lørdag den 7. marts 2015

Frauen und Gewalt

I en bog om japanske soldater, der begik krigsforbrydelser under 2.verdenskrig "Evil Men" læste jeg et par sætninger en passant, hvor der stod, at overgreb overfor kvinder i det forrige århundrede har krævet flere ofre end alle krige i det 20.århundrede tilsammen.

Vi taler om aborter af pigefostre, kønsudvælgelse efter fostervandsprøver, hustruvold, hustrudrab, dårligere ernæring til pigebørn, dårligere medicinsk behandling til pigebørn og generel vold (sic) overfor kvinder. Siden jeg læste det, har jeg gået og spekuleret på de sætninger. Kan det virkelig være sandt?

Kan det passe, at det ene køn i verden er så ringeagtet, så lavt sat, at deres liv betyder så lidt? Kan det være sandt, at vi taler om millioner af kvinders og pigers liv, som er blevet kastet væk, fordi de intet betyder?

Forleden fik jeg en mail fra Radio fireogtyvesyv, om jeg ville deltage i en radioudsendelse om vold mod kvinder i Indien. Det handlede naturligvis om den nye film India's Daughter, som er blevet forbudt i Indien. De ville ringe mig op via Skype, så jeg kunne deltage direkte. Det var desværre ikke muligt for mig pga. de planlagte og uplanlagte strømudfald. Kunne simpelthen ikke få det til at hænge sammen.

I lille Danmark, hvor vi er så trygge og veltilpassede, kan vi næsten ikke forestille os, hvor grum verden er derude.

Et billede af en kvinde hænger stadig på min nethinde: hun var kun en sæk knogler. Hendes svigerfamilie havde besluttet at sulte hende. Vistnok fordi hun havde født tre piger i træk i stedet for den ønskede søn. Billedet har jeg ikke set, det blev bare beskrevet i en bog om Nepal.

Et andet billede er tre kvinder, som ligger lænkede på et gulv i en beskidt landevejskro et sted i Østeuropa. Det eneste der er i rummet er en beskidt madras, som de sover på. Madrassen bliver også brugt til "forretninger". Kroens ejer sender regelmæssigt kunder ind til de tre kvinder. Igen et billede som kun eksisterer i min hjerneskal, det er konstrueret via livshistorier fra solgte kvinder.

Sidste billede er en kvinde i Kina, som er blevet solgt til ægteskab med en mand, som er tredive år ældre end hende selv. Hun har tidligere været solgt et par gange før til ægteskab, men begge hendes tidligere ægtemænd manglede penge og solgte hende derfor videre. Oprindeligt blev hun kidnappet, da hun var seks år gammel. Hun husker ikke ret meget andet i sit liv.

Mit liv er så priviligeret. Jeg føler mig meget taknemmelig for, at jeg kan skrive og læse, at jeg har min frihed til at skrive til jer. Glædelig 8.marts.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar