Dyr ... åh

Ja, de er søde, er de. Vi finder dem i grøntsagerne, som vi vasker og skærer i spiselige småbidder. Og vi finder dem på døre og vinduer. Ind imellem også i møbler. Nogle gange på gulvet eller i trappegangen. Forleden blev vi viklet ind i spindelvæv fra en kæmpeedderkop, som forsøgte at fange os, når vi gik op ad trappen. I badeværelset på anden sal bor der en myrekoloni, som har fordelt sig i to hjørner og tæt på dørhåndtaget.

 Det var simpelthen for mørkt, til at jeg kunne nå at fotografere denne skønne gigantiske edderkop. Og jeg skulle selvfølgelig have smidt en mønt eller en mobil i nærheden af den, så man kunne få en fornemmelse af dens størrelse. Det nåede jeg så ikke. Så I må nøjes med at tage mit ord for gode varer: Den var stor!

Regn og planter

Vi er løbet ind i en stime af tordenvejr med tung regn, som ind i mellem bliver afløst af 26 grader varmt vejr. I dag har jeg uldtrøje, uldjakke og uldsjal på. I lørdags blev jeg solbrændt og fik hovedpine. Akke ja. Men jeg tror, at haven godt kan lide vejret.

Konkurrence

Og vi bringer en konkurrence:
Hvem kan flest navne på disse planter? Måske er der endda en lille nepalesisk præmie til den, som først sender mig alle navnene? Hvis der er flere planter i billedet (og det er der jo), så skal jeg bare have navnet på den største eller mest centrale af planterne.

Happy birthday

Søren fyldte 21 i torsdags. Så vi benyttede lejligheden til at smovse lidt. Jeg lavede kardemommekylling og dal med romersk kommen, Katja lavede kartoffelpufferl mit apfelmus, og så spiste vi ris og lidt salat til. Billederne er blevet temmelig mørke. Der var vist ikke meget lys, da jeg tog billederne.

Vi skypede med Søren og Anna ved 21-tiden om aftenen. Vi sang også en lille sang for det glade fødselsdagsbarn. Katja havde købt en "popper", som vi lod eksplodere under samtalen med Danmark. Det var vist Samita, som turde gøre det. Resultatet var en eksplosion af pailletter over hele gulvtæppet. Jeg tror, at Søren troede, at vi var skæve. Nej, det var vi ikke. Heller ikke fulde. Kun glade.
Da computeren var pakket væk, begyndte Ram at skovle pailletter op fra gulvet og kaste dem vildt op i luften igen. Han kastede på alle, og pludselig var alle i gang med en pailletkamp.

Jeg blev lidt husmor-agtig og ville finde kosten frem. Men nej, Ram råbte. Lad nu være med at være en mor, vær et barn. Så måtte jeg pænt kaste lidt med pailletterne sammen med resten af familien.

Vi kan stadig finde pailletter hist og pist i stuen og udenfor. De er umulige at slippe af med.
Men flot så det ud.

Quid ego hic

Hvorfor er jeg her?

Sådan lød et spørgsmål. Bare det seneste i en mail. Har hørt det flere gange før - også fra mig selv. Vel, den oprindelige plan var at være frivillig i Nepal i laaang tid for at opleve noget andet, for at lære et land bedre at kende, for at tilbringe tid med Susanne, for at være hjemmefra, for at gøre noget meningsfuldt.

Hvorfor Nepal?

Susanne og jeg delte en flaske rødvin eller to for fem-seks år siden. Da talte vi om at rejse ud i længere tid sammen, og vi diskuterede, hvor vi skulle hen. Af en eller anden årsag (husker ikke hvilken) havnede vi på Nepal.

Hvorfor Children Nepal?

I 2003 var jeg projektleder for et undervisnings- og kunstprojekt, hvor skoleelever skulle producere sorte kasser med deres billede af Asien inden i. I den forbindelse inviterede vi gæster fra flere asiatiske lande, og Ram var en af dem. Vi har haft lidt kontakt siden da, men jeg fik lyst til at arbejde i hans organisation allerede dengang. Og da jeg spurgte Susanne om det kunne være en ide, sagde hun ja.

Hvad laver jeg her?

Siden jeg kom har jeg arbejdet med projektskrivning. Et projekt om marginaliserede kvinder og erhvervsvejledning, et om skoler og fredsundervisning samt konstruktionen af en bygning i et center er blevet slået sammen til et større projekt. Jeg har hele tiden arbejdet tæt sammen med Ram om skrivningen af forslaget. Fra søndag til i går har vi haft besøg af en konsulent fra Kathmandu, som gennemgik hele projektet sammen med os (personalet + bestyrelsesmedlemmer). Vi har lavet en del gruppearbejde, og er derfor kommet meget langt med strømliningen af projektet. Så det har svirret i luften med begreber så som output, indicators, objectives, target groups, activities, result chain etc.

Workshop

Så er jeg på workshop igen. Denne gang er det en tredages workshop, som handler om at få finpudset det proposal/projektforslag, som skal sendes til Tyskland, så snart som muligt. Vi har besøg af en konsulent fra Kathmandu, som kører workshoppen. Sjovt nok er hun halvt norsk og halvt nepali. Så vi fik snakket lidt norsk sammen.
Deltagere i workshoppen er et par ledere fra Children Nepal, tre bestyrelsesmedlemmer og et par medarbejdere. Jeg er den eneste ikke-nepali-talende, så det er lidt langsommeligt for mig. Skal lytte og forestår kun løsrevne sætninger, når de foregår med lidt engelske ord.

Mad

Om vi får mad her? Ork ja, det gør vi da.

Forleden fik vi denne portion mad. Det er dal bhat tarkari, som vi normalt får morgen og aften. Ris med spinat, blomkål eller hvidkål med krydderier, chutney, linsesuppe og lidt kinaradisesalat.

Dette måltid fik vi serveret en dag under AVP-kurset for fortsættere. Ris, grøntsager og linsesuppe + en papad/papadum = et sprødt stykke brød bagt af linsemel.

Og så har vi spist masser af bananer. Nogle gange bliver de plukket ude i Rams have.

En aften lærte vi at lave momoer. Det er dampkogte små boller med forskelligt fyld. Som regel er det finthakkede grøntsager (kål, løg, hvidløg, ingefær, gulerod, tomat) med krydderier. Man spiser det med en krydret chutney. YUMMY! Jeg tror, at de oprindeligt er tibetanske.

 Det er næsten ikke til at se det, hvis man ikke ved det. Det er en mexikansk dybstegt tortilla med tofu, salat og chutney.

 Og dette er en mexikansk wrap med bønner og tofu i.

Nåja, så har vi også thupka-suppen. Uha, hvor det er godt. Tyk grøntsagssuppe med nudler - vistnok af tibetansk afstamning.

Og så snupper vi lige en enkelt ret fra Indien. Dosa med diverse chutneyer: mango, tomat, koriander og kokosnød. Dosaen er lavet af ris og linser, som er gæret og stegt.

Annapurna

I går var vi på tur op for at nyde udsigten fra Sarangkot over til Annapurna højderyggen. Vi stod op klokken fem om morgenen, og gik hen til hovedvejen kl. ti minutter i seks. Ja, vi skulle have været afsted tidligere, men Ram kom til at gå i seng igen. Han var træt.
Vi kørte i Achuyts nye 16 personers bus, og var derfor de første til at bestille bussen. Vi var Mike, Peter, Debbie, Ram, Katja og mig. Efter udsigten vandrede vi 9-10 kilometer hen til Fulbari Centeret. Dejlig dag med mange smukke udsigter og gode oplevelser.

Åh maskiner ... 3

Jeg har lyst til at fotografere hver eneste rutebil, bus og lastbil, som jeg kommer forbi. De har de mest vilde sætninger malet enten bagpå eller foran. Den klassiske er naturligvis: "signal horn", som betyder, at hvis du vil overhale, så dyt, så sænker jeg farten, så du kan komme forbi.

Men der er også "The God of the Road", "I miss you" og "Speed limit".
Her er et par pragteksemplarer fotograferet i forgårs på vej hjem fra workshop.

AVP III

Her kommer et indlæg, som er mere oversættelse af ord og begreber, end det er mit eget indlæg. Jeg havde brug for at oversætte ordene til dansk for mig selv, så jeg kunne lige så godt dele det med jer. De sidste 2 x 3 døgn har jeg haft temmelig meget sjov, der har været meget alvor - men også en del sjov og ballade. Vi har leget og grinet. Hele tre af Children Nepals stole blev ødelagt. Workshoppen blev kørt af facilitatorer fra Australien, USA og Nepal.

Mandalaens indhold:

• Forvent det bedste

• Tænk før du reagerer

• Find en ikke-voldelig løsning

• Selvrespekt

• Omsorg for andre

• Forandringskraft

Baggrund

AVP er en multikulturel frivilligorganisation, som har som mål at reducere vold mellem mennesker i vores samfund. Det hele startede i fængsler i USA i 1975, og dengang trænede AVP også de store fredsmarcher i USA i samme periode.

AVP workshops præsenterer redskaber, der kan gøre folk i stand til at håndtere konflikter, skabe gode relationer, få selvindsigt og finde nye og positive tilgange til deres liv.

AVP tilbyder eksperimenterende workshops som giver folk mulighed for at leve ikke-voldelige liv igennem bekræftelse, respekt for alle, skabe fællesskaber, samarbejde og tillid.

Byggestene

AVP’s dagsorden består af fire byggestene:

1.          Bekræftelse og selvværd
2.          Kommunikation
3.          Fællesskaber og samarbejde
4.          Konflikthåndtering

I AVP workshoppen deler deltagerne deres erfaringer med hinanden, de udfører interaktive øvelser, de leger og laver rollespil, som bliver anvendt til at undersøge, hvordan vi responderer i situationer, hvor uretfærdighed, fordom, frustration og vrede kan føre til aggressiv adfærd og vold.

En AVP workshop kan hjælpe med til at:

•          Styre stærke følelser så som vrede og angst
•          Håndtere risiko og fare mere effektivt
•          Skabe gode forhold til andre mennesker
•          Kommunikere godt i svære situationer
•          Anerkende de evner, som du allerede har og lære nye
•          Være sand overfor dig selv, mens du respektere andre mennesker
•          Forstå hvorfor konflikter sker.

Forandringskraft er et centralt tema i AVP (transforming power). Det er den kraft, som vi alle har til rådighed, til at forandre det der kan være en voldelig eller destruktiv situation til en ikke-voldelig løsning. Basis for forandringskraft er påskønnelse af ens eget værd og en omsorgsfuld holdning overfor andre mennesker. Dette kræver en evne til at adskille vore følelser overfor et menneskes handlinger fra vore følelser overfor personen.

Et skridt af gangen

En særlig logisk rækkefølge er nødvendig for at skabe en ikke-voldelig livsstil:

­         For at man kan have omsorg for andre, så må folk først lære at have omsorg for sig selv. Selvværd og selvrespekt må bygges op. Til dette har de brug for bekræftelse, positiv feedback og et trygt miljø.

­         For at kunne forholde sig til andre, som må folk lære at kommunikere.

­         Ikke-vold er mere krævende. Det kræver nemlig, at folk lærer at kommunikere ærligt, klart og ikke-truende, så andre kan lægge deres forsvar og høre, hvad der i virkeligheden bliver sagt. Lige så vigtigt er det, at kommunikation kræver en aktiv lytten, sådan at den der taler får fuld opmærksomhed, så de føler, at de virkelig bliver hørt.

­         Ingen gruppe af mennesker er perfekt eller er helt enige om alting, men når først kommunikation og det at dele erfaringer er blevet muligt, så kan de alligevel begynde at bygge og opleve samfund/community.

­         Konflikter vil alligevel opstå, og vi behøver praktiske redskaber for at kunne håndtere dem.

Refleksion                                                       Tillid

Konflikthåndtering	Konfliktforandring/transformation
Kommunikation	Samarbejde
Bekræftelse	Skabe fællesskab

Konkret

En typisk workshop foregår over tre dage og har seks sessioner med otte timer om dagen. Den kan også være lidt længere eller være en superkort introducerende workshop på et par timer. En AVP workshop er eksperimenterende, det er altså ikke en tale session, det er heller ikke terapi. Og det er sjovt. I workshoppen vil deltagerne forsøge at skabe en følelse af fællesskab, som er baseret på respekt for alle mennesker i gruppen. Vi starter med at give hinanden bekræftelse og fortsætter med at arbejde med kommunikationsfærdigheder, samarbejde og konflikthåndtering. Det er derfor nødvendigt at være åben og tale om konflikter og vores egen andel i dem. Sammen forsøger vi at finde løsninger, som kommer fra hele gruppen. Det sker, ved at vi ser på adfærd for at finde ud af, hvilken adfærd der øger, og hvad der mindsker vold.

Aftaler

Gruppen er et fællesskab, og vi forsøger at skabe nok tillid til hinanden, så vi føler os trygge og sikre sammen. Det opnår vi ved at blive enige om nogle måder at forholde os til hinanden på:

a.      Vi søger efter og vi bekræfter hinandens gode pointer/points.

b.      Vi afstår fra, at negative udsagn om os selv og om hinanden (put-downs).

c.       Vi lytter til hvad hver person har at sige; vi afbryder ikke hinanden; og vi taler ikke for ofte og for længe. De generte: vær ikke bange for at tale, vi har brug for, at I deltager. De som taler meget: Sig det som er nødvendigt men læg ikke beslag på konversationen.

d.      Når vi melder os som frivillige, så gør det kun for dig selv – ikke for andre.

e.      Vi overholder fortrolighed i forhold til det, som hver deltager deler. Intet af det, som bliver sagt i workshoppen bliver gentaget udenfor.

f.        Alle har ret til at sige ”pas” / at nægte at bidrage eller deltage.

AVP II

Så er stilheden slut - for denne gang. Vi har nu været på AVP workshop både "basic" og "advanced" - basis og fortsættere. Og ja, jeg bestod begge gange. 

Om cirka tre uger skal vi igen på workshop. Denne gang for at lære at facilitere/lede/styre/vejlede de samme type workshops.

Ja, I læser rigtigt på banneret. Jeg har nu et certifikat i AVP, 2.niveau "Dømmekraft". Det hele er vildt spændende og interessant.

AVP handler om at kunne skabe alternativer til vold - vold forstået meget meget bredt - og at kunne skabe fællesskaber. Rødderne til AVP-programmet findes i amerikanske fængsler og i de store fredsmarcher i 1970erne. Det er kvækerne, som har udviklet programmet, og der er en vis spiritualitet i dem - men det kan jeg som regel godt slippe afsted med at komme udenom.
Jeg glæder mig til at invitere jer alle på workshop, når jeg er udlært.

AVP

Er på kursus igen - nu for fortsættere. Skriver senere.

Frauen und Gewalt

I en bog om japanske soldater, der begik krigsforbrydelser under 2.verdenskrig "Evil Men" læste jeg et par sætninger en passant, hvor der stod, at overgreb overfor kvinder i det forrige århundrede har krævet flere ofre end alle krige i det 20.århundrede tilsammen.

Vi taler om aborter af pigefostre, kønsudvælgelse efter fostervandsprøver, hustruvold, hustrudrab, dårligere ernæring til pigebørn, dårligere medicinsk behandling til pigebørn og generel vold (sic) overfor kvinder. Siden jeg læste det, har jeg gået og spekuleret på de sætninger. Kan det virkelig være sandt?

Kan det passe, at det ene køn i verden er så ringeagtet, så lavt sat, at deres liv betyder så lidt? Kan det være sandt, at vi taler om millioner af kvinders og pigers liv, som er blevet kastet væk, fordi de intet betyder?

Forleden fik jeg en mail fra Radio fireogtyvesyv, om jeg ville deltage i en radioudsendelse om vold mod kvinder i Indien. Det handlede naturligvis om den nye film India's Daughter, som er blevet forbudt i Indien. De ville ringe mig op via Skype, så jeg kunne deltage direkte. Det var desværre ikke muligt for mig pga. de planlagte og uplanlagte strømudfald. Kunne simpelthen ikke få det til at hænge sammen.

I lille Danmark, hvor vi er så trygge og veltilpassede, kan vi næsten ikke forestille os, hvor grum verden er derude.

Et billede af en kvinde hænger stadig på min nethinde: hun var kun en sæk knogler. Hendes svigerfamilie havde besluttet at sulte hende. Vistnok fordi hun havde født tre piger i træk i stedet for den ønskede søn. Billedet har jeg ikke set, det blev bare beskrevet i en bog om Nepal.

Et andet billede er tre kvinder, som ligger lænkede på et gulv i en beskidt landevejskro et sted i Østeuropa. Det eneste der er i rummet er en beskidt madras, som de sover på. Madrassen bliver også brugt til "forretninger". Kroens ejer sender regelmæssigt kunder ind til de tre kvinder. Igen et billede som kun eksisterer i min hjerneskal, det er konstrueret via livshistorier fra solgte kvinder.

Sidste billede er en kvinde i Kina, som er blevet solgt til ægteskab med en mand, som er tredive år ældre end hende selv. Hun har tidligere været solgt et par gange før til ægteskab, men begge hendes tidligere ægtemænd manglede penge og solgte hende derfor videre. Oprindeligt blev hun kidnappet, da hun var seks år gammel. Hun husker ikke ret meget andet i sit liv.

Mit liv er så priviligeret. Jeg føler mig meget taknemmelig for, at jeg kan skrive og læse, at jeg har min frihed til at skrive til jer. Glædelig 8.marts.

Lakeside

Fra en gåtur ned i den højre side af Lakeside. Her er der flere steder, som ser ekstremt hippie ud. 

Denne lille søde bøffel stod og brølede nede ved siden af vejen. På en meget klagende og kommunikerende måde. Vi blev nødt til at stå stille og snakke med den. Det viste sig dog, at dens "mor" stod og sagde "kom nu, kom nu" til den og opmuntrede den til at klatre op ad den lille skrænt og komme op på vejen.

Åh maskiner ... 2

Selvom jeg har set traktorer et par gange, så er det denne type, som er mest almindelig i bybilledet. Dem ser vi mange gange dagligt. Hvad skal vi kalde den slags?

Holi

Skulle vi gå ud på gaden, eller skulle vi blive hjemme? Ville vi virkelig risikere at blive smurt ind i farver eller blive oversprøjtet med vand blandet med farvet pulver?

Lidt hylen og skrigen kom fra førstesalen. Porten ud til gaden blev låst og der blev løbet lidt frem og tilbage. Vi havde hørt om, at Holi nogle gange kom helt ind i dette hus, fordi Rams søster kom og farvede Sharadas kinder.
Tjah, det var jo fridag, og da klokken var blevet to om eftermiddagen, så var vi faktisk ved at være trætte af at sidde i solen og læse.
Amma/mor fra 2.salen kom forbi os og lavede en lille mimeforestilling, som fortalte os, at hun skulle over til sin datter, som bor i nabohuset. Hun spurgte os også om vi ville have en "tikka", et mærke i panden. Ja, det ville vi da gerne. Så hun signalerede, at det kom lige om lidt.
Det var bare ikke hende, som kom. Det var hendes datter, som kom med en stor pose rødt pulver og et polisk smil. "Jeg er Rams søster, og jeg bor lige derovre", sagde hun, mens hun samlede en stor portion pulver i sin hånd.
Der var vel ikke andet at gøre, end at stikke panden frem, så hun kunne lave tikka på mig. Pulveret dryssede ned på mit tøj. Derefter fik Katja en tur. Det var en kæmpe-tikka. Tyve gange større end normalt. Helt klart en "holi-tikka".
Sharada kom grinende hen til os, så jeg løb efter hende og gav hende et stort kys med masser af afgnidning af den klump af rødt pulver, som jeg havde i krydderen. Senere fik både Asmita og Ram den samme omgang, så jeg havde knapt nok noget tilbage.
Efter den oplevelse tænkte vi, at vi kunne lige så godt gå ned til Lakeside. Nu hvor farve-sjovet var begyndt herhjemme.
Normalt når vi går på gaden, så bliver der råbt "Hello" og "Namaste" hele tiden. Som regel er det børn, men også voksne kan finde på at smile og sige hej til os. I dag sagde de så "Happy Holi" til os i stedet.
Da vi havde gået et par hundrede meter, kom fire store drenge forbi os. Den største af os gik helt tæt hen til os og gned os på hage, kinder og hals mens han sagde "Happy Holi".

Her er drengene. Det var ham i den gule t-shirt, som var mest modig og mest fremme i skoene. Her ser man også tydeligt, hvor meget farve de har i hovedet og på tøjet. Faktisk viste det sig, da vi var kommet lidt længere ned i byen, at disse drenge ikke var særligt fyldte med farve.

Her halvvejs mellem vores hus og Lakeside (der hvor vi plejer at dreje fra ned til Susannes hotel Billy Bong Garden) så vi disse to knægte på cirka 12 år, der var i gang med at vaske det værste farve af.
På vejen blev vi "klappet" i hovedet med pulver 5-6 gange - hver gang af drenge. Uden tvivl blev de tiltrukket af Katjas lange lyse hår (hun ligner lidt Nicole Kidman, det kan man vist ikke se på dette foto).

Nu er vi kommet helt ned til Lakeside. Her vrimlede det med folk og motorcykler, scooter og biler. Blandt andet var der en kortege med skrålende unge mennesker og indiske og nepalesiske flag. Jeg spurgte nogen på gaden, hvad det var, og jeg fik at vide, at det var en venskabsforening. Jeg talte over 10 ens biler og 20-30 motorcykler med jublende og skrålende unge mennesker.

Vi tog to "selfies", for solen skinnede så stærkt, at vi slet ikke kunne se, hvordan billederne så ud. Egentlig var det meningen, at vi skulle have haft en kæmpe gruppe unge i baggrunden, men jeg fik vist drejet kameraet lidt forkert.

Flere steder nede ved søen var der "Holi-fester". Ved indgangen fik man et par poser farvepulver, og så var der ellers øl, sodavand, dunkende rytmisk musik, dans og slagsmål i massevis. Dette foto tog jeg over et plankeværk. Måske kan man se, hvor