Stik imod alle planer kom Lærke og jeg ikke til Varanasi i et par dage. Det viste sig, at Mijwan Welfare Society havde planlagt den store indvielsesfest til den 22., så det blev kun til et par timer med sightseeing i byen.
Vi havde en skøn bil med aircondition hele vejen fra Mijwan til Varanasi. Det var yderst behageligt. Til gengæld var det frygteligt at komme til Varanasis anarkistiske trafikmylder. Det slår Delhis kaos til hver en tid. Her var gaderne meget smallere, og folk parkerede hulter til bulter. I midten af vejen var der en barriere, så man ikke bare kunne overhale eller skifte vejbane, som man ville. Til gengæld kørte folk i begge retninger i deres respektive vejbaner. Det var frygteligt, og vi så flere, der blev meget vrede og ophidsede. Trafikken stod stille mange gange. Vi kunne sidde i vores kølige behagelige bil og se på, hvordan cyklister, motorcyklister, rickshaws, scootere smuttede ind og ud ved siden og bag ved os.
Senere parkerede vi bilen og spadserede sammen med vores søde chauffør Shabash (=glimrende) hen mod et tempel. Vi snoede os ind og ud af trafikken, tværs over vejen. Hold da op, hvor jeg følte mig sårbar som fodgænger i den trafik.
På vejen hen mod templet sluttede en ung fyr sig til os. Det var vi ikke vilde med. Vi havde jo netop afvist et par tilbud om boating, guides og help, og nu kom der en til. Vi troede imidlertid, at det var en vores chauffør havde aftalt noget med. Han kunne en masse engelsk - i modsætning til vores chauffør - så han blev ved med at tale til os. Selvfølgeligheder om templer, om Indien, om sikkerhed, om trafik alt imens han så interesseret på Lærke. Jeg var meget opmærksom på ham, så jeg bad ham flere gange om at rykke op til chaufføren - eller gå bagved os. Jeg bad også Lærke om ikke at svare ham. Selv smilte jeg bare, når han snakkede. Vi bevægede os jo hele tiden igennem trafikken - og nu var vi ved at sno os igennem spændende små stræder ved siden af Gangesfloden. Der var butikker med alskens ting. Flest dog med ting, der var beregnet til puja = ceremonier i forbindelse med hinduisme. Messing, kunstige blomster, bønnebøger, tørklæder med påtrykte bønner og alskens andet.
Vi var jo på vej for at se et tempel og den uønskede mand, som havde slået følge med os fortalte nu, at vi skulle aflevere vores pas for at komme ind OG vores mobiltelefoner/kameraer. Det havde vi ikke lyst til, så da vi kom til templet, vendte vi om og gik tilbage. Ikke mindst i et forsøg på at slippe af med den uønskede følgesvend. Da han forstod - ENDELIG - at vi ikke gad ham begyndte han at tale om, at han skulle have en gave for at følge os. Før havde han sagt, at han ville hjælpe os, og at det intet kostede. Vi blev ved med at ignorere ham - og ikke svare ham. Da han bad om penge, og vi stadig ignorerede ham, slog hans stemning meget om. Kan I ikke lide indere?, spurgte han. Nu så jeg ham direkte i øjnene med et stort smil, for det blev en kende for komisk. Jeg stod helt stille for første gang og så ham i øjnene og smilede. Så blev han gal og snakkede om spedalskhed, om om at han havde børn, og når jeg engang fik spedalskhed, så ville jeg måske forstå. SPEDALSK! råbte han efter os, da vi gik ned mod floden.
Lærke har taget en masse billeder her nede fra floden. Jeg tog kun et enkelt, som du kan se ovenfor. Vi drak lidt Sprite og så på mennesker. Her var der fyldt med boatmen, hellige mænd med orange tøj på, der levede af at blive fotograferet af turister eller give "tika"/velsignelse. Lærke fik en rød plet i panden af en af dem, inden hun nåede at protestere. Shit, nu havde hun endelig fået gnedet den anden af fra i går.
Senere kom der et stort lys- og ildshow nede ved floden. Både med turister holdt ude i vandet, indiske og udenlandske turister, hellige mænd, tiggere, sælgere og myg i millionvis kappedes om at få en plads, hvorfra man kunne se showet. Vi holdt til det i en halv time, og så gik vi mod bilen. Vi skulle købe lidt proviant ind til toget inden vi skulle rejse klokken 22.30.
På stationen kunne vi ikke finde vores tognummer på lystavlen. Vi spurgte et par stykker om hjælp. Til sidst fandt vi ud af, at det var fordi vores tog afgik fra en helt anden station. Så vi kastede os ud af stationen, og ind i en autorickshaw og kørte i 20 minutter indtil vi var på den rigtige station. Ingen panik - vi havde jo en hel time.
