Vejret

I går kom vi til at tale om det emne, som flest menneske taler om, er vejret. Ligeledes er vejr-udsendelser noget af det mest sete over hele verden. Sært ikke? Man kan jo bare stikke snuden udenfor og kikke på himlen tage bestik af situationen og så danne sin egen vejrmelding.
Om morgenen diskuterede Asmita og jeg om der kom regn eller ej. Hun påstod hårdnakket, at det gjorde der ikke. Hendes telefon meldte nemlig solskin hele dagen. Jeg sagde til gengæld, at der kom regn lige som de foregående to dage, fordi det sagde min telefon. Og, fortsatte jeg, som vi ved, så har HTC ret over Nokia...
Solen bragede ned fra en blå himmel hele dagen. Nåhja, til klokken fire.

Dette billede er ikke fra i går. Det er fra sidste uge, hvor det også regnede helt vildt - og haglede.

Så lukkede skyerne op for et hav af regn, som blev kastet larmende ned over os. Dråberne var så tunge, så vi var helt i tvivl om det var hagl eller ej. Der var vist lidt hagl i det.
Egentlig var det jo tid at gå hjem. Klokken var jo mange, men vi tøvede alligevel, for det var jo meget regn, der kom. På den anden side, så havde både Katja og jeg købt nye dobbeltcoatede gigantiske paraplyer i søndags, og mon ikke de kunne tage en lille regnbyge?

Så vi gik hjemad med de kæmpestore paraplyer med plads til en familie på seks underneden (med rygsække). Flere steder på vejen var der store vandpytter, Og jeg mener STORE. Vi taler om vandpytter i over ankelhøjde og på flere kvadratmeter. Regnen tordnede ned over os. Al samtale var umulig. Hvis vi skulle sige noget til hinanden, så foregik det med råb.
GAD VIDE OM DET ER SÅDAN AT VÆRE HER I MONSUNEN?
JA, DET ER NOK SÅDAN HER, ELLER VÆRRE.
Alt imens vi hoppede fra side til side af vejen for at undgå biler, der sprøjtede og vandpytterne. Inden vi havde været på vejen 10 minutter var vi gennemvåde i vandrestøvlerne og sokkerne. Efter et kvarter var cowboybukserne våde helt op til knæene.
Resten var tørt.
De nye paraplyer virkede godt.