søndag den 6. marts 2016

Feudalisme, korruption og demokrati

Det er ikke usædvanligt med feudale tilstande både på landet og i byen. Som regel så tilskriver jeg dem til kastesystemet. Men sådan behøver det ikke nødvendigvis at være. Rige jordejere og rige mennesker får meget at bestemme - og det handler jo ikke nødvendigvis om deres kaste men mere om deres ejendom.
I Mijwan opdagede jeg, at Kaifi Azmis far var en rig jordejer og "landlord". Den type får som regel en rolle som alfaderlig diktator i sit distrikt. Det er både forbundet med stort ansvar og stor magt. Denne rolle er nu gået i arv til Shabana Azmi - men ikke til hendes bror. Eller også så påtager han sig ikke den rolle. Det kan jeg være lidt i tvivl om.
Den feudale jordbesidder bliver også den alvidende, vise som kan give råd og dette og hint. Eller allernådigst uddele gaver og trøst. Der er tradition for en vis holden hof (durbar), hvor folk kan komme til audiens hos den magtfulde og klage sin nød, vise sin respekt, hilse på, bede om tjenester, invitere til bryllupper og meget andet. Det kan være vigtigt bare at vise sit ansigt for at blive ved med at nyde gunst.
Hvordan i alverden kan denne feudale magttype gå sammen med demokratiske ngo'er? Svaret er, at det kan den slet ikke. Der er tale om en helt anden slags styreform, som vi så godt som har forladt i Danmark. Er det korrupt? Ja, i dansk forstand er det korrupt. Ikke nødvendigvis i indisk forstand. Den magthavende kan til enhver tid benytte sig af sit magtfulde navn til at skaffe sit distrikt forskellige fordele udenom den almindelige demokratiske proces. Fx så er det ingen sag at få et tog til at stoppe ved den lokale station, få tilladelse til at grave en ny stor brønd eller få andre typer bureaukrati til at skynde sig.
Det er selvfølgelig undergravende for demokratiet, at folk med store navne så let kan få ting igennem, men det er ikke nødvendigvis korrupt, når der ikke flyder penge direkte tilbage til magtmennesket. I en dansk forstand er det både umoralsk og udemokratisk. I en indisk forstand er det en selvfølgelig måde at bruge sin magt på, når man nu har den.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar