Madlavning

Ups, glemte det med, at vi lavede mad i gaar. Ratatouille, med ris, tzatziki og salat. Til forret humus med groentsagsstaenger, pindemadder med bruschetta og oliven og til dessert aeblegroed. Vi maatte desvaerre vente tre-fire timer paa vore gaester. Men de kom og de spiste og var meget begejstrede for vores mad. Uha, hvor er det svaert at lave dansk mad i et indisk koekken. Maden mindede dog saa nogenlunde om det, som vi spiser hjemme.
Gaesterne var Satish` barndomsven og hans kone og datter. Dejlige mennesker.

Foedselsdagsfejring, saribaering og madlavning

Der er da naesten ingen graenser for, hvor meget vi hygger os her. Vi kan dog ikke komme paa nettet saerlig meget, fordi forbindelsen er meget langsom. Derfor er det meget sporadisk, hvor ofte der kan komme ord paa denne blog endsige billeder - thi de skal jo uploades via telefonen.
Susanne har haft foedselsdag, og den har vi faaet fejret paa alle maader. Om morgenen fik vi helt speciel morgenmad, og om eftermiddagen tog vi tre paa skoenhedsklinik og fik ansigtsbehandling, manicure og pedicure. Tre timer senere havde vi de bloedeste haender og foedder i New Delhi.
Fra salonen gik vi ind til naboen og shoppede lidt. Blandt andet koebte vi et par "payals", ankelkaeder til Susanne. Vi bliver aldeles roerstroemske, naar vi ser priserne.
Om aftenen lavede vi en fest herhjemme for Susanne. Sarita havde besluttet, at min foedselsdag ogsaa skulle fejres, for hun saa mig jo ikke paa min foedselsdag i juli. Derfor fik vi begge gaver, fine lagensaet og skaalesaet. Saa tog vi alle tre sarier paa, mens Satish og Shubhanshu tog jakkesaet paa, og saa tog vi ellers billeder. Vi stillede os op og var modeller og tog alt for mange fotos.
Det var i fredags.
Soendag aften gik vi i biografen med fire af Babu Lals fem boerneboern. Vi saa en blodig thriller med en kampsportsmester med brede skuldre og stoneface. Skuespillets kunst magtede han ikke, men han var dejlig at se paa. Derefter paa Dunkin` Doughnut og spise burgere.
I gaar var det Republikkens dag, og Obama og Michelle er paa besoeg. Vi saa derfor tv fra klokken ni, hvor der var direkte sending fra India Gate med ceremonier og en meget stor parade. Dusinvis af flotte regimenter, som gik i takt, straekmarch og hvide gamacher, paafugle-strittende hovedbeklaedninger, rajput-soldater paa kameler med stolte strittende overskaeg og saa en masse isenkram, som ville have glaedet Soeren meget at se. Til min store overraskelse var der ogsaa motorcykel-soldater, som lavede formationer og akrobatik paa deres cykler. Til allersidst kom der flaader fra hver af staterne og fra nogle ministerier. Der var dans, farver, papmache-hoveder, musik og en fastholden af specifikke kulturtraek. Ja, der var endda en flaade fra denne stat, Haryana om fuglereservater. Der havde de bygget flere fugle af papmache, som var utroligt grimme.
I dag rejser vi til skoenne Udaipur, en tusindeogennats-droemmeby i oerkenstaten Rajasthan. Jeg synes, at Susanne skulle se noget af det skoenne Indien og ikke kun denne forurende millionby.
Vi er hjemme igen fredag mogen. Mon ikke vi havner paa et hotel med wifi, saa vi kan uploade lidt billeder ogsaa.
Alle kommentarer glaeder mig meget. Tak for dem.

Pan wallah

Efter middagen spiser vi pan: betelnødder omgivet af mange søde smagstoffer med blomsterblade og chutneyer. Det er en hel kunstart, når pan wallahen bygger disse store grønne saftige mundfulde.

Forfald

Når man sådan går rundt i Indiens gader, så støder man ind i forskellige niveauer af forfald. I dag var Susanne og jeg ude og gå i regnvejret. Vi gik i siden af vejen. Der er sjældent fortove, og hvis der er, så skal man stige op på dem. Tit er der huller i dem eller andre forhindringer i form af motorcykler, cykler eller andet, som forhindrer spadserende at gå. I dag var der mudderglat, så det var svært at gå mange steder. Rødt og gult mudder pladrede løs på vores sko.
Undervejs stødte vi på forskellige ting. For eksempel et sæt af hvidevarer, der var blevet efterladt ude ved vejen. Lidt længere nede var der fyldt med lig af biler. Lastbiler med punkterede dæk uden slidbanemønster. Det blev til dagens fotos.

Envejskommunikation?

Kære læser,
Tillad mig lige at gøre dig opmærksom på, at du kan kommentere og skrive med på denne blog. Det burde ikke være særlig svært. Klik under et indlæg og skriv en kommentar eller en hilsen. Du skal lige identificeres af et system først, men når du først har gjort det en enkelt gang, så bliver de næste gange lidt lettere.
Kærlig hilsen
Sonja

Når solen går ned i en sæk ...

... står den op i en bæk. Og ja, der er meldt om tordenbyger i morgen. Lige efter solen gik ned, kunne jeg tage dette foto fra balkonen her på 6.etage i Ghaziabad 40 km øst for New Delhi. Her bor Vijay med sin kone Renu, to døtre Kushi 16 og Raji 15. Babu Lals enke bor her også. Hun har det ikke særlig godt. Hun hoster meget for tiden.

Det er helt utroligt, som der bliver bygget her. Da familien flyttede her ud for nogle år siden, så var der intet byggeri på den anden side af floden. Nu er der flere meget høje bygninger og huse så langt som øjet kan se. Måske overhaler Indien Kina i 2015 hvad angår økonomisk vækst. Den store forskel, som der var på Danmark og Indien, da jeg begyndte at komme i landet er ved at være væk. Nå ja, bortset fra, at man skal kæmpe en hel del mere for sin overlevelse end i trygge Danmark.

Her i eftermiddags var vi i et møbelmagasin for at se på stole til Vijays lejlighed. Pigerne mangler et par ordentlige stole til deres skriveborde, og så mangler der et par lænestole i stuen. Så vi prøvesad et par stykker. Alt imens vi blev fulgt af først en, så to og til sidst tre ekspedienter, som stod på spring for at bistå os, hvis der var det mindste spørgsmål eller tvivl om en pris. På vej ud af magasinet faldt mine øjne på denne plakat, som fortæller at denne madras kan skabe "bounce to love-making". Desværre skal man være mellem 21 og 41 for at købe madrassen. 

Tja, der er en tid til alt.

Her ses de stole og sofaer, som vi bedst kunne lide. De er virkelig dejligt gammeldags med masser af træ og vinkelrette siddestillinger. Vijay og Susanne prøvesidder dem.

For et par dage siden var vi på besøg hos min gamle veninde Rita Roy, som ses ved siden af mig. Satish, Sarita og Shubhanshu ses bag os. Vi tilbragte dagen i Greater Kailash, som bydelen hedder. Blandt andet morede vi os med at se en bryllupsvideo. Ritas ældste søn Indrajit er gift med Uma fra Nepal og hele familien fra Delhi skulle naturligvis med til Kathmandu til brylluppet. Vi kneb lige en tåre, da vi kunne se Babu Lal stå lige bag brudgommen. I sædvanlig pjat-stil trak han brudgommen lidt i håret flere gange under ceremonien....

Som I kan se, har vi meget tøj på. Der er jo ingen varme inde i husene, så vi fryser med anstand, når der er mørkt. Vi får lidt varme af solen midt på dagen.

 Lad mig slutte dette indlæg med et par kloge ord fra Ritas køleskab:
"Jeg vil holde op med at spise chokolade, men jeg er ikke den type, som giver op"
"Chokolade er bevis på, at Gud ønsker, at vi er lykkelige".

Marmormoenstre

Taj Mahal er skoen at skue paa afstand og helt taet paa. Her er fotos af, hvordan mure og dekorationerne indfaeldet i den hvide marmor ser ud.

 

Her er et kik inde fra Taj Mahal og ud paa pladsen foran.

 

Her ses en detalje i udsmykningen. Halvaedelstene er blevet skaaret i skiver og lagt ind i bitte smaa huller i hvid marmor.

 

Detalje fra gulvet, som Taj Mahal staar paa. Det er en kombination af roedt ler og hvidt marmor.

 

Marmoren er blevet udskaaret i smukke ranker.

 

"Vinduerne" i Taj Mahal er gennembrudte sekskantede huller i marmoren. Desvaerre bliver Taj Mahal nu gulere og gulere paa grund af den tiltagende forurening.

 

Her ses en af de fire minareter eller taarne, som omkranser selve gravkammeret i Taj Mahal. Alle fire minareter laener en smule ud af, for ellers ville de se ud som om de var ved at vaelte ind mod gravkammeret.

 

Fine detaljer med udskaarne ranker i marmor.

 

En tekst paa arabisk dekorerer muren.