Kærlighedslivets benhårde udvælgelsesproces

Hvad skal en mand gøre, når han kommer bagest i køen til kvinderne i sin ungdom? Lars Kramhøft skriver om at blive valgt fra pga. højde eller evner.  

Min første reaktion, da jeg læste kronikken, var at Lars Kramhøft skulle acceptere demografien. Alle mennesker bedømmer hinanden i forhold til at vælge partnere (for livet eller for sex). Cirka halvdelen af alle mænd er helt usynlige for kvinder, den anden halvdel er de potentielle partnere. Vi kan vende det om, for mænd har den samme tendens: de ser kun de kvinder, som de bedømmer som mulige partnere, resten forbliver usynlige for dem. Kvinder og mænd bedømmer hinanden efter alder, udseende, status, uddannelse, materiel rigdom, kulturelle værdier, sundhed og meget andet.

I heteroseksuel patriarkalsk partnervalg har det i mange år været et kendt faktum, at kvinder har en tendens til at vælge efter mænd med højstatus (høj uddannelse, stor materiel rigdom, højere end hende selv) og en god fysik (godt udseende, højde, bredde). Det kan også udtrykkes som det, at kvinder vælger ”opad”, når de vælger partner.

Rent demografisk er det indlysende, at hvis kvinder kun vælger opad, når de vælger livspartner, så vil der blive et overskud af kvinder, som ikke kan finde en partner, når de ser opad, de bliver nødt til at forblive single eller vælge nedad. Det samme gør sig gældende for mænd, når alle mænd er blevet valgt i udvælgelsesprocessen, så er der et overskud af unge mænd med lavstatus, som heller ikke kan finde en partner. Vi har altså et overskud af singlekvinder med høje uddannelser (og høj alder) samt mænd uden uddannelse (og lavere alder), som har vanskeligt ved at finde partnere.

Tilsyneladende er denne tendens med at vælge opad nu ved at ændre sig ifølge European Social Survey runde 1-6. I langt de fleste lande i Europa og i Nordamerika er det kvinder, som har mest succes, når det gælder de højeste uddannelser, hvis vi ser på tallene efter 2000. Kvinder med de højeste uddannelser vælger nu partnere, som er lavere uddannet end de selv fremfor at forblive single. Tidligere ville kvinder med høj uddannelse vælge partner med samme høje eller højere uddannelse, som dem selv, nu vælger de partnere med enten samme høje uddannelse eller lavere.

I de senere år er det blevet mere kulturelt acceptabelt for kvinder, at vælge væsentligt yngre partnere eller partnere med lavere eller ingen uddannelse, sådan som mænd i årtusinder har gjort.

Så hvad skal en mand gøre, når han kommer bagest i køen? Hvordan skal han finde sex eller partnere? Mit forslag ville være at se sig om efter kvinder ældre end ham selv.

 

Anmeldelse af "Du er giftig - og nogen vil skjule det"

Du er giftig – Og nogen vil skjule det

af Philippe Grandjean, Politikens Forlag, 288 s.

Bogen indeholder forfatterens vigtigste indtryk og oplevelser gennem årene om forskningen og dens rolle i samfundet og de dermed forbundne problemer og kontroverser. Undertitlen indikerer, at forfatteren belyser, hvad der foregår i kulissen ”når udenforstående interesser forsøger at forpurre, forsinke eller forvanske seriøs information om giftige risici for mennesker, dyr og miljø.”

Bogens første halvdel indeholder fakta om forskningen i giftige stoffer i vores omgivelser og i maden samt ikke mindst om, hvordan kommercielle interesser forsøger at forhindre denne viden i at komme frem. Det kan blive lidt trivielt at læse, men det er alligevel interessant. Nogle af de mere interessante forskningsfakta er:

• ·      Cirka 9 millioner dødsfald om året skyldes forurening. Det svarer til cirka 16 % eller hver sjette dødsfald.
• ·         Listen over risici i kosten indeholder blandt andet de fem kemiske stoffer: Kviksølv, bly, cadmium, uorganisk arsen og akrylamid.
• ·         En del af sammenhængen til vægtstigning hos verdens befolkning kan skyldes effekter af emulgatorer, stabilisatorer, fyldstoffer, antiklumpningsmidler, aromastoffer og konserveringsmidler, der bliver tilsat kosten (s.29).
• ·         ”Formentlig drejer det sig samlet set om langt over 100.000 kemiske stoffer og dertil deres blandinger, som er registreret til produktion og anvendelse i de forskellige lande (s. 39). Der kommer 2.000 nye kemiske stoffer til hvert år.
• ·         Visse skanninger og behandlinger er fuldt dækket af det offentlige sundhedssystem. Derimod er konstruktivt strukturerede programmer, som gør det lettere for den enkelte borger at spise sundt og træne og på andre måder støtter op om en bedre livsstil, ikke fuldt dækkede. Det er ulogisk og selvmodsigende, men bidrager også til ulighed i sundhed (s.41).

Bly – blyforbindelser i benzin

I bilens barndom var man genereret af, at motoren bankede, fordi benzinen blev antændt for tidligt i motoren, derfor tilsatte man en organisk blyforbindelse (tætraetylbly – TEL). Det gav et højere oktantal, så bilen hurtigere kunne accelerere. TEL blev afprøvet som giftgas i 1.verdenskrig. Folk døde i produktionen af TEL. Bly i benzinen fik børns IQ til at falde. Firmaet DuPoint som producerede TEL hyrede en læge, som hævdede at bly muligvis var et vigtigt og uundværligt grundstof. Almindelig blyforgiftning har vi kendt til altid, men TEL indeholder organiske elementer, så det lettere glider ind i vores organisme.

Fluorid

Fluorid resulterer i både nul huller i tænderne og dårligere hjernefunktion hos nyfødte samt knoglesystemet. En gruppe tandlæger og forskere anklagede forskningen for at jonglere med tallene i forskningsresultaterne. Den endeligt udgivede rapport viste et noget udvandet resultat pga. modstand. Teplanter opsuger naturligt forekommende fluorid til sig fra jordbunden og under tørring og fermentering bliver indholdet stærkt forhøjet. Som et kuriosum til filmen om kryolitudvindingen i Grønland kan det nævnes, at her skete der en kronisk forgiftning i 1930ernes Danmark. Arbejderne på kryolitfabrikken indåndede omkring 20 mg fluorid fra kryolitstøvet dagligt. Det skabte forstyrrelser i deres knogler med sammenvoksede ryghvirvler. Det blev kaldt skeletal fluorose (s. 78).

PFAS – perfluorerede akrylatstoffer

PFAS er stoffer der bliver brugt til imprægnering af regntøj, tæpper, møbeltekstiler, fødevareemballage, køkkenredskaber, mikroelektronik, brandskum, tandtråd, slikpapir, solprodukter og endda til kosmetik. Stofferne kan hæmme immunsystemet, skabe overvægt, øge risikoen for diabetes og visse kræftformer. Sundhedsvæsenet er presset og underbemandet. Derfor vil personalet helst fokusere på syge frem for forebyggelse. Firmaer vil gå langt for at skjule disse giftige stoffer. Firmaet 3M, der var ansvarlige for udslip af fluorid i drikkevandet, imødegik blandt andet forfatterens forsknings saglighed i en større retssag i Minnesota.

Kritik af kommercielle interesser i formidlingen

Ærlig talt, så var denne anmelder ved at blive dysset lidt i søvn ved at læse om giftige forskningsresultater, retssager, ekspertviden samt myndigheders og kommercielle interessers forsøg på at forhindre resultaterne i at blive offentligt kendte. Det kan dog nok være, at anmelderen vågnede op efter side 122, Her i bogens anden halvdel gennemgår forfatteren forskningsresultaternes vanskeligheder i forhold til at nå ubesmittet frem til deres publikum. Formidlingen er naturligvis vigtig, fordi det også er med til at skabe et navn for forskerene og deres muligheder for finansiering af deres forskning.

Der er et hierarki blandt tidsskrifter, hvor fx Science, Nature, The Lancet og New England Journal of Medicine er blandt de højst estimerede. Når man som forsker har skrevet sin artikel og indsender den, så skal den fagfællebedømmes, måske kommer der noget kritik, hvorefter man kan revidere sin artikel. Tidsskrifterne vurderer også om AI har været inde over artiklen, og de bliver sorteret fra, hvis det er tilfældet. Hvis man slipper igennem alle disse tjek, så skal man ofte betale cirka kr. 25.000 for at få den publiceret.

I de seneste årtier er det blevet tiltagende almindeligt, at nyheder om forskning udkommer digitalt og dermed lettere når frem til kolleger og andre læsere. Man skulle tro, at det gav bedre muligheder for at kommunikere forskningens resultater, men samtidig er misinformation eller fake news, altså bevidst spredning af fejlagtig og vildledende information vokset betydeligt. Den rammer desværre især den del af forskningen, som beskæftiger sig med forurening og helbred.

I 2013 sendte Science et pseudomanuskript ud til over 300 nye tidsskrifter, som kun bliver udgivet på nettet. Mere end halvdelen godkendte manuskriptet til udgivelse på trods af, at det kun indeholdt vås og hverken afsendende forfatter eller institut eksisterede. Det siger noget om, at disse kvalitetskrav ikke overholdes alle steder. De kan fx annoncere med fagfællebedømmelse uden at have den. En forsker skal helst bidrage med mindst en udgivelse om året for at have succes, blive forfremmet og få bevillinger. Ligeledes skal forskeren citeres hyppigt af fagfæller. Denne hyppighed bliver mål af en såkaldt Hirsch-indeks. Men et højt score på dette indeks betyder ikke nødvendigvis høj kvalitet. Uenigheder og fejl kan også betyde en særlig opmærksomhed og hyppig citationer.

Disse almindelige krav til en forsker for at have succes har forskellige uheldige konsekvenser:

-          Listen over forfatternavne til de enkelte studier bliver længere og længere. Det sidste navn er det mest ærefulde. Desværre kan nogle finde på at købe sig en plads på listen.

-          Når en forsker bliver bedømt efter antal udgivelser, så gælder det om at fordele sine resultater på flere artikler, som så bliver tyndere og tyndere.

-          Universiteter markedsfører sig via artikler i nyere tidsskrifter med lempeligere regler for publicering. Det betyder også, at man lettere kan plante artikler med de konklusioner, som man foretrækker.

-          Boom i antal af artikler og nye tidsskrifter spænder ben for innovativ og original forskning.

-          Forskere betaler for at få udgivet sine manuskripter, hvis de skal være frit tilgængelige for alle på nettet, kræver forlaget en stor ekstraudgift for hver artikel – som tages ud af forskningsmidlerne. Dog er der mulighed for rabat, hvis universitetet har abonnement i forvejen. Forskere arbejder altså gratis for forlagene.

-          SPARC – Scholarly Publishing and Academic Resources Coalition – arbejder for at muliggøre open access: udveksling af forskningsresultater og forskningsdata. Åbenhed sættes over forretning.

-          Yngre forskere anvender også sociale medier til at publicere data igennem, hvilket giver større risiko for spredning af misinformation.

-          Nogle tidsskrifter tilretter artiklerne i den grad, at konklusionen kan blive den modsatte.

-          Uvildige fagfællebedømmelser kan vise sig ikke at være uvildige, fordi bedømmerne har modtaget kontante bidrag eller på anden vis er tilknyttet kommercielle virksomheder.

-          Der er eksempler på, at uønskede eller ubelejlige resultater af ny forskning søges undertrykt ved hjælp af trusler, chikane, mobning eller tilsvarende. Virksomheder sår tvivl ved at kritisere metoderne og forskerens kvalifikationer, smækker pengekassen, miskrediterer forskeren, forsøger at få forskeren fyret, sponsorerer ny forskning med ønskede konklusioner, samarbejde med PR-firmaer, så de skaber tvivl og forvirring om kritisk forskning, hyrer lobbyister der påvirker politikere eller forsinker lovgivningsprocessen.

I Danmark har vi desværre set eksempler på flere af disse konsekvenser. Både i forhold til oprensning af danske farvande, forbud mod landbrugets forurening, køb af særlige forskningsresultater etc.

Bogen er meget letlæselig, nogle gange endda irriterende letlæselig, idet forfatteren gentager sine pointer mange gange. Det skal dog ikke afholde denne anmelder fra at anbefale bogen, som meget interessant.

 

 

 

 

 

                                                                                                           

Kærlighedslivets benhårde udvælgelsesproces

Hvad skal en mand gøre, når han kommer bagest i køen til kvinderne i sin ungdom? Lars Kramhøft skriver om at blive valgt fra pga. højde eller evner i Dagbladet Information 19.juli 2025.

Min første reaktion, da jeg læste kronikken, var at Lars Kramhøft skulle acceptere demografien. Alle mennesker bedømmer hinanden i forhold til at vælge partnere (for livet eller for sex). Cirka halvdelen af alle mænd er helt usynlige for kvinder, den anden halvdel er de potentielle partnere. Vi kan vende det om, for mænd har den samme tendens: de ser kun de kvinder, som de bedømmer som mulige partnere, resten forbliver usynlige for dem. Kvinder og mænd bedømmer hinanden efter alder, udseende, status, uddannelse, materiel rigdom, kulturelle værdier, sundhed og meget andet.

I heteroseksuel patriarkalsk partnervalg har det i mange år været et kendt faktum, at kvinder har en tendens til at vælge efter mænd med højstatus (høj uddannelse, stor materiel rigdom, højere end hende selv) og en god fysik (godt udseende, højde, bredde). Det kan også udtrykkes som det, at kvinder vælger ”opad”, når de vælger partner.

Rent demografisk er det indlysende, at hvis kvinder kun vælger opad, når de vælger livspartner, så vil der blive et overskud af kvinder, som ikke kan finde en partner, når de ser opad, de bliver nødt til at forblive single eller vælge nedad. Det samme gør sig gældende for mænd, når alle mænd er blevet valgt i udvælgelsesprocessen, så er der et overskud af unge mænd med lavstatus, som heller ikke kan finde en partner. Vi har altså et overskud af singlekvinder med høje uddannelser (og høj alder) samt mænd uden uddannelse (og lavere alder), som har vanskeligt ved at finde partnere.

Tilsyneladende er denne tendens med at vælge opad nu ved at ændre sig ifølge European Social Survey runde 1-6. I langt de fleste lande i Europa og i Nordamerika er det kvinder, som har mest succes, når det gælder de højeste uddannelser, hvis vi ser på tallene efter 2000. Kvinder med de højeste uddannelser vælger nu partnere, som er lavere uddannet end de selv fremfor at forblive single. Tidligere ville kvinder med høj uddannelse vælge partner med samme høje eller højere uddannelse, som dem selv, nu vælger de partnere med enten samme høje uddannelse eller lavere.

I de senere år er det blevet mere kulturelt acceptabelt for kvinder, at vælge væsentligt yngre partnere eller partnere med lavere eller ingen uddannelse, sådan som mænd i årtusinder har gjort.

