Oslo 2019

Vi ankom med tog til Mjøndalen den 26.december. Her blev vi hentet af min onkel Jan i hans nye flotte Mercedes Hybrid. Han kørte os op til kusine Wencke, hvor vi skulle bo i et par dage.

Huset var fint julepyntet både ude og inde. Der var betydeligt flere nisser i Norge, end vi har set i Danmark. Især udendørs.

Sådan ser det ud, når vi træder ud af døren ved Wencke. Vi skal ned af en lille bakke og en trappe for at komme ned på vejen. Der er stor risiko for at sætte sig på rumpen. Uha, der var glat. Der blev dog strøet lidt dagen efter vi kom.

Hele familien var inviteret til julebord hos fætter Erik i Drammen. Anna og Søren fik valget mellem at komme med, blive hjemme eller følge med til Drammen og se sig omkring. De valgte at spise deres livs dyreste pizza på en restaurant i byen. Vi andre tog til julebord hos Erik og Hilde. Det var meget hyggeligt. Dejligt at se deres hus, som var flot indrettet og med den smukkeste udsigt over Drammen, Mjøndalen og vist nok også til Kongsberg. Men igen: Kirsten og jeg var så tæt på at falde, da vi gik fra bil, ned af trappen til indgangsdøren.

Erik og Hilde serverede laks og lompe, foccaciabrød med aioli ...

Medisterkaker og medisterpølse med brun saus, tyttebær og æggerøre med purløk, skinke med melon ... bagte poteter ikvarte med kvitløksmak og dertil brus med forskellig smak.

Fætter Eriks søn Sebastian sidder her længst til højre. 193 cm høj med fuldskæg og sine rødmossede kinder. Han er i lære som bilmekaniker. Hans kæreste Ida er i lære som optiker. De har netop købt lejlighed tæt på Wencke i højderne. Mon ikke den har kostet tre millioner NOK?

Her sidder parret og ser VM i hurtigskak med den regerende norske verdensmester Carlsen. NRK sendte skak hele dagen! Vi så blandt andet, at Carlsen opførte sig som en diva og styrtede ud af salen efter et remis eller en tabende kamp. Nå, jeg skulle egentlig have billedet for at se, hvor meget han ligner Søren. Og det gør han. Især den øverste halvdel af hovedet.

 Her sidder onkel Jan og tante Kirsten.

 Og her er Hilde, Erik og Kirsten.

Onkel Jan med Andreas' kone Helene, som for øvrigt venter deres nummer to barn til sommer. De har Sara på 4 i forvejen, som kunne holde gang i Sebastian. Sikke en legeonkel og sikke en larm!

 Og så kom der dessert på bordet. To store karamelbuddinger,

 krumkaker og havregrynsflan,

rød gele med krem og flødeskum naturligvis.
Torsdag den 27.december var vi først på besøg hos Jan og Kirsten. Vi skulle se deres nye lejlighed midt i Mjøndalen. Hold da op, hvor var den flot. De har nu altid boet ret flot med figurer og pynt. Men selve lejligheden er godt nok flot med en skøn udsigt ud over byen. Lige ved siden af stadion, så man kan sidde på egen terrasse og se kampene.

 Lige uden for lejligheden står disse to gamle nisser. Der var fyldt med nisser i opgangen - også ude på fællesarealerne.

 Da jeg kom, skulle Jan vise mig Ludvik, som åbenbart er en kendt figur fra børnetv. Jeg skulle hilse på ham. Når jeg trykkede ham i hånden sagde han en række forskellige sætninger, som fx "Åh, onkel kunne jeg bede om en lakrisbåt mere?" og lignenende.

 Her er den formidable udsigt fra deres lejlighed, hvor de har boet i de sidste fire år. Før boede de i en stor villa oppe i bakkerne til højre. De kan se huset fra terrassen. Pengene fra salget af villaen på 230 m2 kunne lige dække prisen på lejligheden.

 Søren prøver en af de mange hatte, som Jan har købt i Rusland.

 På badeværelset står der en fantastisk figur ved håndvasken. To gamle mennesker i kærlig næsten seksuel omfavnelse. Man kan lige titte en lillebitte tissemand oppe under kanten på hans morgenkåbe, og hendes bryster vælter næsten ud. Nuttet.

 Senere på eftermiddagen - inden vi skulle have toget ind mod Oslo - skulle vi lige se "Knudsenssmia". Her går Jan sammen med tre andre og hyggesmeder 3-4 gange om ugen. Der kommer alle mulige mennesker forbi og kikker ind til en lille hyggesludder. Jan er meget glad for at komme der. Og stolt af smedjen.

 Her viser han rundt og fortæller, hvordan man tænder essen. Der er fire arbejdspladser. Smedjen er fra 1892 og har været arbejdsplads meget længe. Både døre og skabe er originale.

 En af de helt store opgaver i smedien var at producere økser til tømmerdrift. Hvert træ fik sit mærke afhængigt af tømmerhandleren. Her er plancher for et par af dem.

 Ambolt og hammer still leben.

 Essen kører kun på kul.

Onkel Jan fortæller og Søren og Anna lytter. Det er koldt inde i Smedjen. Bag ved værkstedet er der et lille lokale med bord og stole, hvor smedene kan sidde og drikke kaffe og spise bagværk.

Efter smedjen skulle vi tage toget ind til Oslo. Det var desværre forsinket. Så vi måtte vente i kulden 15-20 minutter på, at det kom. Vi stod af i Lysaker, hvor fætter Ingar Jarle hentede os. Han inviterede os på ost og kiks og kørte os op til det hus, som vi havde lånt af Judith.

Her er Anneken 13 og Ingar Jarle.
Næste dag mødtes vi på Oslo Sentralstasjon for at lege turister i Oslo. Så vi gik en tur på Karl Johan og så lidt på butikker. Vi kom til en fin lille bakke, og det viste sig at være Stortinget. Ingar mente bestemt, at vi skulle have taget et billede foran. For ellers så havde vi ikke været i Oslo. Vi skulle være rigtige turister. Så vi var lydige.

 Midt på pladsen foran Grand Hotel var der et stort julemarked sat op med boder og forlystelser. Her var der tykt af mennesker.

 Når der er fint besøg i Oslo, så bor de her på Grand Hotel. Fx Obama.

 På pladsen så vi denne fine gamle karrusel. Vi var flere, som stod og fotograferede den end der stod i kø til at ride på den.

Det var på cirka dette tidspunkt, at vi gik ind i en forretningsarkade og købte "brodder"/sømbelagt gummiovertræk til sko, så jeg ikke kunne falde - og så jeg kunne gå lidt mere sikkert på al isen. Jeg var vildt bange for at falde, og der var meget glat overalt.

Siden jeg havde læst om den nye operabygning i Jon Nesbøs krimier havde jeg lyst til at bestige den og se på udsigten. Desværre bliver der jo hurtigt mørkt i december, og tågen havde lagt sig tykt over Oslo. De unge havde mere lyst til udsalg og butikker, så vi to "gamle" gik til operaen.

 Takket være mine nye brodder var det ingen sag at komme op på bygningen. Ja, det var tåget, men det var stadig meget smukt. 

 Mona ringede mens vi stod oppe øverst. Så her er et portræt af Ingar Jarle, som taler med sin kone.

Nedturen var en anelse mere fantastisk men også skræmmende, for der var meget is på den skrånende overflade. Spændende tur. Jeg skulle lige vænne mig til, at jeg ikke faldt, fordi mine fødder stod fast på det glatte.

Lørdag skulle vi en tur på Munchmuseet. Lige før vi gik derhen, mødte vi min kollega Knut fra RORG-prosjektet. Vi fik en kop kaffe og lavedet et par aftaler, og så gik vi på museet.

Det viser sig, at udstillingen skifter 3-4 gange om året, så vi fik ikke set "Skriget" i denne omgang (til vores store skuffelse). Til gengæld fik vi stiftet bekendtskab med en spændende kunstner Marlene Dumas, som er meget inspireret af Munch. Anna mente endda, at hun på mange måder var mere interessant end Munch. Hun er bestemt mere lys og positiv end ham.

 Et af mine yndlingsmalerier er "kysset" (med tøj på).

 Vampyren.

 Det var Dumas' værker. Det hed vist kærlighedsparat.

 Man kender vel sine referencer?

 Og her er Munchs fortolkning af Marats død.

 Den døde pige.

Lugten af lig.

 Skønne plakater i T-banestationen med alle de gode undskyldninger for ikke at hælde sit affald i en dertil indrettet spand. Syv ton affald om dagen skal de offentlige myndigheder samle op, kunne vi læse på andre plakater. Oslo er miljøhovedstad i 2019, så der bliver aspireret til at opføre sig ordentligt. Når man sidder i toget, så hører man en venlig julehilsen fra borgmesteren, som takker for at man kører i kollektiv trafik og støtter op om det norske miljø.

 Lysene til venstre i billedet er et par mænd, som kom gående med en buket af gennemsigtige balloner med farvestrålende lys i. Det kan jeg selvfølgelig ikke fotografere. Til gengæld fik jeg et stemningsbillede af Karl Johan ned mod Domkirken.

 Aftensmaden lørdag tog vi på en amerikansk burgerrestaurant. Her fik Søren en dobbeltburger. Det var den højeste burger, jeg nogensinde har set. Anna fik kylling på foccacia og jeg fik soyaburger. Pommes frites til naturligvis og en øl. Uhm.

 Det hus, som vi har lånt ligger ved Ammerud T-banestasjon. Vi skal op af en meget stejl og glat bakke for at komme hjem. Det tager cirka 10 minutter, og det er noget, som kan mærkes i ben og ryg. Da vi var på vej ned i byen lørdag, var der en bil med en ældre mand, som stoppede for os: "skal dere ned på t-banestasjonen?", ja, sagde jeg. "Jamen, så bli me og hopp inn", sagde han. Søren og Anna mente, at det var på grund af mig, der gik så usikkert på mine ben, så han fik medlidenhed. Tja, jeg tænker, at det kan være noget ret almindeligt man gør i Norge, når der er meget sne og stejle bakker og veje.

I aftes da vi kom hjem til huset, bemærkede vi nogle smukke krystalliseringer på sneen. Jeg har forsøgt at tage et foto af det.