Retur

Så sidder jeg i Tribhuvan lufthavn og venter på at få lov til at checke bagagen ind. Den er vejet. Et stykke vejer 20,40 kg og et styk vejer 9,15 kg. Ingen nerver der. Qatar Airways med afgang klokken 21.30 herfra og mellemlanding i Doha engang i nat. Forventet ankomst til København klokken 7.10 i morgen tidlig.
Morgenen gik med at få ordnet fødder i halvanden time. Så blev dele af mine øjenbrynshår revet op med rod af et sæt tænder, som holdt om en snoet sytråd. Derefter blev slangerne farvede. Uha da, hvor de blev mørke. Til sidst blev garnet klippet efter seneste Kathmandumode. Nu kan jeg snige mig ind i Århus uden at blive genkendt.
I går traf vi en af Katjas forældres nepalesiske venner. Han har en smykkeforretning på New Road. I dag kom han og kørte mig til lufthavnen, og Katja tog han med sig hjem. Hun måtte ikke bo på hotel længere for ham. Sød mand men overgæstfri, hvis det ord eksisterer.
Så derfor er jeg her tre timer før jeg kan checke ind og seks en halv time før flyafgang. Man sku jo nødig komme for sent.
Mange timer senere
Toget mod Århus. En mor med et toårigt barn med et øresønderrivende skrig. Åbenbart ingen ord.
Skrigene
holdes nede med højlydt afspillen af børnebånd. Superfalsk, sukkersødt og fyldt med rytmeboks og popklister.
Det bliver en lang tur hjem.

Kathmandu

Så bor vi her midt i turistområdet Thamel - midt i Kathmandu. En sydende by FYLDT med mennesker. Aldrig har jeg set så mange mennesker samlet et sted. Nå jah jow, måske på Manhattan. Men holds da op, hvor er her fyldt. Og alligevel er det lykkes mig at få taget lidt billeder uden alt for mange mennesker på. I morges gik vi en tur rundt i de snævre gader, og jeg måtte stå med ryggen mod muren for at komme til at tage billeder af butikkerne. Og så måtte jeg jo skynde mig, før der kom mennesker, biler, rickshaws, motorcykler, scootere eller andet (elefanter?).

Her er en butik, sådan som de er flest her i turistområdet. Fyldt med broderet kunsthåndværk, sjaler, hatte og tasker.

Denne butik er lidt mere sjælden. Dels er det en almindelig butik i det gamle område, dels handler den kun med æteriske olier og afledte produkter. Uha, for en duft der var derinde. Katja og jeg gik næsten amok i at købe ting og sager.

Der er cykelrickshaws her. Høje og skramlede - man tror næsten, at de falder sammen, når de kører humplende igennem de elendige gader fyldt med huller og sten. Men den holdt alligevel, da vi kørte i en fra Durbar Square i midten af byen og ned til vores hotel.

Dette billede tog jeg kort efter, at jeg havde spottet en Dr. Martens støvle til Rs. 6500. Mit savl startede godtnok. Jeg er stadig fristet til at gå derhen og købe dem. Men hvor skal de være? Kufferten er pakket til bristepunktet (faktisk så er den vist bristet), og der kan ikke puttes mere ned i hverken håndbagage eller ekstratasken. Hvis jeg køber dem, så må jeg kaste et andet par sko ud.

Meat anyone? Efter at jeg havde taget dette billede, så opdagede vi, at der var fyldt med kødboder i samme gade. Slagteren sagde, at hvis jeg kom igen i morgen, så havde han ekstra gode stykker til mig. Så måske skulle jeg det?
Nå nej, det har jeg ikke tid til. Vi har reserveret tid hos Himalaya Spa til hårklipning, pedicure, manicure og rygmassage. Og jeg skal jo også nå at komme i lufthavnen. Har et fly hjem, som jeg skal passe.

Butikker

For nogle dage siden, så jeg det flotteste foto af en juicebutik. Den var trykt i en kalender, så jeg tænkte, at jeg også hellere må tage et par butiksbilleder. De er bare ikke nær så flotte. Bær over med mig.

AVP facilitator

Så er tre dages kursus overstået, og vi bestod alle sammen. Ikke at der er nogen eksamen eller test overhovedet. Kun en lille bevisoverrækkelse med klapsalver og en fotosession. Children Nepal har fået et Nikkon-kamera, som jeg har fået til opgave at overgive. Jeg er i gang med at træne Prasantha i at fotografere og filme. I den forbindelse anvendte vi det nye kamera til at tage portrætter af alle de nye AVP facilitatorer. Her nedenfor ser I den første AVP facilitator i Danmark.

Og på gruppebilledet ser I alle de nye AVP facilitatorer. Der er en stor gruppe, som er ansat i Children Nepal (Shiva, Prasantha, Minna, Dumanath, Mahindra, Sharada m.fl.), og så er der ellers en stor gruppe lærere ude fra de forskellige distrikter udenfor Pokhara. Der var stor forskel på facilitator-evnerne. Rams søn fik at vide, at han gav den bedste velkomst til en workshop, som den erfarne John nogensinde havde hørt, og jeg fik at vide, at min introduktion til AVP var den bedste, som han nogensinde havde hørt. Det var jo dejligt.

Ikke til stede

Er på kursus igen. Og det er godt.

Sådan Bor Sita

I går tilbragte Sharada, Asmita, Katja og jeg tre timer hos en af de fattigste familier, som jeg nogensinde har været i nærheden af. Radha, som er omkring 40 år, var gift med en alkoholiker, og desværre kunne hun ikke få børn, så derfor giftede hendes mand sig med en kone til. Efter en rum tid forlod faderen sin familie. Den nye kone fik forinden tre piger, men da den yngste var et års tid gammel, stak moderen af med en anden mand. Nu var Radha alene tilbage med tre børn, som hun ikke selv havde født. Hun forsørger dem ved at vaske op hver dag i to familier. Det tjener hun 500 rupees ved (svarer til 30 kroner). Det kan hun lige få til at passe til et måltid mad om dagen til hende og pigerne, når hun har betalt elregningen på 100 rupees. Hun får hjælp fra Children Nepal til at sende børnene i skole, for ellers kunne det da slet ikke hænge sammen.
Det var et dejligt besøg, hos en familie som klarer sig på trods.

Her sidder Radha med de tre piger. Naboens datter i gul kjole er også lige kommet med på billedet. Familien bor i et værelse på lige omkring 10 m2. Der er plads til to senge, en kuffert og lidt køkkenudstyr. I værelset er der en enkelt elektrisk pære, som med nød og næppe lyser rummet op.

Naboerne fulgte med under hele filmingen. Der var nok ikke stort andet at foretage sig om lørdagen. Så der sad de og hyggede sig. De flyttede sig velvilligt, hver gang jeg skulle have en optagelse i kassen, som ikke skulle have "publikum" på. Jeg satte dem til at klappe og juble, hver gang vi havde fået en film færdig. Der er sådan cirka 5-6 film at lave til www.saadanborjeg.dk/.

Sharada satte sig sammen med naboerne. Her sidder hun og følger med i filmingen og Asmitas oversættelser. Ved siden af Sharada er der en kvinde i mandetøj. Hun lever sammen med en anden kvinde.

Her ses tydeligt den lille nedgang til den mindste gårdsplads. Det meste af livet foregår udenfor: madlavning, personlig hygiejne, besøg etc. Der er simpelthen ikke plads indenfor. Familien havde dog lidt baghave også. Her var der to latriner og lidt planter. Jeg fik dog ikke lige at vide, om det var deres planter eller "onkels" ("onkel" boede i det andet rum i huset).

Og her ses et sjældent billede af etnografen i arbejde. Asmita i stribet bluse oversætter til Sita (ikke i billedet). De to drenge følger flot med.

Nej til bevægelse

Vi skal stoppe med at mærke efter i os selv.

I ’Stå fast’ gør Svend Brinkmann op med samtidens store fokus på at finde svarene indeni – for der finder vi ikke andet end organer.

Syv råd

Så hvad skal vi i stedet gøre?

Ifølge Svend Brinkmann handler det om at stå fast og slå rødder frem for hele tiden være i bevægelse.

Hertil opstiller han syv selvhjælpsråd, som blandt andet involverer at undertrykke sine følelser, at tage nej-hatten på og at fokusere på det negative i livet.

Link til bogen på DRs fagbogklub.

Flyttedag

I går flyttede vi kontor fra biblioteket ved siden af Ram og over mellem Dilly og Krishna og Shivas kontor. Her ser I Harri tømme vores nye kontor for stole. Han rækker dem ned til Prasantha, som rækker dem videre til Hema.

Vi hedder nu "Social mobilization". Vi blev forflyttet fordi bestyrelsen vil have et arbejdsrum, og de ville altså helst have biblioteket. Det gør nu ikke noget, for dette rum er meget hyggeligere, og der er mindre støj, for vi har ikke vinduer ud til vejen, som vi havde før (og lige da jeg skrev det, kom der lyden af et dythorn, som ville have gjort sig til en fodbold-landskamp mellem Sverige og Danmark).

Og så har vi travlt. Jeg skal tilbage til Danmark, og Ram skal søge om visum til at komme til Danmark og Tyskland. Han skal jo forsøge at videreføre et tidligere AC International-program - og også bane vejen for den ansøgning, som vi har arbejdet på i mange måneder. Der er nu kun ganske få arbejdsdage tilbage, og ansøgningen skal sendes til Kathmandu for vurdering hos konsulenten inden den skal sendes til Tyskland. Jeg har indsat kommentarer i budgettet, i monitorerings-frameworket, i oversigten over outcomes og outputs og er i fuld gang med at indsætte statistiske tal i selve ansøgningsteksten.

Der er liv på kontoret

I går var der slåskamp på væggen mellem to gekkoer - eller firben. De der ækle hudfarvede nogle, som gemmer sig bag billeder på væggen og pludselig styrter frem og forskrækker mig. Katja heppede helt vildt på dem. Sikke nogle lyde de kunne give.

 

Nå ja, så fik vi også besøg af den sødeste lille behårede larve. Sikke nogle flotte farver og flot frisure, den havde. Nu glemte jeg igen at lægge en mønt eller noget ved siden af, så I kan se, hvor lillebitte og fin den er.

Jeg er ikke helt sikker på, om det er Otto igen, som jeg har fotograferet forleden aften. Måske - eller en af hans fætre. Den spankulerede hjemmevant rundt i vores stue om aftenen (= ingen el = dårligt foto).

Dyr ... åh

Ja, de er søde, er de. Vi finder dem i grøntsagerne, som vi vasker og skærer i spiselige småbidder. Og vi finder dem på døre og vinduer. Ind imellem også i møbler. Nogle gange på gulvet eller i trappegangen. Forleden blev vi viklet ind i spindelvæv fra en kæmpeedderkop, som forsøgte at fange os, når vi gik op ad trappen. I badeværelset på anden sal bor der en myrekoloni, som har fordelt sig i to hjørner og tæt på dørhåndtaget.

 Det var simpelthen for mørkt, til at jeg kunne nå at fotografere denne skønne gigantiske edderkop. Og jeg skulle selvfølgelig have smidt en mønt eller en mobil i nærheden af den, så man kunne få en fornemmelse af dens størrelse. Det nåede jeg så ikke. Så I må nøjes med at tage mit ord for gode varer: Den var stor!

Regn og planter

Vi er løbet ind i en stime af tordenvejr med tung regn, som ind i mellem bliver afløst af 26 grader varmt vejr. I dag har jeg uldtrøje, uldjakke og uldsjal på. I lørdags blev jeg solbrændt og fik hovedpine. Akke ja. Men jeg tror, at haven godt kan lide vejret.

Konkurrence

Og vi bringer en konkurrence:
Hvem kan flest navne på disse planter? Måske er der endda en lille nepalesisk præmie til den, som først sender mig alle navnene? Hvis der er flere planter i billedet (og det er der jo), så skal jeg bare have navnet på den største eller mest centrale af planterne.

Happy birthday

Søren fyldte 21 i torsdags. Så vi benyttede lejligheden til at smovse lidt. Jeg lavede kardemommekylling og dal med romersk kommen, Katja lavede kartoffelpufferl mit apfelmus, og så spiste vi ris og lidt salat til. Billederne er blevet temmelig mørke. Der var vist ikke meget lys, da jeg tog billederne.

Vi skypede med Søren og Anna ved 21-tiden om aftenen. Vi sang også en lille sang for det glade fødselsdagsbarn. Katja havde købt en "popper", som vi lod eksplodere under samtalen med Danmark. Det var vist Samita, som turde gøre det. Resultatet var en eksplosion af pailletter over hele gulvtæppet. Jeg tror, at Søren troede, at vi var skæve. Nej, det var vi ikke. Heller ikke fulde. Kun glade.
Da computeren var pakket væk, begyndte Ram at skovle pailletter op fra gulvet og kaste dem vildt op i luften igen. Han kastede på alle, og pludselig var alle i gang med en pailletkamp.

Jeg blev lidt husmor-agtig og ville finde kosten frem. Men nej, Ram råbte. Lad nu være med at være en mor, vær et barn. Så måtte jeg pænt kaste lidt med pailletterne sammen med resten af familien.

Vi kan stadig finde pailletter hist og pist i stuen og udenfor. De er umulige at slippe af med.
Men flot så det ud.

Quid ego hic

Hvorfor er jeg her?

Sådan lød et spørgsmål. Bare det seneste i en mail. Har hørt det flere gange før - også fra mig selv. Vel, den oprindelige plan var at være frivillig i Nepal i laaang tid for at opleve noget andet, for at lære et land bedre at kende, for at tilbringe tid med Susanne, for at være hjemmefra, for at gøre noget meningsfuldt.

Hvorfor Nepal?

Susanne og jeg delte en flaske rødvin eller to for fem-seks år siden. Da talte vi om at rejse ud i længere tid sammen, og vi diskuterede, hvor vi skulle hen. Af en eller anden årsag (husker ikke hvilken) havnede vi på Nepal.

Hvorfor Children Nepal?

I 2003 var jeg projektleder for et undervisnings- og kunstprojekt, hvor skoleelever skulle producere sorte kasser med deres billede af Asien inden i. I den forbindelse inviterede vi gæster fra flere asiatiske lande, og Ram var en af dem. Vi har haft lidt kontakt siden da, men jeg fik lyst til at arbejde i hans organisation allerede dengang. Og da jeg spurgte Susanne om det kunne være en ide, sagde hun ja.

Hvad laver jeg her?

Siden jeg kom har jeg arbejdet med projektskrivning. Et projekt om marginaliserede kvinder og erhvervsvejledning, et om skoler og fredsundervisning samt konstruktionen af en bygning i et center er blevet slået sammen til et større projekt. Jeg har hele tiden arbejdet tæt sammen med Ram om skrivningen af forslaget. Fra søndag til i går har vi haft besøg af en konsulent fra Kathmandu, som gennemgik hele projektet sammen med os (personalet + bestyrelsesmedlemmer). Vi har lavet en del gruppearbejde, og er derfor kommet meget langt med strømliningen af projektet. Så det har svirret i luften med begreber så som output, indicators, objectives, target groups, activities, result chain etc.

Workshop

Så er jeg på workshop igen. Denne gang er det en tredages workshop, som handler om at få finpudset det proposal/projektforslag, som skal sendes til Tyskland, så snart som muligt. Vi har besøg af en konsulent fra Kathmandu, som kører workshoppen. Sjovt nok er hun halvt norsk og halvt nepali. Så vi fik snakket lidt norsk sammen.
Deltagere i workshoppen er et par ledere fra Children Nepal, tre bestyrelsesmedlemmer og et par medarbejdere. Jeg er den eneste ikke-nepali-talende, så det er lidt langsommeligt for mig. Skal lytte og forestår kun løsrevne sætninger, når de foregår med lidt engelske ord.

Mad

Om vi får mad her? Ork ja, det gør vi da.

Forleden fik vi denne portion mad. Det er dal bhat tarkari, som vi normalt får morgen og aften. Ris med spinat, blomkål eller hvidkål med krydderier, chutney, linsesuppe og lidt kinaradisesalat.

Dette måltid fik vi serveret en dag under AVP-kurset for fortsættere. Ris, grøntsager og linsesuppe + en papad/papadum = et sprødt stykke brød bagt af linsemel.

Og så har vi spist masser af bananer. Nogle gange bliver de plukket ude i Rams have.

En aften lærte vi at lave momoer. Det er dampkogte små boller med forskelligt fyld. Som regel er det finthakkede grøntsager (kål, løg, hvidløg, ingefær, gulerod, tomat) med krydderier. Man spiser det med en krydret chutney. YUMMY! Jeg tror, at de oprindeligt er tibetanske.

 Det er næsten ikke til at se det, hvis man ikke ved det. Det er en mexikansk dybstegt tortilla med tofu, salat og chutney.

 Og dette er en mexikansk wrap med bønner og tofu i.

Nåja, så har vi også thupka-suppen. Uha, hvor det er godt. Tyk grøntsagssuppe med nudler - vistnok af tibetansk afstamning.

Og så snupper vi lige en enkelt ret fra Indien. Dosa med diverse chutneyer: mango, tomat, koriander og kokosnød. Dosaen er lavet af ris og linser, som er gæret og stegt.