torsdag den 2. april 2015

Flyttedag

I går flyttede vi kontor fra biblioteket ved siden af Ram og over mellem Dilly og Krishna og Shivas kontor. Her ser I Harri tømme vores nye kontor for stole. Han rækker dem ned til Prasantha, som rækker dem videre til Hema.
Vi hedder nu "Social mobilization". Vi blev forflyttet fordi bestyrelsen vil have et arbejdsrum, og de ville altså helst have biblioteket. Det gør nu ikke noget, for dette rum er meget hyggeligere, og der er mindre støj, for vi har ikke vinduer ud til vejen, som vi havde før (og lige da jeg skrev det, kom der lyden af et dythorn, som ville have gjort sig til en fodbold-landskamp mellem Sverige og Danmark).
Og så har vi travlt. Jeg skal tilbage til Danmark, og Ram skal søge om visum til at komme til Danmark og Tyskland. Han skal jo forsøge at videreføre et tidligere AC International-program - og også bane vejen for den ansøgning, som vi har arbejdet på i mange måneder. Der er nu kun ganske få arbejdsdage tilbage, og ansøgningen skal sendes til Kathmandu for vurdering hos konsulenten inden den skal sendes til Tyskland. Jeg har indsat kommentarer i budgettet, i monitorerings-frameworket, i oversigten over outcomes og outputs og er i fuld gang med at indsætte statistiske tal i selve ansøgningsteksten.

Der er liv på kontoret

I går var der slåskamp på væggen mellem to gekkoer - eller firben. De der ækle hudfarvede nogle, som gemmer sig bag billeder på væggen og pludselig styrter frem og forskrækker mig. Katja heppede helt vildt på dem. Sikke nogle lyde de kunne give.
 
Nå ja, så fik vi også besøg af den sødeste lille behårede larve. Sikke nogle flotte farver og flot frisure, den havde. Nu glemte jeg igen at lægge en mønt eller noget ved siden af, så I kan se, hvor lillebitte og fin den er.
Jeg er ikke helt sikker på, om det er Otto igen, som jeg har fotograferet forleden aften. Måske - eller en af hans fætre. Den spankulerede hjemmevant rundt i vores stue om aftenen (= ingen el = dårligt foto).



Ingen kommentarer:

Send en kommentar