Fornærmelser

Man skal tage sig gevaldigt i ikke at gå og være små-fornærmet. Ikke fordi folk ikke er høflige og venlige , men fordi tingene bare bliver gjort så anderledes.

Case 1.
Vi lytter til folkemusik. Fire musikere og en danser. Der er bål. Vi drikker øl og hygger. Vi er de eneste publikum. Begejstringen vil ingen ende tage, og vi går helt tæt på musikerne for at tage billeder, og for at give dem 300 rupier i drikkepenge. Vi studerer deres instrumenter, og vi giver dem pengene. Danseren vifter kontinuerligt os om næsen med en tusinde-lap. Hun er utilfreds med beløbet.

Case 2
Vi har booket hotelværelse via booking.com, og da vi kommer frem har værelset mod forventning hverken balkon, aircondition eller plads. Til gengæld er der mange myg og en stor larmende cooler. Da vi påpeger forskellene i vores booking og det aktuelle værelse, skælder ejeren ud. Vi forstår jo ikke, at dette er et 300 år gammelt haveli-hotel, som aldrig har haft en balkon. Vi forstår heller ikke, at det er den samme familie, der har ejet hotellet altid.

Case 3
Vi går mod templet med vores taxachauffør som guide. Undervejs får han følgeskab af en anden mand. Vi tror, at de kender hinanden. Den nye begynder med de sædvanlige spørgsmål: HvorkommerIfra? HvorlængeharIværetiIndien? HvadsynesiomIndien? Erdetdindatter? Og meget meget mere.
Vi forsøger at undgå at tale mens vi snor os igennem en dramatisk trafik uden vigepligt og moral, og senere igennem middelalderlige smøger med salg af messing, oliekogte lækkerier, guirlander, tøj og røgelse. Manden fortsætter stædigt med samtaler, mens vi bevæger os i gåsegang i de snævre gader. Han går mellem vores egentlige guide og Lærke og taler til hende. Vi gør, hvad vi kan for at undgå ham. Sender ham foran eller bagved. Han vil jo bare hjælpe os. Det koster ikke noget. Vi bliver trætte af ham. Til sidst forstår han, at vi vil af med ham. Nu synes han, at vi skal betale ham. Han har jo børn og en kone. Vi taler stadig ikke til ham. Han hidser sig op. Vi kan nok slet ikke lide indere. Vi skulle prøve at have spedalskhed. Han råber spedalske, spedalske efter os, da vi går fra ham.

Death by chocolate

Mississippi mud pie

Her ses desserten i al sin magt og vælde på spisekortet: En innovativ fortolkning af denne klassiske sydlige amerikanske dessert. Lækre lag af hjemmelavet kaffe- og chokoladeis på en nødde-agtig oreo-småkagebund og druknet i varm chokoladesovs.

For at være sikre på at få dessert nok, så havde vi først delt en chokolademousse. Det var den ultimative mousse. Øjnene lukkede sig helt uvilkårligt og derefter dukkede smilet op helt nede fra maven. Egentlig forventede vi intet af den næste dessert. Vi havde næsten ikke lyst til at spise mere. Og så kom den:

Kæmpestor og mægtig. Vi spurgte tjeneren om han tog gas på os. Det var et tredobbelt stykke is efter danske standarder. Vi turde slet ikke gå i gang med den. Så det var med småbitte prøvende bidder, at vi opdagede, at denne dessert er den helt rigtige "Death by chocholate"-dessert.

Vi sad ganske stille og spiste og spiste. Det var helt umuligt at holde op igen. Sonja blev dog nødt til at give op før Lærke (som havde snydt og levnet halvdelen af sin hovedret).

Her ses desserten, da Sonja gav op.

Og sådan så den ud, da Lærke var helt færdig.

Coming soon in your blog

Glæd dig

Varanasi

Stik imod alle planer kom Lærke og jeg ikke til Varanasi i et par dage. Det viste sig, at Mijwan Welfare Society havde planlagt den store indvielsesfest til den 22., så det blev kun til et par timer med sightseeing i byen.

Vi havde en skøn bil med aircondition hele vejen fra Mijwan til Varanasi. Det var yderst behageligt. Til gengæld var det frygteligt at komme til Varanasis anarkistiske trafikmylder. Det slår Delhis kaos til hver en tid. Her var gaderne meget smallere, og folk parkerede hulter til bulter. I midten af vejen var der en barriere, så man ikke bare kunne overhale eller skifte vejbane, som man ville. Til gengæld kørte folk i begge retninger i deres respektive vejbaner. Det var frygteligt, og vi så flere, der blev meget vrede og ophidsede. Trafikken stod stille mange gange. Vi kunne sidde i vores kølige behagelige bil og se på, hvordan cyklister, motorcyklister, rickshaws, scootere smuttede ind og ud ved siden og bag ved os.

Senere parkerede vi bilen og spadserede sammen med vores søde chauffør Shabash (=glimrende) hen mod et tempel. Vi snoede os ind og ud af trafikken, tværs over vejen. Hold da op, hvor jeg følte mig sårbar som fodgænger i den trafik.
På vejen hen mod templet sluttede en ung fyr sig til os. Det var vi ikke vilde med. Vi havde jo netop afvist et par tilbud om boating, guides og help, og nu kom der en til. Vi troede imidlertid, at det var en vores chauffør havde aftalt noget med. Han kunne en masse engelsk - i modsætning til vores chauffør - så han blev ved med at tale til os. Selvfølgeligheder om templer, om Indien, om sikkerhed, om trafik alt imens han så interesseret på Lærke. Jeg var meget opmærksom på ham, så jeg bad ham flere gange om at rykke op til chaufføren - eller gå bagved os. Jeg bad også Lærke om ikke at svare ham. Selv smilte jeg bare, når han snakkede. Vi bevægede os jo hele tiden igennem trafikken - og nu var vi ved at sno os igennem spændende små stræder ved siden af Gangesfloden. Der var butikker med alskens ting. Flest dog med ting, der var beregnet til puja = ceremonier i forbindelse med hinduisme. Messing, kunstige blomster, bønnebøger, tørklæder med påtrykte bønner og alskens andet.
Vi var jo på vej for at se et tempel og den uønskede mand, som havde slået følge med os fortalte nu, at vi skulle aflevere vores pas for at komme ind OG vores mobiltelefoner/kameraer. Det havde vi ikke lyst til, så da vi kom til templet, vendte vi om og gik tilbage. Ikke mindst i et forsøg på at slippe af med den uønskede følgesvend. Da han forstod - ENDELIG - at vi ikke gad ham begyndte han at tale om, at han skulle have en gave for at følge os. Før havde han sagt, at han ville hjælpe os, og at det intet kostede. Vi blev ved med at ignorere ham - og ikke svare ham. Da han bad om penge, og vi stadig ignorerede ham, slog hans stemning meget om. Kan I ikke lide indere?, spurgte han. Nu så jeg ham direkte i øjnene med et stort smil, for det blev en kende for komisk. Jeg stod helt stille for første gang og så ham i øjnene og smilede. Så blev han gal og snakkede om spedalskhed, om om at han havde børn, og når jeg engang fik spedalskhed, så ville jeg måske forstå. SPEDALSK! råbte han efter os, da vi gik ned mod floden.
Lærke har taget en masse billeder her nede fra floden. Jeg tog kun et enkelt, som du kan se ovenfor. Vi drak lidt Sprite og så på mennesker. Her var der fyldt med boatmen, hellige mænd med orange tøj på, der levede af at blive fotograferet af turister eller give "tika"/velsignelse. Lærke fik en rød plet i panden af en af dem, inden hun nåede at protestere. Shit, nu havde hun endelig fået gnedet den anden af fra i går.
Senere kom der et stort lys- og ildshow nede ved floden. Både med turister holdt ude i vandet, indiske og udenlandske turister, hellige mænd, tiggere, sælgere og myg i millionvis kappedes om at få en plads, hvorfra man kunne se showet. Vi holdt til det i en halv time, og så gik vi mod bilen. Vi skulle købe lidt proviant ind til toget inden vi skulle rejse klokken 22.30.
På stationen kunne vi ikke finde vores tognummer på lystavlen. Vi spurgte et par stykker om hjælp. Til sidst fandt vi ud af, at det var fordi vores tog afgik fra en helt anden station. Så vi kastede os ud af stationen, og ind i en autorickshaw og kørte i 20 minutter indtil vi var på den rigtige station. Ingen panik - vi havde jo en hel time.

Ghaziabad

Ankom kort tid før midnat efter en begivenhedsløs flyvetur.

Morgenmad på tagrestauranten

Når solen går ned i en sæk ...

... står den op i en bæk. Og ja, der er meldt om tordenbyger i morgen. Lige efter solen gik ned, kunne jeg tage dette foto fra balkonen her på 6.etage i Ghaziabad 40 km øst for New Delhi. Her bor Vijay med sin kone Renu, to døtre Kushi 16 og Raji 15. Babu Lals enke bor her også. Hun har det ikke særlig godt. Hun hoster meget for tiden.

Det er helt utroligt, som der bliver bygget her. Da familien flyttede her ud for nogle år siden, så var der intet byggeri på den anden side af floden. Nu er der flere meget høje bygninger og huse så langt som øjet kan se. Måske overhaler Indien Kina i 2015 hvad angår økonomisk vækst. Den store forskel, som der var på Danmark og Indien, da jeg begyndte at komme i landet er ved at være væk. Nå ja, bortset fra, at man skal kæmpe en hel del mere for sin overlevelse end i trygge Danmark.

Her i eftermiddags var vi i et møbelmagasin for at se på stole til Vijays lejlighed. Pigerne mangler et par ordentlige stole til deres skriveborde, og så mangler der et par lænestole i stuen. Så vi prøvesad et par stykker. Alt imens vi blev fulgt af først en, så to og til sidst tre ekspedienter, som stod på spring for at bistå os, hvis der var det mindste spørgsmål eller tvivl om en pris. På vej ud af magasinet faldt mine øjne på denne plakat, som fortæller at denne madras kan skabe "bounce to love-making". Desværre skal man være mellem 21 og 41 for at købe madrassen. 

Tja, der er en tid til alt.

Her ses de stole og sofaer, som vi bedst kunne lide. De er virkelig dejligt gammeldags med masser af træ og vinkelrette siddestillinger. Vijay og Susanne prøvesidder dem.

For et par dage siden var vi på besøg hos min gamle veninde Rita Roy, som ses ved siden af mig. Satish, Sarita og Shubhanshu ses bag os. Vi tilbragte dagen i Greater Kailash, som bydelen hedder. Blandt andet morede vi os med at se en bryllupsvideo. Ritas ældste søn Indrajit er gift med Uma fra Nepal og hele familien fra Delhi skulle naturligvis med til Kathmandu til brylluppet. Vi kneb lige en tåre, da vi kunne se Babu Lal stå lige bag brudgommen. I sædvanlig pjat-stil trak han brudgommen lidt i håret flere gange under ceremonien....

Som I kan se, har vi meget tøj på. Der er jo ingen varme inde i husene, så vi fryser med anstand, når der er mørkt. Vi får lidt varme af solen midt på dagen.

 Lad mig slutte dette indlæg med et par kloge ord fra Ritas køleskab:
"Jeg vil holde op med at spise chokolade, men jeg er ikke den type, som giver op"
"Chokolade er bevis på, at Gud ønsker, at vi er lykkelige".

Ankomst

Susanne har sat Bob Dylan paa. Jeg sidder med Shubhanshus computer. Der er flere taster, som ikke virker blandt andet punktum. Saa maa jeg over paa det numeriske tastatur og trykke. Det gaar nok altsammen. 

Vi er klar til dag to i Indien. Satish kom i lufthavnen og hentede os i gaar morges efter en rolig og begivenhedsloes flyvetur. Tre timers pause i Istanbul med en kop kaffe og et pizzastykke til omkring 80 kroner.

I dag har vi spist rugbroed til morgenmad. Jeg har taget en lille pakke rugbroed og ost med, saa vi kunne spise det. Vijay Babu lals soen kom her til morgen og hilste paa. Vi tager over til dem i Ghaziabad i naeste uge. 

I gaar sov vi det meste af dagen. Vi var jo staaet op kl fem for at tage bus til Koebenhavns lufthavn, og der var ikke meget mulighed for at sove undervejs. Vi fik dog en time hist og pist. Saa i gaar formiddag sov vi tre timer, hvor vi dykkede helt ned i bevidstloeshed.

I dag skal vi en tur ud til det gamle Delhi eller ld Delhi. Der er en plads, som hedder Chandni Chowk, hvor Bl oprindeligt kommer fra.

I gaar eftermiddag var vi ude paa en koeretur i Green Field, hvor Satish ejer en lejlighed, som han har lejet ud. Vi var ude og nyde udsigten over et stort groent omraade fra lejligheden. Susanne fik oeje paa en paafugl i det fjerne. 

om aftenen var vi paa visit hos en 87-aarig redaktoer, en af Bls gamle venner. Hyggelig visit hos en mand, som havde redigeret mange boeger om filosofi og religion.

Der var ro i huset allerede kl 21.30 i gaar.