Så hvad skal en mand gøre, når han kommer bagest i køen? Hvordan skal han finde sex eller partnere? Mit forslag ville være at se sig om efter kvinder ældre end ham selv.

 

Anmeldelse af "Spis rigtig mad"

Natasha Selberg, Cecilie Sandvad og Anja Olsen: Spis rigtig mad

En guide til et sundere liv uden ultraforarbejdede fødevarer, Lindhardt og Ringhof, 270 s.

I 1972 udgav Lars Okholm en bog om ernæring og forurening: Okholms ABC. Senere i 1976 blev den udgivet i en ny og revideret udgave med undertitlen: Hvordan man spiser rigtigt og undgår gift i maden. Disse bøger var vi mange, der studerede ivrigt, for det var en tid, hvor vores mad blev industrialiseret og præfabrikata blev almindeligt. Det at maden blev produceret andre steder end hjemme i køkkenet, handlede sikkert også om, at fædre ikke gad at lave mad, da mødrene endelig kom ud at tjene deres egne penge.

Hvorom alting er, så forekommer det denne anmelder at have læst informationerne i Spis rigtig mad – En guide til et sundere liv uden ultraforarbejdede fødevarer flere gange før. Indrømmet, denne anmelder har altid været overordentligt interesseret i at tilberede og spise god mad – og ikke mindst – at sætte sig ind i de interesser, som forsøger at forhindre os i at få god og sund mad indenbords. Så for denne type læsere er der nok ikke de store nyheder at hente i bogen.

Forfatterne er eksperter fra tre af Danmarks største sundhedsorganisationer Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Diabetesforeningen. Natasha Selberg er ernæringsfaglig chefkonsulent hos hjerteforeningen, og hun har skrevet del 1 og 3. Anja Olsen er seniorforsker og gruppeleder hos Kræftens Bekæmpelse, og hun har skrevet del 2. Cecilie Sandvad har skrevet del 4 og 5 med bidrag fra opskriftsarkiver i foreningerne. Hun er ernæringsfaglig rådgivningskonsulent hos Diabetesforeningen. Samlet set er det et stort og flot oplysningsarbejde fra disse tre organisationer.

Bogen er opdelt i forskellige dele, som kan læses uafhængigt af hinanden. Første del handler om at indkredse bogens tema: de ultraforarbejdede fødevarer, anden del handler om, hvordan de påvirker vores helbred, mens den tredje del handler om at spotte, hvad der er hvad. Den fjerde del er fyldt med gode råd til at gøre livet lidt sundere, og den femte og sidste del er fyldt med opskrifter på alternativer til de ultraforarbejdede fristelser som fx drikkevarer, pålæg, bagværk, salater og diverse frokost- og middagsretter.

Som sagt er jeg meget interesseret i tilberedning af mad, så jeg hoppede med det samme over til opskriftsdelen af bogen. Her fandt jeg til min fryd en rugbrødsopskrift uden surdej, og da jeg netop havde købt ind til at bage rugbrød gik jeg i gang. Mit nybagte rugbrød blev en stor succes, og det forsvandt meget hurtigt, så jeg blev nødt til at bage det igen … og igen … og igen.

Og tilbage til bogen. Jeg er sikker på, at et yngre publikum, som ikke er blevet udsat for Okholms skriverier kan få meget glæde ud af bogen. De forskellige tilsætningsstoffer, sukkertyper og fedttyper bliver gennemgået på en letforståelig måde. Man bliver præsenteret for supermarkedernes og virksomhedernes strategier for at få os til at spise det ultraforarbejdede – og dårligere og billigere – mad. Vi får et lynkursus i at læse ingredienslisterne og næringsindholdet af fødevarerne. Hvert af de største områder for UFV bliver gennemgået, og læseren bliver instrueret i, hvordan man bedst vælger mellem produkterne.

Bogen indeholder skemaer, der sammenligner ultraforarbejdet mad med mindre forarbejdet mad mht. tilsætningsstoffer og næringsindhold. Der er også skemaer, som skal hjælpe læseren til at blive mere bevidst om eget forbrug samt til at skære ned på det mest forarbejdede.

Alt i alt er det en god og letlæselig bog for begyndere i forhold til moderne præfabrikeret og ultraforarbejdet mad. Man bliver klog af at vide, hvilke stoffer der erstatter sukker, fedt, stivelse og andet i vores mad. Glæd din krop med et hjemmelavet rugbrød. Her er den gode og velafprøvede opskrift på et rugbrød.

Opskrift på rugbrød

250 g skårne/knækkede rugkerner

2 dl kogende vand

2 dl hvidtøl

2 dl yoghurt naturel

10 g gær

1 spsk. sirup

2 tsk. fint salt

75 g hørfrø

75 g græskarkerner

75 g solsikkekerner

350 g rugmel

½ spsk. smagsneutral olie til at smøre formene med

 

Dag 1

Kom rugkernerne i en skål og hæld kogende vand over. Lad kernerne stå i blød i 30 minutter. Kom øl og yoghurt i en stor skål, og opløs gæren heri. Tilsæt sirup, salt, de udblødte rugkerner, hørfrø, græskar – og solsikkekerner. Rør det hele godt sammen.

Tilsæt rugmel, og rør dejen i cirka 10. minutter – gerne på en røremaskine. Alternativt med en håndmixer med dejkroge.

Smør en rugbrødsform (cirka 2½ liter) med olie og fordel dejen i formen. Glat overfladen med fugtige hænder, dæk formen til, og stil dejen til hævning i køleskabet til næste dag.

Dag 2

Tag formen med dejen ud af køleskabet ca. 1 time før, du vil bage, så den får stuetemperatur.

Tænd ovnen på 170 C varmluft. Bag rugbrødet i ca. 1½ time midt i ovnen. Lad det køle af i formen i ca. 10 minutter, før det vendes ud på en bagerist og afkøles (s. 244-45).

Anmelderens bemærkninger

Nu er jeg begyndt at eksperimentere med opskriften, så jeg kan undlade de mange solsikke- og græskarkerner samt hørfrø. Jeg vil faktisk også gerne af med yoghurten og hvidtøllet i brødet. Tilbage til rødderne, du ved!  Det er hårdt at røre dejen, når rugmelet skal i. Også selvom du bruger en håndmixer. Nu har jeg prøvet både hånden og håndmixeren, så jeg overvejer kraftig at købe en røremaskine. Endelig anvender jeg bagepapir i stedet for olie af smagshensyn.

 

Betragtninger eller teser om sære ting til Jørgen

Når man kommer afsted på restaurant uden underholdning (mobil), så bliver man jo nødt til at skrive. Her er et par betragtninger, om det jeg har mødt.

• Velkomst med blomsterguirlander og duftende urter samt et velsignende tryk på panden med rødt pulver - og måske også et par hænder lagt kærligt om kinderne eller et dyt på næsen (vi har masser af rødt pulver).
• Paraplyer er dobbeltforede, så de beskytter godt mod solen.
• Gigantiske menukort, hvor man kan få alt. Sjældent er der dog dessert udover et scoop icecream. Til gengæld så er menukortet nogle steder (også de fine) skrevet så ubehjælpeligt med uregelmæssige indrykninger, centreringer, mellemrum og vilkårlighed.
• Hvad er der med de der sære knipselyde på mine tæer og fingre under massagen? Hvad skal de til for?
• Hotellets personale parkerer deres motorcykel eller scooter midt foran hovedindgangen mellem de to blomsterkrukker, så det er svært for gæsterne at manøvrere sig ind.
• Købmanden overfor hotellet har vasket mit tøj tre gange i hånden, fordi de hvide bukser var blevet så beskidte, da vi var på besøg ude i landsbyen. Det kostede kr. 30 for et kg. tøj. 
• En dag, da jeg går forbi, hilser han venligt og peger mod bjergene. Se hvor smukke de er i solnedgangen og lige om lidt bliver de orange og endnu smukkere. 
• Vejen mellem Pokhara og Children Nepals Fulbari Center er næsten firesporet hele vejen. Sådan bliver vejen mellem Kathmandu og Pokhara også.
• Children Nepal har fået et læringscenter udstyret med computere og bøger til udlån. Der er både et på kontoret i byen og i Fulbari. Det er Visal, som leder det.
• Biler, busser og toiletter er bygget til små bjergmennesker og ikke kæmper fra norden.
• I cafeen Busy Bee er toilettet til kvinder placeret på første sal. Adgangsvejen er: først ned af seks trin til baren, så op af otte trin til førstesalen, så op af to trin til repos'en, drej og op af et trin, så er du på toilettet. Nu kan du vælge mellem at gå til højre og gå et STORT trin op til to toiletter (pas på til venstre, for der er trinnet kun halvt), eller du kan gå til venstre og gå to trin op til tre toiletter.
• Gæstfriheden er for vild. Som om vi gør folk en kæmpetjeneste ved at besøge deres hjem og spise deres mad. Der bliver ikke lagt nogen dæmper på hverken underholdning eller mængden af mad og drikke.
• På de fleste toiletter er der en lille bruser knyttet til toilettet i stedet for toiletpapir. Bruseren her på mit personlige badeværelse er lige akkurat for kort til at kunne nå at bruse de rigtige steder. Hvis jeg rykker lidt på både bruser og rumpe, så kan jeg næsten nå at bruse mig.
• Hver morgen får vi toast på plastiktallerkener, omelet på plastictallerkener, havregrød i en lille stålskål eller i en plastikskål.
• I går aftes fortalte praktikanten mig, at han savnede de nepalesiske bryllupper, da han oplevede et "kristent" bryllup i USA. Der hvor alt og alle er i kaos.
• Under dette besøg er vi mange gange blevet stillet formelt op til fotografering med forskellige, som lige skal have noget at prale med i mobilen. Det gør ondt i kinderne at stå så længe og smile, for ofte er der fire-fem mobiler i gang. 
• Fortovene er ikke koordinerede. De er både af forskellig højde og materiale, så man hopper op og ned. Det er nemmere, at gå ude på kørebanen. Køretøjerne kører alligevel ikke særlig hurtigt.
• Under første massage var der helt stille i rummet. Under anden massage begyndte blid musik pludselig at lyde fra en skjult højttaler.
• Nøglehullet i døren ind til mit værelse er placeret så tæt på karmen, at jeg har stort besvær med at låse op og i. 
• Reliefferne over panelerne på AM/PM Organic Cafe forestiller Nepals forskellige bjergkæder fra Everest til Annapurna.

Feriedage, massage og besøg

Efter et tæt program i otte dage, er der nu lidt mere ro på. Det trængte jeg til. Så jeg har (forsøgt) at sove længe. I dag lykkedes det mig at blive liggende til 8.30. Sengen er hård. Lydene er mange. Konstant larm af motorcykler, biler og scootere, som kører forbi. Horn, som dytter. Et barn hos naboen, som viljestærkt bliver ved med at skrige på sin mor. En hane, som galer. Gråspurve, krager, og et utal af mange andre fugle, som giver lyd fra sig. Døre, som larmende går op og i. Hotelpersonalet, som uafladeligt taler i telefon. Den ene mand endda med en høj lys kvindelig stemme.

Massagen forleden dag var så god, at jeg tænkte, at jeg ville gentage glæden. Det gjorde jeg i dag. Uha, hvor det er godt, at få banket alle de ømme muskler igennem af en lille kvinde, som kravler rundt på mig og trykker og gnider alle de rigtige steder. Jeg er faktisk lidt imponeret af hendes teknik. Det er en blanding af fysiurgisk, shiatsu og alm. massage. Ejeren fortalte mig, at massørerne har fået 6 måneders og en dags træning (!)

Jeg var spændt på, hvordan det skulle foregå. Det er jo ikke hver dag, man ligger næsten nøgen foran en vildtfremmed i 30 graders varme på 1.sal i gade 7. Det hele stod på et skilt: tag alt tøjet af og tag bukserne på, som ligger på briksen. Ja, godmorgen! De bukser var lavet af ikke-stræktbart tyndt bomuld og nægtede at tage imod mine lår. Så anden gang bad jeg simpelthen om at blive fri. Det fik jeg lov til. Men jeg havde jo også pæne rene trusser på. Alt foregik stilfuldt med tildækning af krop med håndklæder og passende anstændighed, så jeg blev på intet tidspunkt blufærdig.

I går aftes var jeg på besøg hos Sonika, vores tolk på besøget. Sonika er færdig med sin bachelor og skal i gang med masters. Hun er helt og aldeles faldet for mig. Jeg bliver helt flov, når hun roser mig. Det er for meget. 

Hun bor sammen med storebror Pravesh (CN praktikanten), far og mor i et fint hus i en have. Der er også en lille hund Kenny, som overslikker os konstant. Der var blevet lavet livretter til mig. Sonika havde omhyggeligt forespurgt mig, hvad jeg godt kunne lide. Der blev serveret både fries, og picklede kartofler. For hun vidste jo, at det kunne jeg godt lide. Så var der blomkålcurry, khir (risengrød med mandler, rosiner og cashewnødder), ris, picklet papaya (MUMS) og lidt grønne blade. Heldigvis er maven så nogenlunde i orden igen.

Og jeg blev underholdt efter alle kunstens/gæstfrihedens regler. Der blev vist et fotoalbum fra familens historie, moderen stillede spørgsmål og det gjorde faderen også. Det var så hyggeligt. Det eneste som jeg godt kunne have undværet var, at Sonika roste mig til skyerne for at være frivillig. Hun ville også søge mod CSO'erne nu, fordi hun var så inspireret af mig. Det blev lidt for meget ros. Hvordan skal smilet sidde, når man får det samme at vide fire gange?

Jeg har pakket min kuffert og er klar til at rejse mod Kathmandu i morgen formiddag. På torsdag går turen hjem om aftenen, og sådan cirka fredag middag er jeg tilbage i Århus. 

Mit hjem i de sidste 13 dage er her på Hotel Orchid på værelse 305. 

Balder af stål, hedeslag og dronningebesøg

Hvis du har savnet nyt fra Nepalturen, så handler det altså bare om, at de kære mennesker i Children Nepal har sørget for, at hverken Simon eller jeg har haft noget fritid. I dag er faktisk første fridag overhovedet i den tid, hvor jeg har været her. Dagen blev brugt til selvforkælelse, for det har gjort ondt at lave balder af stål. Smerter i ben og hofter. En deep tissue massage gjorde en stor forskel. Nu går jeg fint igen. 

I går overskred jeg grænserne for, hvor mange trin jeg kan gå op af en landsbytrappe lavet af løse sten placeret uregelmæssigt på bakken. I stedet for at gå ned af trappen igen, blev der i forvirringen taget en beslutning om, at vi skulle gå helt op på bakken og tage skovstien til Lewade. Det viste sig, at det betød et par kilometer ekstra. Min lårmuskel sagde stop og nej tak. Simon og jeg blev enige om, at det eneste gode ved de bakketrapper er, at de giver gode balder. 

Men ellers har vi fået en dronningelig modtagelse i Pallapani. Ganske overvældende. Der var så mange blomsterkranse, velsignelser og blomster og namasteer, at tårerne pressede sig på, når jeg så ind i alle de glade øjne.

Vi blev præsenteret for dem alle sammen i et lille forsamlingslokale, hvor alle stemmer blev overdøvet af et barn, som græd efter sin mor eller efter bryst.

Efter denne seance gik vi på husbesøg, hvor vi talte med 3-4 familier om deres situation og deres fremskridt. Hos en af de fattigste familier hilste vi på to bittesmå gedekid, som var født dagen før. 

Det bliver spændende at gennemgå videoerne senere.

I aften skal jeg op til familien Sharma, hvor jeg boede for syv år siden. Simon rejste hjem tidligt i morges, så de næste par dage er der dømt afslapning alene afbrudt af et par dinner dates. 

I disse dage er der cirka 28-31 grader i Pokhara. Jeg glæder mig usigeligt meget til det danske efterår, vinden og kulden og mørket. Solen skinner voldsomt og mit ansigt er blevet kokrødt. Sådan så jeg ud i morges, inden jeg gik tur i solen igen. 

I aftes havde vi afslutningsmiddag på en restaurant i nærheden. Den serverer Thakali mad med boghvedemos. Det ser sådan ud og smager forrygende (bortset fra kylling og yoghurt).

Og så lige et par billeder fra landsbybesøget i Gunjara i fredags. Landsbyen ligger lidt afsides, så inden vi kom dertil sad jeepen fast i noget mudder ved et jordskreds-sted. Det var sindssygt farligt, men fire mænd og en kvinde fik skovlet jeepen fri igen.

Undervisning i sirup

Når man skal lave workshops og undervisning i andre kulturer, er det som at bevæge sig i sirup. Det er så u e n d e l i g t   l a n g s o m t. 

Nogle gange bliver man helt desperat for at få lidt skub i skuden. Lad os komme videre. Lad os komme til det egentlige. Det som vi er her for. 

Men næh nej. Der skal afklares de mest simple opgaver. Om igen og igen. Og der skal forklares ting, som allerede blev forklaret i går. Nogle af deltagerne er så glade for at høre deres egne stemmer, så de forklarer de samme ting to gange i træk. Endda tre gange er ikke helt sjældent. 

Det er en stil. Det er sådan vi fortæller i vores kultur. Langsomt og omhyggeligt. Og mange gentagelser. Vi er vant til, at folk ikke forstår en besked eller en instruktion første gang.

Man skal vente efter hver sætning eller hver to sætninger. For vi skal jo have det både på nepalesisk og på engelsk. 

Ting som kan misforstås (og de som ikke kan misforstås) bliver misforstået. Jeg har slet ikke fantasi nok til at forestille mig, de instruktioner der kan gå galt. 

I dag har vi undervist i køn, accountability dialogue tool og så lidt introduktion til kollegial supervision. Det har krævet meget tålmodighed. 

Træning om køn, enighed om aktiviteterne i nyt projekt og thakalimad

 Sidder her til aften og er stopmæt. Simon og jeg har netop været på en restaurant, hvor de serverede Thakalimad. Vi anede ikke, hvad det var, men der så hyggeligt ud. Så vi bestilte det, som så allermest specielt ud (og vegetarisk) på kortet.

Det var en grålig boghvedeklump (i stedet for ris), fire slags chutney (en blid tomat, en sød mango, en skrigende chili med linser, og en sur mangochutney), papadum, gulerodsskive, yoghurt pyntet med vandmelon, æggecurry, ostecurry, hvidkålscurry, hvinende djævlekartofler, linsesuppe - og alt blev overhældt med klaret smør fra bøffel (som tjeneren venligt oplyste om. Da vi lige var gået i gang med fadet efter at have sundet os lidt, kom tjenerne rundt for at fylde op i vores skåle og fade. Vi kunne slet ikke afslutte måltidet. Men vi kunne nyde at se nogle unge mænd, som vi tænkte var trekkere, der lige var kommet ned af bjerget, spise bjerge af ris og oceaner af supper og curries.

Og ellers har vi afsluttet vores workshop om det nye projekt med at blive enige om aktiviteter fordelt på klimaforandring, kønsdiskrimination og kastediskrimination. Det bliver et spændende projekt at følge.

I dag startede jeg også træningen i køn. Vi kunne grinende afsløre, at mange af de mandlige deltagere ikke så tit vaskede op, vaskede tøj eller lavede mad. I morgen fortsætter vi. 

Workshop om nyt projekt, gåtur og kulturel underholdning

Dag fire i Pokhara har været fyldt op af en workshop, hvor vi arbejder på at udvikle et nyt og stort projekt i samarbejde med Children Nepal. Vi lavede problemtræer, og vi lavede aktiviteter og lange lister. Det var utrolig frugtbart og stemningen var høj.

Vi mødte kl. 8 cirka og startede med morgenmad (kikærtekarry, toastbrød med syltetøj, banan og gråkogt æg). Heldigvis satte Simon og jeg tiden i dag, så vi besluttede at stoppe kl. 15. Så derfor var vi færdige kl. 15.30 ha ha.

Os afsted til kaffebar og få kaffe og chokoladekage. Nammenam. Og så gik vi ellers til Lakeside. Det går så nogenlunde med mine nye vandrepinde. De gør, at jeg kan holde ryggen ret, og at smerterne er knapt så lange. 

Vi gik til søen og langs søen. Fandt et udendørs sted og bestilte drinks og begyndte at forberede workshops til i morgen. Efter en lille time blev vi overfaldet af lydforurening fra en højttaler bag med reggaemusik og en foran med rap, så vi skyndte os væk.

Længere oppe af promenaden fandt vi et andet sted, hvor vi kunne sidde og arbejde og drikke lækre drinks. Efter cirka 45 minutter begyndte det kulturelle program. Det bestod af tre kvinder, som mimede og dansede til moderne nepalesisk populærmusik. Ind imellem sang de også. Det var ikke kønt.

Finansielt check, søbesøg og udsigt

Dag tre bød på finansiel check. Det betyder, at vi gennemgår en lang række spørgsmål relateret til Children Nepals administrative procedurer vedrørende bank, bogføring, budgetter og andet. Det tog sådan cirka fra kl. 10.30 til kl. 14.30 afbrudt af nogle få pauser.

Om efermiddagen skulle vi på en lille udflugt til et par søer lidt uden for Pokhara ved Lekhnath. Susanne og jeg har besøgt området tidligere, da vi var ude ved Dinesh og Sarada for syv år siden. Det var desværre en slem skuffelse at komme til Baignas-søen, som før var en oase af stilhed og naturskønhed. Nu var der fyldt med boder, butikker, kræmmere, tiggere og alskens publikum som gik på de cementerede stier. 

Vi forlod hurtigt søen og kørte op i skoven ovenover søen, hvor der var et udsigtstårn. Herfra kunne vi se de to nabosøer: Ropa og Baignas.

Glæd jer til smukke fotos. 

Om aftenen gik Simon og jeg på restaurant og flåede næsten 200 kroner af os for to drinks (mojito bla.), to foretter og en pizza. Så kunne vi sidde i ro og mag og arbejde lidt. Forberede os på i morgen, hvor vi skal arbejde frem mod nye projekter. 

Planlægning, opdatering og gribbe

På grund af regn, jordskred og mudder så er vi blevet nødt til at ændre vores planer. Vi tager først på landsbybesøg i slutningen af ugen. Vi har nøje undersøgt vejrudsigterne, så vi kan komme til de tre små landsbyer på en dag, hvor vi ikke drukner. 

I går glemte jeg helt at skrive om velsignelserne. Jeg skrev kun, at vi blev hentet for at fejre Dashain hos Shiva og hans familie. Vi blev simpelthen velsignet efter alle kunstens regler. Når jeg får fotos skal jeg nok lægge dem op.

Fordi jeg var den ældste tilstedeværende, skulle jeg velsignes først. I en fin skål lå der store bunker af rug-spirer og ris blandet med rødt farvet pulver. Shiva knækkede først nogle rug-spire-stilke i mindre stykker og dryssede dem over mit hovede. Derefter trykkede han ris med rød farve i min pande. De dryssede lidt ned i mine foldede hænder. Imens sagde han "Jeg håber, at du får et godt år, og at du ingen sygdomme får, og at alt bliver bedre. At du bliver rig osv." Til sidst satte han rug-spire-stilke fast bag mine ører. Så var jeg velsignet. Alle i rummet blev velsignet. Ind imellem var det meget rørende, selvom vi grinte. Fx da Shiva velsignede sin kone og sagde, at hun var hans soulmate og hans livs kærlighed.

I dag har vi planlagt besøget og fået en rundvisning i Children Nepal samt en opdatering på vores projekt. Der var bare så mange gode nyheder i organisationen. Fx en mere flad struktur, teamwork, computercenter og bibliotek. 

Simon, som er en stor fugle-entusiast havde hørt, at der var et gribbe-fodringssted i nærheden, hvor man kunne se mange gribbe tæt på. Åbenbart er Nepal et stort sted for mange forskellige gribbearter. Så vi kørte og kørte - og kørte og kørte - og drejede fra vejen - og kom ud på de små veje, som undertiden slet ikke var der. Til gengæld var der strømmende vand, grene, træer, hunde, knallerter, fodgængere og store huller. Heldigvis kørte vi i jeep, så selv når vejen forsvandt, så kunne vi finde vej.

Vi endte ude i næsten ingenting, hvor vi kunne stå på en afsats og se ud over dalen, ned på floden og ned på gribbefodringsstedet. I nogle træer nedenfor os kunne Simon tælle næsten 60 gribbe. Han så meget lykkelig ud.

Den lille grønne mand øverst i venstre hjørne er Simon, der står og ser ned på gribbene i træerne nedenfor. Han var meget tilfreds med at have set i alt tre forskellige gribbearter.

Her står Children Nepal's jeep på en smuk baggrund af en knap synlig Annapurna-højderyg. 

Efter fuglekikkeriet fik vi bittesmå fisk på en lille vejrestaurant. De var næsten for små til at spise. Men lækre var de.

Efter maden opdagede vi, at der var fuldmåne. Shiva og Dilly beundrer månen fra restauranten.

Velsignelser, monsunregn og jetlag

 Alt gik efter planen. Jeg landede i Kathmandus lufthavn og gik igennem den sædvanlige procedure i forhold til at ansøge om turistvisum via nogle store automater i ankomsten før migrationen. De har efterhånden fået 10 stykker, men alligevel var der god kø. Når man havde indskrevet alle informationer, skulle man tage et billede af skærmens informationer med sin mobil og gå til en anden kø ved en anden skranke for at betale $ 50 for 14 dages visum. Derefter en kø for at få visumstempel i sit pas. Så bevæger man sig ud i resten af lufthavnen for at finde en kø til security.

(og der er det jeg spørger: hvad tænker de, at de kan finde? Jeg har været igennem security i København og i Doha. Hvordan skulle jeg have nået at skaffe mig noget forbudt?)

Anyways. I kø til security, hvor der stod en herre, som nød at skynde på folk, uanset hvor meget de i forvejen skyndede sig. Så ind til en kaotisk bagagehal, hvor det var så godt som umuligt at se transportbælterne pga. mennesker. Jeg fandt hen til nummer 5, og miraklet skete igen. Det forundrer mig hver gang: min lilla kuffert (= mit rejsehjem) kom sejlende elegant ned af båndet.

Ud igennem tolden og igennem en tunnel. Pludselig havde lufthavnen helt ændret sig siden sidst. Der var kommet flere etager, og jeg blev sluset ud af den nederste. Så nu skulle jeg kæmpe mig op igen for at nå op til den øverste etage, hvor indenrigslufthavnen ligger ved siden af udenrigs.

Heldigvis kom der en meget tynd herre og spurgte om han skulle hjælpe. Han slæbte min kuffert op af bakkerne i sol og 25 graders varme. Undervejs møder vi hans meget tandløse og radmagre ven, som bliver præsenteret som turistguide. Vennen fortæller mig, at jeg skal være venlig ved hans ven (ham som har min kuffert, for det har været hårde tider, intet job og to børn). Ja, det kom jo ikke som nogen overraskelse, og jeg havde tænkt mig at være venlig i forvejen. Oppe ved lufthavnen fik ham med kufferten fem euro. Han så glad ud. 

Ind i det kaos, som er indenrigslufthavnen. Igennem security og hen til skranken for Buddha Air, som er det, som jeg skal flyve med til Pokhara. Jeg får mine boardingkort og kommer igen til en ny security. Kommer igennem og husker at få stemplet mine boardingkort og sætter mig til at vente på Simon. Et par timer senere står han foran mig og griner. Jeg var faldet i søvn.

Flyene til Pokhara er forsinkede og aflyste. Mange timer forsinkede. Simon har fået et boardingkort til et andet fly end mig, så vi går til skranken. Jeg bliver sendt ud til den forreste Buddha air skranke. Kæmper mig igennem menneskemængden og forlanger et andet boardingkort. Jamen, alle flyene er forsinkede. Ingen kommer til Pokhara i dag! Så jeg går tilbage. Igennem security. Alt skal jo scannes. Ingen ved, hvad jeg kan putte i min lille taske. 

Simon og jeg beslutter at sætte alt ind på at vi skal afsted og med samme fly. Det virker uoverskueligt at skulle få kufferten tilbage og finde hotel, overnatte i Kathmandu og ombooke billetter. Så vi går til Buddha air skranken igen og beslutter at blive stående, til jeg har fået min vilje. 

Det lykkes! Regnen letter over Pokhara og over mit humør. Vi venter kun i en times tid, før flyene begynder at lette. Vi ankommer til Pokhara midt på eftermiddagen i et fantastisk regnvejr. Vi bliver modtaget med velsignelser, blomsterguirlander og masser af fotos af Shiva, Dilly og Santosh. 

Så bliver vi kørt på hotellet. Om aftenen bliver vi hentet til at fejre Dashain med Shiva og hans familie. Dilly og Santosh kommer også. 

Her er lidt fotos fra mit værelse på hotellet. Bare for at give et indtryk.

Om at sige ja

Anmeldelse af Jacob Holdt "Om at sige ja - erindringsglimt 1947-1977"

Første gang jeg opdagede Jacob Holdt, var fordi min veninde Ulla gjorde opmærksom på, at han holdt foredrag på Grenå Gymnasium, og at det var værd at komme. Jeg tænker, at det har været i 1977. Vi tog fra den lille markedsby midt på Djursland, hvor vi boede til Grenå for at se foredraget. Egentlig husker jeg ikke så meget om selve foredraget bortset fra den "filosofi" om at sige ja til livet og til mennesker, der var så stor en del af det. Foredraget vækkede min eventyrlyst i den grad, at jeg blev inspirereret til at forsøge mig med noget af det, som Jacob fortalte om.

Nu ved jeg endelig, hvorfor Jacob Holdt knapt reagerede, da jeg sagde til ham, at det var hans skyld, at jeg havde blaffet Europa tyndt og blev uddannet som antropolog. Jeg mødte ham for anden gang med 30-40 års mellemrum i Globus1 i Gellerupparken, da han udstillede sine racismebilleder og holdt foredrag om dem. I sin bog "Om at sige ja - Erindringsglimt 1947 - 1977", skriver han, at det sker for ham hele tiden, og at han ikke ved, hvad han skal sige.


Her er en lille nuttet smalfilm, som Jacob Holdt har lavet og udgivet om at sige farvel til Morten og Stinne og blaffe til Amerika.

I hans erindringsbog kan jeg læse om bagsiden ved at være Jacob Holdt, som blaffede 160.000 km igennem USA og lavede "Amerikanske Billeder".

... hver gang jeg var længst nede i mine vagabondering, opdagede jeg altid, at mine lidelser bragte mig lige lukt i himmerige (s. 335). 

Her er essensen af at sige ja til mennesker, ja til livet og ja til forskellige tilbud. Nogle gange bliver Jacob bragt i nogle ganske andre retninger, end han oprindeligt havde tænkt sig og må bruge tid på at blive bragt tilbage til ruten igen. På den anden side så giver hans "ja" ham store oplevelser, der er med til at forme ham og hans liv.

Det var nemlig altid mit store problem, hvordan jeg kunstigt kunne stå og smile indbydende og tillidsvækkende til bilisterne, selv når jeg indvendig havde det ad helvede til af sult eller søvnmangel efter at have stået i timevis i frost eller kvælende fugtig varme. Det første år var smilet stivnet og kunstigt og afslørede min indre negativisme. Men da jeg med tiden lærte, at hjælpen altid kom, når jeg var længst nede, blev det mere naturligt og reflekterede i virkeligheden nu min indre tro på det gode og kærlige i de forbikørende bilister. Alle bliver påvirket af naturligt smilende mennesker, o,g fra det øjeblik mine smil kom indefra - den kærligt tænkende vagabond og ikke en irriteret blaffer, der kun tænker selvisk på at komme frem i livet - da begyndte vagabonderingen at gå som en leg for mig (s.339).

Der er masser af gode råd til god blafning at hente i bogen. Gad vide om de stadig virker? Han skriver om at fokusere på sin chaufførs dybere behov (at blive underholdt). Hvis han ikke gør det som "en god vagabond" (side 317), så sker der noget, som ikke skal ske, som at blive sat af for tidligt eller ikke at blive inviteret på mad eller overnatning. Som de fleste andre blaffere ligger der en god portion skæbnetro eller karmatro i måden at tolke hændelserne på. Da jeg blaffede Europa tyndt, opfattede jeg mine oplevelser på mere eller mindre samme måde. En kedelig oplevelse fik jeg gennemanalyseret og fortolket til at kunne ændres via mine egne tanker og handlinger.

... da fotograferingen begyndte at tage overhånd, fordi jeg erkendte, at jeg var i gang med at skabe et dokument med interesse for en større kreds, kunne det være svært at være helt nærværende over for mennesket, jeg samtidig fotograferede og i processen stillede mig på afstand af (s. 352).

Bogen er ikke den mest velskrevne bog. Den er præget af mange lange og kludrede sætninger. Det er ikke sikkert, at jeg var kommet helt igennem dem, hvis jeg ikke var så grådig efter at vide mere om Amerikanske Billeder. Det er jeg til gengæld helt vildt grådig efter, så jeg har slugt bogen. Den har givet mig meget mere perspektiv på, hvem Jacob Holdt er som menneske. Det har jeg ikke anet tidligere, om end jeg har haft lidt anelser og hørt lidt rygter. Det er forrygende at læse om Jacobs opvækst, hans samvittighedskvaler og hans sære ideer, som kunne spænde ben for ham selv på forskellig vis.

Og hvis vi taler bibliofili, så er bogen overdådig lækker. Tung og tyk, spækket med billeder fra Jacobs liv, hvoraf langt de fleste har vi aldrig set før. På smudsbindet er der et smukt foto af en englelignende Jacob Holdt, som ser drømmende til siden.

Hvis du ikke har et forhold til Jacob Holdt, så kan du med fordel læse bogen for at få et kik ind i en anden verden og en anden tid. Den radikale politiske verden, hvor det at forholde sig til Vietnamkrigen, til militærtjeneste, til sex eller til kvindesag var en livsnødvendighed.

På trods af den ujævne skrivestil, så har jeg nydt at læse bogen og komme lidt tættere på at kende historien om Jacobs ophav og personlige historie. 

Kolind fra luften

Retten til at være tyk

Retten til at være tyk - spændende forskningsbaseret artikel om vægt og tykhed.

Oslo 2019

Vi ankom med tog til Mjøndalen den 26.december. Her blev vi hentet af min onkel Jan i hans nye flotte Mercedes Hybrid. Han kørte os op til kusine Wencke, hvor vi skulle bo i et par dage.

Huset var fint julepyntet både ude og inde. Der var betydeligt flere nisser i Norge, end vi har set i Danmark. Især udendørs.

Sådan ser det ud, når vi træder ud af døren ved Wencke. Vi skal ned af en lille bakke og en trappe for at komme ned på vejen. Der er stor risiko for at sætte sig på rumpen. Uha, der var glat. Der blev dog strøet lidt dagen efter vi kom.

Hele familien var inviteret til julebord hos fætter Erik i Drammen. Anna og Søren fik valget mellem at komme med, blive hjemme eller følge med til Drammen og se sig omkring. De valgte at spise deres livs dyreste pizza på en restaurant i byen. Vi andre tog til julebord hos Erik og Hilde. Det var meget hyggeligt. Dejligt at se deres hus, som var flot indrettet og med den smukkeste udsigt over Drammen, Mjøndalen og vist nok også til Kongsberg. Men igen: Kirsten og jeg var så tæt på at falde, da vi gik fra bil, ned af trappen til indgangsdøren.

Erik og Hilde serverede laks og lompe, foccaciabrød med aioli ...

Medisterkaker og medisterpølse med brun saus, tyttebær og æggerøre med purløk, skinke med melon ... bagte poteter ikvarte med kvitløksmak og dertil brus med forskellig smak.

Fætter Eriks søn Sebastian sidder her længst til højre. 193 cm høj med fuldskæg og sine rødmossede kinder. Han er i lære som bilmekaniker. Hans kæreste Ida er i lære som optiker. De har netop købt lejlighed tæt på Wencke i højderne. Mon ikke den har kostet tre millioner NOK?

Her sidder parret og ser VM i hurtigskak med den regerende norske verdensmester Carlsen. NRK sendte skak hele dagen! Vi så blandt andet, at Carlsen opførte sig som en diva og styrtede ud af salen efter et remis eller en tabende kamp. Nå, jeg skulle egentlig have billedet for at se, hvor meget han ligner Søren. Og det gør han. Især den øverste halvdel af hovedet.

 Her sidder onkel Jan og tante Kirsten.

 Og her er Hilde, Erik og Kirsten.

Onkel Jan med Andreas' kone Helene, som for øvrigt venter deres nummer to barn til sommer. De har Sara på 4 i forvejen, som kunne holde gang i Sebastian. Sikke en legeonkel og sikke en larm!

 Og så kom der dessert på bordet. To store karamelbuddinger,

 krumkaker og havregrynsflan,

rød gele med krem og flødeskum naturligvis.
Torsdag den 27.december var vi først på besøg hos Jan og Kirsten. Vi skulle se deres nye lejlighed midt i Mjøndalen. Hold da op, hvor var den flot. De har nu altid boet ret flot med figurer og pynt. Men selve lejligheden er godt nok flot med en skøn udsigt ud over byen. Lige ved siden af stadion, så man kan sidde på egen terrasse og se kampene.

 Lige uden for lejligheden står disse to gamle nisser. Der var fyldt med nisser i opgangen - også ude på fællesarealerne.

 Da jeg kom, skulle Jan vise mig Ludvik, som åbenbart er en kendt figur fra børnetv. Jeg skulle hilse på ham. Når jeg trykkede ham i hånden sagde han en række forskellige sætninger, som fx "Åh, onkel kunne jeg bede om en lakrisbåt mere?" og lignenende.

 Her er den formidable udsigt fra deres lejlighed, hvor de har boet i de sidste fire år. Før boede de i en stor villa oppe i bakkerne til højre. De kan se huset fra terrassen. Pengene fra salget af villaen på 230 m2 kunne lige dække prisen på lejligheden.

 Søren prøver en af de mange hatte, som Jan har købt i Rusland.

 På badeværelset står der en fantastisk figur ved håndvasken. To gamle mennesker i kærlig næsten seksuel omfavnelse. Man kan lige titte en lillebitte tissemand oppe under kanten på hans morgenkåbe, og hendes bryster vælter næsten ud. Nuttet.

 Senere på eftermiddagen - inden vi skulle have toget ind mod Oslo - skulle vi lige se "Knudsenssmia". Her går Jan sammen med tre andre og hyggesmeder 3-4 gange om ugen. Der kommer alle mulige mennesker forbi og kikker ind til en lille hyggesludder. Jan er meget glad for at komme der. Og stolt af smedjen.

 Her viser han rundt og fortæller, hvordan man tænder essen. Der er fire arbejdspladser. Smedjen er fra 1892 og har været arbejdsplads meget længe. Både døre og skabe er originale.

 En af de helt store opgaver i smedien var at producere økser til tømmerdrift. Hvert træ fik sit mærke afhængigt af tømmerhandleren. Her er plancher for et par af dem.

 Ambolt og hammer still leben.

 Essen kører kun på kul.

Onkel Jan fortæller og Søren og Anna lytter. Det er koldt inde i Smedjen. Bag ved værkstedet er der et lille lokale med bord og stole, hvor smedene kan sidde og drikke kaffe og spise bagværk.

Efter smedjen skulle vi tage toget ind til Oslo. Det var desværre forsinket. Så vi måtte vente i kulden 15-20 minutter på, at det kom. Vi stod af i Lysaker, hvor fætter Ingar Jarle hentede os. Han inviterede os på ost og kiks og kørte os op til det hus, som vi havde lånt af Judith.

Her er Anneken 13 og Ingar Jarle.
Næste dag mødtes vi på Oslo Sentralstasjon for at lege turister i Oslo. Så vi gik en tur på Karl Johan og så lidt på butikker. Vi kom til en fin lille bakke, og det viste sig at være Stortinget. Ingar mente bestemt, at vi skulle have taget et billede foran. For ellers så havde vi ikke været i Oslo. Vi skulle være rigtige turister. Så vi var lydige.

 Midt på pladsen foran Grand Hotel var der et stort julemarked sat op med boder og forlystelser. Her var der tykt af mennesker.

 Når der er fint besøg i Oslo, så bor de her på Grand Hotel. Fx Obama.

 På pladsen så vi denne fine gamle karrusel. Vi var flere, som stod og fotograferede den end der stod i kø til at ride på den.

Det var på cirka dette tidspunkt, at vi gik ind i en forretningsarkade og købte "brodder"/sømbelagt gummiovertræk til sko, så jeg ikke kunne falde - og så jeg kunne gå lidt mere sikkert på al isen. Jeg var vildt bange for at falde, og der var meget glat overalt.

Siden jeg havde læst om den nye operabygning i Jon Nesbøs krimier havde jeg lyst til at bestige den og se på udsigten. Desværre bliver der jo hurtigt mørkt i december, og tågen havde lagt sig tykt over Oslo. De unge havde mere lyst til udsalg og butikker, så vi to "gamle" gik til operaen.

 Takket være mine nye brodder var det ingen sag at komme op på bygningen. Ja, det var tåget, men det var stadig meget smukt. 

 Mona ringede mens vi stod oppe øverst. Så her er et portræt af Ingar Jarle, som taler med sin kone.

Nedturen var en anelse mere fantastisk men også skræmmende, for der var meget is på den skrånende overflade. Spændende tur. Jeg skulle lige vænne mig til, at jeg ikke faldt, fordi mine fødder stod fast på det glatte.

Lørdag skulle vi en tur på Munchmuseet. Lige før vi gik derhen, mødte vi min kollega Knut fra RORG-prosjektet. Vi fik en kop kaffe og lavedet et par aftaler, og så gik vi på museet.

Det viser sig, at udstillingen skifter 3-4 gange om året, så vi fik ikke set "Skriget" i denne omgang (til vores store skuffelse). Til gengæld fik vi stiftet bekendtskab med en spændende kunstner Marlene Dumas, som er meget inspireret af Munch. Anna mente endda, at hun på mange måder var mere interessant end Munch. Hun er bestemt mere lys og positiv end ham.

 Et af mine yndlingsmalerier er "kysset" (med tøj på).

 Vampyren.

 Det var Dumas' værker. Det hed vist kærlighedsparat.

 Man kender vel sine referencer?

 Og her er Munchs fortolkning af Marats død.

 Den døde pige.

Lugten af lig.

 Skønne plakater i T-banestationen med alle de gode undskyldninger for ikke at hælde sit affald i en dertil indrettet spand. Syv ton affald om dagen skal de offentlige myndigheder samle op, kunne vi læse på andre plakater. Oslo er miljøhovedstad i 2019, så der bliver aspireret til at opføre sig ordentligt. Når man sidder i toget, så hører man en venlig julehilsen fra borgmesteren, som takker for at man kører i kollektiv trafik og støtter op om det norske miljø.

 Lysene til venstre i billedet er et par mænd, som kom gående med en buket af gennemsigtige balloner med farvestrålende lys i. Det kan jeg selvfølgelig ikke fotografere. Til gengæld fik jeg et stemningsbillede af Karl Johan ned mod Domkirken.

 Aftensmaden lørdag tog vi på en amerikansk burgerrestaurant. Her fik Søren en dobbeltburger. Det var den højeste burger, jeg nogensinde har set. Anna fik kylling på foccacia og jeg fik soyaburger. Pommes frites til naturligvis og en øl. Uhm.

 Det hus, som vi har lånt ligger ved Ammerud T-banestasjon. Vi skal op af en meget stejl og glat bakke for at komme hjem. Det tager cirka 10 minutter, og det er noget, som kan mærkes i ben og ryg. Da vi var på vej ned i byen lørdag, var der en bil med en ældre mand, som stoppede for os: "skal dere ned på t-banestasjonen?", ja, sagde jeg. "Jamen, så bli me og hopp inn", sagde han. Søren og Anna mente, at det var på grund af mig, der gik så usikkert på mine ben, så han fik medlidenhed. Tja, jeg tænker, at det kan være noget ret almindeligt man gør i Norge, når der er meget sne og stejle bakker og veje.

I aftes da vi kom hjem til huset, bemærkede vi nogle smukke krystalliseringer på sneen. Jeg har forsøgt at tage et foto af det.