis jeg ikke var så grådig efter at vide mere om Amerikanske Billeder. Det er jeg til gengæld helt vildt grådig efter, så jeg har slugt bogen. Den har givet mig meget mere perspektiv på, hvem Jacob Holdt er som menneske. Det har jeg ikke anet tidligere, om end jeg har haft lidt anelser og hørt lidt rygter. Det er forrygende at læse om Jacobs opvækst, hans samvittighedskvaler og hans sære ideer, som kunne spænde ben for ham selv på forskellig vis.
Og hvis vi taler bibliofili, så er bogen overdådig lækker. Tung og tyk, spækket med billeder fra Jacobs liv, hvoraf langt de fleste har vi aldrig set før. På smudsbindet er der et smukt foto af en englelignende Jacob Holdt, som ser drømmende til siden.
Hvis du ikke har et forhold til Jacob Holdt, så kan du med fordel læse bogen for at få et kik ind i en anden verden og en anden tid. Den radikale politiske verden, hvor det at forholde sig til Vietnamkrigen, til militærtjeneste, til sex eller til kvindesag var en livsnødvendighed.
På trods af den ujævne skrivestil, så har jeg nydt at læse bogen og komme lidt tættere på at kende historien om Jacobs ophav og personlige historie.
