Efter et tæt program i otte dage, er der nu lidt mere ro på. Det trængte jeg til. Så jeg har (forsøgt) at sove længe. I dag lykkedes det mig at blive liggende til 8.30. Sengen er hård. Lydene er mange. Konstant larm af motorcykler, biler og scootere, som kører forbi. Horn, som dytter. Et barn hos naboen, som viljestærkt bliver ved med at skrige på sin mor. En hane, som galer. Gråspurve, krager, og et utal af mange andre fugle, som giver lyd fra sig. Døre, som larmende går op og i. Hotelpersonalet, som uafladeligt taler i telefon. Den ene mand endda med en høj lys kvindelig stemme.
Massagen forleden dag var så god, at jeg tænkte, at jeg ville gentage glæden. Det gjorde jeg i dag. Uha, hvor det er godt, at få banket alle de ømme muskler igennem af en lille kvinde, som kravler rundt på mig og trykker og gnider alle de rigtige steder. Jeg er faktisk lidt imponeret af hendes teknik. Det er en blanding af fysiurgisk, shiatsu og alm. massage. Ejeren fortalte mig, at massørerne har fået 6 måneders og en dags træning (!)
Jeg var spændt på, hvordan det skulle foregå. Det er jo ikke hver dag, man ligger næsten nøgen foran en vildtfremmed i 30 graders varme på 1.sal i gade 7. Det hele stod på et skilt: tag alt tøjet af og tag bukserne på, som ligger på briksen. Ja, godmorgen! De bukser var lavet af ikke-stræktbart tyndt bomuld og nægtede at tage imod mine lår. Så anden gang bad jeg simpelthen om at blive fri. Det fik jeg lov til. Men jeg havde jo også pæne rene trusser på. Alt foregik stilfuldt med tildækning af krop med håndklæder og passende anstændighed, så jeg blev på intet tidspunkt blufærdig.
I går aftes var jeg på besøg hos Sonika, vores tolk på besøget. Sonika er færdig med sin bachelor og skal i gang med masters. Hun er helt og aldeles faldet for mig. Jeg bliver helt flov, når hun roser mig. Det er for meget.
Hun bor sammen med storebror Pravesh (CN praktikanten), far og mor i et fint hus i en have. Der er også en lille hund Kenny, som overslikker os konstant. Der var blevet lavet livretter til mig. Sonika havde omhyggeligt forespurgt mig, hvad jeg godt kunne lide. Der blev serveret både fries, og picklede kartofler. For hun vidste jo, at det kunne jeg godt lide. Så var der blomkålcurry, khir (risengrød med mandler, rosiner og cashewnødder), ris, picklet papaya (MUMS) og lidt grønne blade. Heldigvis er maven så nogenlunde i orden igen.
Og jeg blev underholdt efter alle kunstens/gæstfrihedens regler. Der blev vist et fotoalbum fra familens historie, moderen stillede spørgsmål og det gjorde faderen også. Det var så hyggeligt. Det eneste som jeg godt kunne have undværet var, at Sonika roste mig til skyerne for at være frivillig. Hun ville også søge mod CSO'erne nu, fordi hun var så inspireret af mig. Det blev lidt for meget ros. Hvordan skal smilet sidde, når man får det samme at vide fire gange?
Jeg har pakket min kuffert og er klar til at rejse mod Kathmandu i morgen formiddag. På torsdag går turen hjem om aftenen, og sådan cirka fredag middag er jeg tilbage i Århus.
Mit hjem i de sidste 13 dage er her på Hotel Orchid på værelse 305.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar