lørdag den 4. november 2017

Bag tykke mure

... og de er rigtigt tykke. Nogle steder er de helt op til 6 meter tykke. Mit hotel Gotthard er lige ved den borgport og mur, som skulle beskytte mod danskerne: Tykke Margareta, og gaden hedder Pikk. Jeg bor altså lige indenfor de middelalderlige tykke mure.
Dette billede er fra et helt andet sted. Jeg har kun taget det, fordi der pludselig stod "Dannebrog" et sted. Egentlig bliver Danmark nævnt meget ofte. Som ved byporten og når Tallinns historielinje skal skrives. Ofte starter de med år 1209, hvor danskerne kom og indtog landet. Det er fordi, byen blev navngivet på det tidspunkt - efter danskerne. Tallinn betyder "danske slot/by".
Tre uhyggelige skikkelser stod der i højden, da jeg kom op på toppen af byen. De ligner lidt efter de tågede skikkelser og fangevogtere fra Harry Potter, dementorer som suger sjælen ud af andre. De var lavet af metal, og der var tre stykker i alt oppe på pladsen.
På muren var der en fotoudstilling af estere på to hjul. Der var mange sjove fotos af gamle motorcykler og cykler. Jeg faldt helt for dem, hvor mændene er så seje, fordi de bliver fotograferet med hjul.
Kunne det næsten ikke være et moderne selfie? Bortset fra, at billederne er taget i et studie af en portrætfotograf.
Ham her går da helt amok i glæde over en motorcykel.
På toppen af bakken ligger også denne russisk-ortodokse kirke. Jeg var så heldig, at der var en gudstjeneste i gang, da jeg kom ind. Så udover tonsvis af gyldne gudebilleder, så jeg også præsten i gang med røgelse, og hørte en degn (!?) messe sammen med to kvindestemmer i smuk forening. Dejlig duft af røgelse og smukt ritual. Der var mødt en lille menighed op, som stod foran præsten og degnen. De bukkede sig for dem i ny og næ samt slog korsets tegn for sig.
Forøvrigt, så står meget skrevet både på estisk og på russisk. Jeg hører mere russisk end jeg hører estisk. Hyggeligt.
Små krogede gader og gamle rønner og restaurerede byhuse i skøn blanding. Sådan er det over det hele. Enten forfald eller opbygning. 
Hjørnet hvor skarpretteren eller bødlen boede tidligere. Der er næsten ikke til at komme til at fotografere eller gå for restauranter, turister, souvenirbutikker og salg af enhver slags. Dette billede er helt utroligt, idet det kommercielle næsten er skjult.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar