Undervisning i sirup

Når man skal lave workshops og undervisning i andre kulturer, er det som at bevæge sig i sirup. Det er så u e n d e l i g t   l a n g s o m t. 

Nogle gange bliver man helt desperat for at få lidt skub i skuden. Lad os komme videre. Lad os komme til det egentlige. Det som vi er her for. 

Men næh nej. Der skal afklares de mest simple opgaver. Om igen og igen. Og der skal forklares ting, som allerede blev forklaret i går. Nogle af deltagerne er så glade for at høre deres egne stemmer, så de forklarer de samme ting to gange i træk. Endda tre gange er ikke helt sjældent. 

Det er en stil. Det er sådan vi fortæller i vores kultur. Langsomt og omhyggeligt. Og mange gentagelser. Vi er vant til, at folk ikke forstår en besked eller en instruktion første gang.

Man skal vente efter hver sætning eller hver to sætninger. For vi skal jo have det både på nepalesisk og på engelsk. 

Ting som kan misforstås (og de som ikke kan misforstås) bliver misforstået. Jeg har slet ikke fantasi nok til at forestille mig, de instruktioner der kan gå galt. 

I dag har vi undervist i køn, accountability dialogue tool og så lidt introduktion til kollegial supervision. Det har krævet meget tålmodighed. 

Træning om køn, enighed om aktiviteterne i nyt projekt og thakalimad

 Sidder her til aften og er stopmæt. Simon og jeg har netop været på en restaurant, hvor de serverede Thakalimad. Vi anede ikke, hvad det var, men der så hyggeligt ud. Så vi bestilte det, som så allermest specielt ud (og vegetarisk) på kortet.

Det var en grålig boghvedeklump (i stedet for ris), fire slags chutney (en blid tomat, en sød mango, en skrigende chili med linser, og en sur mangochutney), papadum, gulerodsskive, yoghurt pyntet med vandmelon, æggecurry, ostecurry, hvidkålscurry, hvinende djævlekartofler, linsesuppe - og alt blev overhældt med klaret smør fra bøffel (som tjeneren venligt oplyste om. Da vi lige var gået i gang med fadet efter at have sundet os lidt, kom tjenerne rundt for at fylde op i vores skåle og fade. Vi kunne slet ikke afslutte måltidet. Men vi kunne nyde at se nogle unge mænd, som vi tænkte var trekkere, der lige var kommet ned af bjerget, spise bjerge af ris og oceaner af supper og curries.

Og ellers har vi afsluttet vores workshop om det nye projekt med at blive enige om aktiviteter fordelt på klimaforandring, kønsdiskrimination og kastediskrimination. Det bliver et spændende projekt at følge.

I dag startede jeg også træningen i køn. Vi kunne grinende afsløre, at mange af de mandlige deltagere ikke så tit vaskede op, vaskede tøj eller lavede mad. I morgen fortsætter vi. 

Workshop om nyt projekt, gåtur og kulturel underholdning

Dag fire i Pokhara har været fyldt op af en workshop, hvor vi arbejder på at udvikle et nyt og stort projekt i samarbejde med Children Nepal. Vi lavede problemtræer, og vi lavede aktiviteter og lange lister. Det var utrolig frugtbart og stemningen var høj.

Vi mødte kl. 8 cirka og startede med morgenmad (kikærtekarry, toastbrød med syltetøj, banan og gråkogt æg). Heldigvis satte Simon og jeg tiden i dag, så vi besluttede at stoppe kl. 15. Så derfor var vi færdige kl. 15.30 ha ha.

Os afsted til kaffebar og få kaffe og chokoladekage. Nammenam. Og så gik vi ellers til Lakeside. Det går så nogenlunde med mine nye vandrepinde. De gør, at jeg kan holde ryggen ret, og at smerterne er knapt så lange. 

Vi gik til søen og langs søen. Fandt et udendørs sted og bestilte drinks og begyndte at forberede workshops til i morgen. Efter en lille time blev vi overfaldet af lydforurening fra en højttaler bag med reggaemusik og en foran med rap, så vi skyndte os væk.

Længere oppe af promenaden fandt vi et andet sted, hvor vi kunne sidde og arbejde og drikke lækre drinks. Efter cirka 45 minutter begyndte det kulturelle program. Det bestod af tre kvinder, som mimede og dansede til moderne nepalesisk populærmusik. Ind imellem sang de også. Det var ikke kønt.

Finansielt check, søbesøg og udsigt

Dag tre bød på finansiel check. Det betyder, at vi gennemgår en lang række spørgsmål relateret til Children Nepals administrative procedurer vedrørende bank, bogføring, budgetter og andet. Det tog sådan cirka fra kl. 10.30 til kl. 14.30 afbrudt af nogle få pauser.

Om efermiddagen skulle vi på en lille udflugt til et par søer lidt uden for Pokhara ved Lekhnath. Susanne og jeg har besøgt området tidligere, da vi var ude ved Dinesh og Sarada for syv år siden. Det var desværre en slem skuffelse at komme til Baignas-søen, som før var en oase af stilhed og naturskønhed. Nu var der fyldt med boder, butikker, kræmmere, tiggere og alskens publikum som gik på de cementerede stier. 

Vi forlod hurtigt søen og kørte op i skoven ovenover søen, hvor der var et udsigtstårn. Herfra kunne vi se de to nabosøer: Ropa og Baignas.

Glæd jer til smukke fotos. 

Om aftenen gik Simon og jeg på restaurant og flåede næsten 200 kroner af os for to drinks (mojito bla.), to foretter og en pizza. Så kunne vi sidde i ro og mag og arbejde lidt. Forberede os på i morgen, hvor vi skal arbejde frem mod nye projekter. 

Planlægning, opdatering og gribbe

På grund af regn, jordskred og mudder så er vi blevet nødt til at ændre vores planer. Vi tager først på landsbybesøg i slutningen af ugen. Vi har nøje undersøgt vejrudsigterne, så vi kan komme til de tre små landsbyer på en dag, hvor vi ikke drukner. 

I går glemte jeg helt at skrive om velsignelserne. Jeg skrev kun, at vi blev hentet for at fejre Dashain hos Shiva og hans familie. Vi blev simpelthen velsignet efter alle kunstens regler. Når jeg får fotos skal jeg nok lægge dem op.

Fordi jeg var den ældste tilstedeværende, skulle jeg velsignes først. I en fin skål lå der store bunker af rug-spirer og ris blandet med rødt farvet pulver. Shiva knækkede først nogle rug-spire-stilke i mindre stykker og dryssede dem over mit hovede. Derefter trykkede han ris med rød farve i min pande. De dryssede lidt ned i mine foldede hænder. Imens sagde han "Jeg håber, at du får et godt år, og at du ingen sygdomme får, og at alt bliver bedre. At du bliver rig osv." Til sidst satte han rug-spire-stilke fast bag mine ører. Så var jeg velsignet. Alle i rummet blev velsignet. Ind imellem var det meget rørende, selvom vi grinte. Fx da Shiva velsignede sin kone og sagde, at hun var hans soulmate og hans livs kærlighed.

I dag har vi planlagt besøget og fået en rundvisning i Children Nepal samt en opdatering på vores projekt. Der var bare så mange gode nyheder i organisationen. Fx en mere flad struktur, teamwork, computercenter og bibliotek. 

Simon, som er en stor fugle-entusiast havde hørt, at der var et gribbe-fodringssted i nærheden, hvor man kunne se mange gribbe tæt på. Åbenbart er Nepal et stort sted for mange forskellige gribbearter. Så vi kørte og kørte - og kørte og kørte - og drejede fra vejen - og kom ud på de små veje, som undertiden slet ikke var der. Til gengæld var der strømmende vand, grene, træer, hunde, knallerter, fodgængere og store huller. Heldigvis kørte vi i jeep, så selv når vejen forsvandt, så kunne vi finde vej.

Vi endte ude i næsten ingenting, hvor vi kunne stå på en afsats og se ud over dalen, ned på floden og ned på gribbefodringsstedet. I nogle træer nedenfor os kunne Simon tælle næsten 60 gribbe. Han så meget lykkelig ud.

Den lille grønne mand øverst i venstre hjørne er Simon, der står og ser ned på gribbene i træerne nedenfor. Han var meget tilfreds med at have set i alt tre forskellige gribbearter.

Her står Children Nepal's jeep på en smuk baggrund af en knap synlig Annapurna-højderyg. 

Efter fuglekikkeriet fik vi bittesmå fisk på en lille vejrestaurant. De var næsten for små til at spise. Men lækre var de.

Efter maden opdagede vi, at der var fuldmåne. Shiva og Dilly beundrer månen fra restauranten.

Velsignelser, monsunregn og jetlag

 Alt gik efter planen. Jeg landede i Kathmandus lufthavn og gik igennem den sædvanlige procedure i forhold til at ansøge om turistvisum via nogle store automater i ankomsten før migrationen. De har efterhånden fået 10 stykker, men alligevel var der god kø. Når man havde indskrevet alle informationer, skulle man tage et billede af skærmens informationer med sin mobil og gå til en anden kø ved en anden skranke for at betale $ 50 for 14 dages visum. Derefter en kø for at få visumstempel i sit pas. Så bevæger man sig ud i resten af lufthavnen for at finde en kø til security.

(og der er det jeg spørger: hvad tænker de, at de kan finde? Jeg har været igennem security i København og i Doha. Hvordan skulle jeg have nået at skaffe mig noget forbudt?)

Anyways. I kø til security, hvor der stod en herre, som nød at skynde på folk, uanset hvor meget de i forvejen skyndede sig. Så ind til en kaotisk bagagehal, hvor det var så godt som umuligt at se transportbælterne pga. mennesker. Jeg fandt hen til nummer 5, og miraklet skete igen. Det forundrer mig hver gang: min lilla kuffert (= mit rejsehjem) kom sejlende elegant ned af båndet.

Ud igennem tolden og igennem en tunnel. Pludselig havde lufthavnen helt ændret sig siden sidst. Der var kommet flere etager, og jeg blev sluset ud af den nederste. Så nu skulle jeg kæmpe mig op igen for at nå op til den øverste etage, hvor indenrigslufthavnen ligger ved siden af udenrigs.

Heldigvis kom der en meget tynd herre og spurgte om han skulle hjælpe. Han slæbte min kuffert op af bakkerne i sol og 25 graders varme. Undervejs møder vi hans meget tandløse og radmagre ven, som bliver præsenteret som turistguide. Vennen fortæller mig, at jeg skal være venlig ved hans ven (ham som har min kuffert, for det har været hårde tider, intet job og to børn). Ja, det kom jo ikke som nogen overraskelse, og jeg havde tænkt mig at være venlig i forvejen. Oppe ved lufthavnen fik ham med kufferten fem euro. Han så glad ud. 

Ind i det kaos, som er indenrigslufthavnen. Igennem security og hen til skranken for Buddha Air, som er det, som jeg skal flyve med til Pokhara. Jeg får mine boardingkort og kommer igen til en ny security. Kommer igennem og husker at få stemplet mine boardingkort og sætter mig til at vente på Simon. Et par timer senere står han foran mig og griner. Jeg var faldet i søvn.

Flyene til Pokhara er forsinkede og aflyste. Mange timer forsinkede. Simon har fået et boardingkort til et andet fly end mig, så vi går til skranken. Jeg bliver sendt ud til den forreste Buddha air skranke. Kæmper mig igennem menneskemængden og forlanger et andet boardingkort. Jamen, alle flyene er forsinkede. Ingen kommer til Pokhara i dag! Så jeg går tilbage. Igennem security. Alt skal jo scannes. Ingen ved, hvad jeg kan putte i min lille taske. 

Simon og jeg beslutter at sætte alt ind på at vi skal afsted og med samme fly. Det virker uoverskueligt at skulle få kufferten tilbage og finde hotel, overnatte i Kathmandu og ombooke billetter. Så vi går til Buddha air skranken igen og beslutter at blive stående, til jeg har fået min vilje. 

Det lykkes! Regnen letter over Pokhara og over mit humør. Vi venter kun i en times tid, før flyene begynder at lette. Vi ankommer til Pokhara midt på eftermiddagen i et fantastisk regnvejr. Vi bliver modtaget med velsignelser, blomsterguirlander og masser af fotos af Shiva, Dilly og Santosh. 

Så bliver vi kørt på hotellet. Om aftenen bliver vi hentet til at fejre Dashain med Shiva og hans familie. Dilly og Santosh kommer også. 

Her er lidt fotos fra mit værelse på hotellet. Bare for at give et indtryk.

Om at sige ja

Anmeldelse af Jacob Holdt "Om at sige ja - erindringsglimt 1947-1977"

Første gang jeg opdagede Jacob Holdt, var fordi min veninde Ulla gjorde opmærksom på, at han holdt foredrag på Grenå Gymnasium, og at det var værd at komme. Jeg tænker, at det har været i 1977. Vi tog fra den lille markedsby midt på Djursland, hvor vi boede til Grenå for at se foredraget. Egentlig husker jeg ikke så meget om selve foredraget bortset fra den "filosofi" om at sige ja til livet og til mennesker, der var så stor en del af det. Foredraget vækkede min eventyrlyst i den grad, at jeg blev inspirereret til at forsøge mig med noget af det, som Jacob fortalte om.

Nu ved jeg endelig, hvorfor Jacob Holdt knapt reagerede, da jeg sagde til ham, at det var hans skyld, at jeg havde blaffet Europa tyndt og blev uddannet som antropolog. Jeg mødte ham for anden gang med 30-40 års mellemrum i Globus1 i Gellerupparken, da han udstillede sine racismebilleder og holdt foredrag om dem. I sin bog "Om at sige ja - Erindringsglimt 1947 - 1977", skriver han, at det sker for ham hele tiden, og at han ikke ved, hvad han skal sige.


Her er en lille nuttet smalfilm, som Jacob Holdt har lavet og udgivet om at sige farvel til Morten og Stinne og blaffe til Amerika.

I hans erindringsbog kan jeg læse om bagsiden ved at være Jacob Holdt, som blaffede 160.000 km igennem USA og lavede "Amerikanske Billeder".

... hver gang jeg var længst nede i mine vagabondering, opdagede jeg altid, at mine lidelser bragte mig lige lukt i himmerige (s. 335). 

Her er essensen af at sige ja til mennesker, ja til livet og ja til forskellige tilbud. Nogle gange bliver Jacob bragt i nogle ganske andre retninger, end han oprindeligt havde tænkt sig og må bruge tid på at blive bragt tilbage til ruten igen. På den anden side så giver hans "ja" ham store oplevelser, der er med til at forme ham og hans liv.

Det var nemlig altid mit store problem, hvordan jeg kunstigt kunne stå og smile indbydende og tillidsvækkende til bilisterne, selv når jeg indvendig havde det ad helvede til af sult eller søvnmangel efter at have stået i timevis i frost eller kvælende fugtig varme. Det første år var smilet stivnet og kunstigt og afslørede min indre negativisme. Men da jeg med tiden lærte, at hjælpen altid kom, når jeg var længst nede, blev det mere naturligt og reflekterede i virkeligheden nu min indre tro på det gode og kærlige i de forbikørende bilister. Alle bliver påvirket af naturligt smilende mennesker, o,g fra det øjeblik mine smil kom indefra - den kærligt tænkende vagabond og ikke en irriteret blaffer, der kun tænker selvisk på at komme frem i livet - da begyndte vagabonderingen at gå som en leg for mig (s.339).

Der er masser af gode råd til god blafning at hente i bogen. Gad vide om de stadig virker? Han skriver om at fokusere på sin chaufførs dybere behov (at blive underholdt). Hvis han ikke gør det som "en god vagabond" (side 317), så sker der noget, som ikke skal ske, som at blive sat af for tidligt eller ikke at blive inviteret på mad eller overnatning. Som de fleste andre blaffere ligger der en god portion skæbnetro eller karmatro i måden at tolke hændelserne på. Da jeg blaffede Europa tyndt, opfattede jeg mine oplevelser på mere eller mindre samme måde. En kedelig oplevelse fik jeg gennemanalyseret og fortolket til at kunne ændres via mine egne tanker og handlinger.

... da fotograferingen begyndte at tage overhånd, fordi jeg erkendte, at jeg var i gang med at skabe et dokument med interesse for en større kreds, kunne det være svært at være helt nærværende over for mennesket, jeg samtidig fotograferede og i processen stillede mig på afstand af (s. 352).

Bogen er ikke den mest velskrevne bog. Den er præget af mange lange og kludrede sætninger. Det er ikke sikkert, at jeg var kommet helt igennem dem, hvis jeg ikke var så grådig efter at vide mere om Amerikanske Billeder. Det er jeg til gengæld helt vildt grådig efter, så jeg har slugt bogen. Den har givet mig meget mere perspektiv på, hvem Jacob Holdt er som menneske. Det har jeg ikke anet tidligere, om end jeg har haft lidt anelser og hørt lidt rygter. Det er forrygende at læse om Jacobs opvækst, hans samvittighedskvaler og hans sære ideer, som kunne spænde ben for ham selv på forskellig vis.

Og hvis vi taler bibliofili, så er bogen overdådig lækker. Tung og tyk, spækket med billeder fra Jacobs liv, hvoraf langt de fleste har vi aldrig set før. På smudsbindet er der et smukt foto af en englelignende Jacob Holdt, som ser drømmende til siden.

Hvis du ikke har et forhold til Jacob Holdt, så kan du med fordel læse bogen for at få et kik ind i en anden verden og en anden tid. Den radikale politiske verden, hvor det at forholde sig til Vietnamkrigen, til militærtjeneste, til sex eller til kvindesag var en livsnødvendighed.

På trods af den ujævne skrivestil, så har jeg nydt at læse bogen og komme lidt tættere på at kende historien om Jacobs ophav og personlige historie.