Vejret

I går kom vi til at tale om det emne, som flest menneske taler om, er vejret. Ligeledes er vejr-udsendelser noget af det mest sete over hele verden. Sært ikke? Man kan jo bare stikke snuden udenfor og kikke på himlen tage bestik af situationen og så danne sin egen vejrmelding.
Om morgenen diskuterede Asmita og jeg om der kom regn eller ej. Hun påstod hårdnakket, at det gjorde der ikke. Hendes telefon meldte nemlig solskin hele dagen. Jeg sagde til gengæld, at der kom regn lige som de foregående to dage, fordi det sagde min telefon. Og, fortsatte jeg, som vi ved, så har HTC ret over Nokia...
Solen bragede ned fra en blå himmel hele dagen. Nåhja, til klokken fire.

Dette billede er ikke fra i går. Det er fra sidste uge, hvor det også regnede helt vildt - og haglede.

Så lukkede skyerne op for et hav af regn, som blev kastet larmende ned over os. Dråberne var så tunge, så vi var helt i tvivl om det var hagl eller ej. Der var vist lidt hagl i det.
Egentlig var det jo tid at gå hjem. Klokken var jo mange, men vi tøvede alligevel, for det var jo meget regn, der kom. På den anden side, så havde både Katja og jeg købt nye dobbeltcoatede gigantiske paraplyer i søndags, og mon ikke de kunne tage en lille regnbyge?

Så vi gik hjemad med de kæmpestore paraplyer med plads til en familie på seks underneden (med rygsække). Flere steder på vejen var der store vandpytter, Og jeg mener STORE. Vi taler om vandpytter i over ankelhøjde og på flere kvadratmeter. Regnen tordnede ned over os. Al samtale var umulig. Hvis vi skulle sige noget til hinanden, så foregik det med råb.
GAD VIDE OM DET ER SÅDAN AT VÆRE HER I MONSUNEN?
JA, DET ER NOK SÅDAN HER, ELLER VÆRRE.
Alt imens vi hoppede fra side til side af vejen for at undgå biler, der sprøjtede og vandpytterne. Inden vi havde været på vejen 10 minutter var vi gennemvåde i vandrestøvlerne og sokkerne. Efter et kvarter var cowboybukserne våde helt op til knæene.
Resten var tørt.
De nye paraplyer virkede godt.

Penge

Penge lufter underligt sødligt gammelt og lidt beskidte. Nogle af dem hænger i laser, fordi de har været igennem så mange hænder. Andre er knitrende og sprødt nye, når vi henter dem i ATM - automaten (automatic transfer machine). En dag, da jeg ikke havde noget fornuftigt at lave, tog jeg et billede af pengene. Gad vide om man må det?

Nå, hvorom alting er, så har jeg gjort det, og her er de. Først den flotte fem rupees-seddel med yakokser på. Den kan man få fem bolcher for hos købmanden. Vi bruger sedlen, når vi skal køre i bus fra Lakeside til Zero kilometer, som er tæt på vores hus. Billetten koster 15 rupees (knapt 70 øre).

Så er der 20'eren. Den har en gemsetypedyr på. Tiværtifælle noget med gevir på. Tyveren kommer også i brug, når vi kører med bus, eller når vi giver drikkepenge.

Så er der halvtredseren. Men sikke da nogle dårlige fotos, jeg fik taget af disse sedler. Måske fordi det var om aftenen i halvdårligt lys inde på mit værelse. Der er en vædder på den blå seddel. Hvad er den værd? Tjah, en små 3,5 kroner.

Denne 100 rupee-seddel er den, som vi oftest bruger. Hver gang vi er i butikker eller på restaurant. Det bliver næsten altid noget med et par hundrede rupees. Sagarmatha eller Mount Everest er bag på alle sedlerne. Rs. 100 svarer til 6,30 kroner.

Bag på 100 rupees-sedlen er der næsehorn. Dem kunne vi faktisk have set i sidste weekend, da vi var i Chitwan, men vi valgte at spare penge og nøjes med Elephant Breeding Center.

Den flotte tiger pryder 500 rupees-sedlen. Udover den er der også en 1000 rupees-seddel, men den har jeg ikke fået fotograferet.

Så er der et par mønter også. Dem ser vi ikke så mange af. 

Priserne er lavere end i Indien. Når vi går ud og spiser på en fancy restaurant, så betaler vi typisk under 1000 rs. for to personer. Hvis vi så drikker alkohol til, så kan vi godt presse regningen op på et par tusinde. Et tusinde rupees svarer til 63 kroner.

Huse

Noget af det første, som jeg bemærkede her i Nepal var at husene var så smukke. Derfor har jeg i flere omgange taget billeder af husene.

Her er det hus, som jeg bor i. Man kan næsten ikke se underetagen, hvor Katja og jeg bor. Man ser tydeligt mellemetagen, hvor Ram, Sharada, Achuyt og Samita bor. I den øverste etage bor bedstemor og Asmita.

Det her er bare et hus, fra smutvejen mellem vores hus og Children Nepal.

Og det er det her også. Jeg tror, at det var nymalet den dag, jeg tog det. For det strålede helt vildt i solen. Der var en lille arrig tæppetisser, som gøede helt vildt mens jeg tog billedet.

Og her er et af de største huse til privat brug, som jeg har set endnu i Pokhara. Jeg forestiller mig, at der kun bor en familie men med flere gifte sønner og deres koner og børn. Vi går forbi dette hus hver dag.

Tæppetisser-huset set fra en anden vinkel.

Et af nabohusene.

Dette hus ligger på vejen ned til Susannes Billibong Garden Hotel. Da jeg så det allerførste gang, blev jeg sendt lige til Mesinge Bygade. Det hus, som faster Dagny boede i, inden de byggede det lille hus på Taglundsvej. Ligner det ikke lidt?

Også på vejen ned til Susannes hotel. Jeg tænker, at de to døre forrest fører ind til et lokum og til et redskabskur.

Et meget lille hus med mange sten i haven. De kan jo bruges til at bygge med. Her drejer vi fra, når vi skal ned til Susannes hotel.

En rønne på vejen, hvor Susannes hotel ligger. Desværre blev det lidt overbelyst, men man kan da nyde farven på huset bagved.

 Dette er ikke en privatbolig men et hotel, som de er ved at bygge nede ved Lakeside. Vinduerne er fint udskårne af træ.

Susannes hotel med en flot stor dør udskåret i træ. Den står åben hele døgnet, så alle indenfor fryser.

Tharuer

Her i Nationalparken i Chitwan bor der en etnisk gruppe, der hedder tharuer. Det var åbenbart det folk, som boede her før arierne kom til fra Afghanistan og Persien. De bygger huse af strå, mudder og bambus og de har en helt særlig måde at dekorere verandaer og mure på. Der er også mange træudskæringer. Læs mere om tharuerne på denne blog.

Babyer

Lige i nærheden af dette trestjernede hotel ligger der et center for elefantavl. Der måtte vi naturligvis hen. Vi gik derhen i morges, men fordi vi gik forkert, kom vi for sent. Elefanterne og babyerne bliver sendt på græs kl. 10.30 og de kommer hjem igen ved 15.30-tiden. Så vi måtte gå slukørede hjem igen. Brændende sol, 35 grader og uldsokker i vandrestøvlerne. Pyha, det blev for varmt. Efter cirka 6 km traf vi en mand med en hestevogn, som spurgte om vi ville køre med. Det ville vi godt. Og vi hyggede os så meget i hans vogn, at vi besluttede os for at bede ham om at hente os igen nogle timer senere, når elefanterne kom hjem til centeret igen.

Det er en kæmpeoplevelse at se to bittesmå baby-elefanter tumle omkring og undersøge verden. På centeret var der helt små, lidt store og voksne elefanter. Det var så rørende at se alle elefanterne.

Hver af de voksne elefanter var lænket fast til en pæl under et stort halvtag. Nogle af de største unger var også lænkede, mens de små nuttede babyer var frie.

Sært nok med de lænker, for det her skilt sagde jo også noget om intentionerne om ikke at lænke dyrene.

De to babyelefanter løb hen til hinanden og legede lidt. Senere løb de helt udenfor hegnet og hen til publikum. Vi måtte flytte os for dem, for hvem vil trædes på af små elefantfødder?

 Ja, de var overnuttede. Sære hårde at røre ved. Stive børster og små uudviklede snabler. De forsøgte at samle sten op med både snabelfinger og med forpote (?), men de kunne ikke.

De samlede helt en masse mennesker om sig, for alle var helt vilde med de små babyer. Det var vi også, men samtidig var vi også lidt kede af at se de store mødre stå lænkede og virre sært rytmisk med hovederne.

Når elefanterne er et par år gamle skal de lære at arbejde. Her er en liste over de kommandoer, som de lærer at forstå på centeret. Vi så også, at hvert dyr lagde sig ned, lige inden de fik mad. Det må de jo have lært.

For at komme over til elefantcenteret måtte vi forcere en bro. Den var lavet af bambusstænger og sække fyldt med sand lagt oven på et stativ. Når man gik over broen, gyngede hele konstruktionen. Det var udfordrende for en med vandskræk (jeg nævner ingen navne her). Der hvor floden strømmede stærkest, måtte jeg virkelig holde godt fast i bambussen. Jeg blev jo ganske fimmel. Vi var ovre broen fire gange i dag.

Når man lige er kommet over broen, skal man over en større mark med disse høje træer. Ret flotte.

Her er vores hestevogn med en hest, som ser meget træt ud. Heldigvis så den ikke så forpint og mat ud, som nogle af de dyr, jeg så i Egypten i efteråret. Jeg klamrede mig til vognen. Da vi fotograferede denne vogn:

kom ejeren løbende: "Ville vi ud at køre?". Næh, det ville vi nu ikke, vi synes bare, at vognen var fin.

Itsi bitsi

I dag gik vi forkert, da vi skulle til Elephant Breeding Centeret. Vi kom til at gå ned mod landsbyen Sauraha i stedet. Vi kom vel en til to kilometer, før det gik op for os, at vi var gået forkert. Så måtte vi tilbage i vores egne fodspor. I kanten af vejen så jeg en masse grønne planter. De lignede ... Var det mon ....? Jeg plukkede et enkelt blad og duftede til det. Hmm.... måske. Prøvede lige at snuppe et topskud og knuse det mellem fingrene for så at dufte til det.
Ja, det var Cannabis sativa. Men en meget lav type af slagsen. Planterne groede tæt i rabatten ved siden af hegnet ind til marken. Langs hele vejen. Dog var de ikke særlig høje. Kun knapt 15 cm i højden.

Det var ikke første gang, at hash kom på tale. I forbindelse med fejringen af Shivyatri, som blev beskrevet i et andet indlæg, er det almindeligt at folk ryger sig skæve. Blandt andet talte vi med en af de ansatte på CN dagen efter. Joh, han havde da røget sig skæv. 

Skytsengle

Før vi tog afsted, havde mor lavet et par engle til hver af os. Fine små hæklede engle med lavendel indeni. En til hver. Og et varmt og kærligt brev oveni. Susanne har hele tiden haft sin stående fremme på sit hotelværelse. Den kan hun kikke på hver dag, inden hun går ud i verden.

Her på kontoret har vi også en engel. Den er af træ og hænger i vinduet.
Måske er det ikke englenes skyld, men vi føler begge, at denne tur har været fyldt med velvilje, venlighed, dejlige mennesker, dybe samtaler, gode oplevelser og masser af grin. Ikke mindst, så har vi fået styrket vores venskab. Undertiden har det været helt latterligt, således at vi næsten kunne læse hinandens tanker eller sagde det samme næsten i munden på hinanden.