tirsdag den 22. juli 2025

Kærlighedslivets benhårde udvælgelsesproces

Hvad skal en mand gøre, når han kommer bagest i køen til kvinderne i sin ungdom? Lars Kramhøft skriver om at blive valgt fra pga. højde eller evner.  

Min første reaktion, da jeg læste kronikken, var at Lars Kramhøft skulle acceptere demografien. Alle mennesker bedømmer hinanden i forhold til at vælge partnere (for livet eller for sex). Cirka halvdelen af alle mænd er helt usynlige for kvinder, den anden halvdel er de potentielle partnere. Vi kan vende det om, for mænd har den samme tendens: de ser kun de kvinder, som de bedømmer som mulige partnere, resten forbliver usynlige for dem. Kvinder og mænd bedømmer hinanden efter alder, udseende, status, uddannelse, materiel rigdom, kulturelle værdier, sundhed og meget andet.

I heteroseksuel patriarkalsk partnervalg har det i mange år været et kendt faktum, at kvinder har en tendens til at vælge efter mænd med højstatus (høj uddannelse, stor materiel rigdom, højere end hende selv) og en god fysik (godt udseende, højde, bredde). Det kan også udtrykkes som det, at kvinder vælger ”opad”, når de vælger partner.

Rent demografisk er det indlysende, at hvis kvinder kun vælger opad, når de vælger livspartner, så vil der blive et overskud af kvinder, som ikke kan finde en partner, når de ser opad, de bliver nødt til at forblive single eller vælge nedad. Det samme gør sig gældende for mænd, når alle mænd er blevet valgt i udvælgelsesprocessen, så er der et overskud af unge mænd med lavstatus, som heller ikke kan finde en partner. Vi har altså et overskud af singlekvinder med høje uddannelser (og høj alder) samt mænd uden uddannelse (og lavere alder), som har vanskeligt ved at finde partnere.

Tilsyneladende er denne tendens med at vælge opad nu ved at ændre sig ifølge European Social Survey runde 1-6. I langt de fleste lande i Europa og i Nordamerika er det kvinder, som har mest succes, når det gælder de højeste uddannelser, hvis vi ser på tallene efter 2000. Kvinder med de højeste uddannelser vælger nu partnere, som er lavere uddannet end de selv fremfor at forblive single. Tidligere ville kvinder med høj uddannelse vælge partner med samme høje eller højere uddannelse, som dem selv, nu vælger de partnere med enten samme høje uddannelse eller lavere.

I de senere år er det blevet mere kulturelt acceptabelt for kvinder, at vælge væsentligt yngre partnere eller partnere med lavere eller ingen uddannelse, sådan som mænd i årtusinder har gjort.

Så hvad skal en mand gøre, når han kommer bagest i køen? Hvordan skal han finde sex eller partnere? Mit forslag ville være at se sig om efter kvinder ældre end ham selv.

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar