Tharuer

Her i Nationalparken i Chitwan bor der en etnisk gruppe, der hedder tharuer. Det var åbenbart det folk, som boede her før arierne kom til fra Afghanistan og Persien. De bygger huse af strå, mudder og bambus og de har en helt særlig måde at dekorere verandaer og mure på. Der er også mange træudskæringer. Læs mere om tharuerne på denne blog.

Babyer

Lige i nærheden af dette trestjernede hotel ligger der et center for elefantavl. Der måtte vi naturligvis hen. Vi gik derhen i morges, men fordi vi gik forkert, kom vi for sent. Elefanterne og babyerne bliver sendt på græs kl. 10.30 og de kommer hjem igen ved 15.30-tiden. Så vi måtte gå slukørede hjem igen. Brændende sol, 35 grader og uldsokker i vandrestøvlerne. Pyha, det blev for varmt. Efter cirka 6 km traf vi en mand med en hestevogn, som spurgte om vi ville køre med. Det ville vi godt. Og vi hyggede os så meget i hans vogn, at vi besluttede os for at bede ham om at hente os igen nogle timer senere, når elefanterne kom hjem til centeret igen.

Det er en kæmpeoplevelse at se to bittesmå baby-elefanter tumle omkring og undersøge verden. På centeret var der helt små, lidt store og voksne elefanter. Det var så rørende at se alle elefanterne.

Hver af de voksne elefanter var lænket fast til en pæl under et stort halvtag. Nogle af de største unger var også lænkede, mens de små nuttede babyer var frie.

Sært nok med de lænker, for det her skilt sagde jo også noget om intentionerne om ikke at lænke dyrene.

De to babyelefanter løb hen til hinanden og legede lidt. Senere løb de helt udenfor hegnet og hen til publikum. Vi måtte flytte os for dem, for hvem vil trædes på af små elefantfødder?

 Ja, de var overnuttede. Sære hårde at røre ved. Stive børster og små uudviklede snabler. De forsøgte at samle sten op med både snabelfinger og med forpote (?), men de kunne ikke.

De samlede helt en masse mennesker om sig, for alle var helt vilde med de små babyer. Det var vi også, men samtidig var vi også lidt kede af at se de store mødre stå lænkede og virre sært rytmisk med hovederne.

Når elefanterne er et par år gamle skal de lære at arbejde. Her er en liste over de kommandoer, som de lærer at forstå på centeret. Vi så også, at hvert dyr lagde sig ned, lige inden de fik mad. Det må de jo have lært.

For at komme over til elefantcenteret måtte vi forcere en bro. Den var lavet af bambusstænger og sække fyldt med sand lagt oven på et stativ. Når man gik over broen, gyngede hele konstruktionen. Det var udfordrende for en med vandskræk (jeg nævner ingen navne her). Der hvor floden strømmede stærkest, måtte jeg virkelig holde godt fast i bambussen. Jeg blev jo ganske fimmel. Vi var ovre broen fire gange i dag.

Når man lige er kommet over broen, skal man over en større mark med disse høje træer. Ret flotte.

Her er vores hestevogn med en hest, som ser meget træt ud. Heldigvis så den ikke så forpint og mat ud, som nogle af de dyr, jeg så i Egypten i efteråret. Jeg klamrede mig til vognen. Da vi fotograferede denne vogn:

kom ejeren løbende: "Ville vi ud at køre?". Næh, det ville vi nu ikke, vi synes bare, at vognen var fin.

Itsi bitsi

I dag gik vi forkert, da vi skulle til Elephant Breeding Centeret. Vi kom til at gå ned mod landsbyen Sauraha i stedet. Vi kom vel en til to kilometer, før det gik op for os, at vi var gået forkert. Så måtte vi tilbage i vores egne fodspor. I kanten af vejen så jeg en masse grønne planter. De lignede ... Var det mon ....? Jeg plukkede et enkelt blad og duftede til det. Hmm.... måske. Prøvede lige at snuppe et topskud og knuse det mellem fingrene for så at dufte til det.
Ja, det var Cannabis sativa. Men en meget lav type af slagsen. Planterne groede tæt i rabatten ved siden af hegnet ind til marken. Langs hele vejen. Dog var de ikke særlig høje. Kun knapt 15 cm i højden.

Det var ikke første gang, at hash kom på tale. I forbindelse med fejringen af Shivyatri, som blev beskrevet i et andet indlæg, er det almindeligt at folk ryger sig skæve. Blandt andet talte vi med en af de ansatte på CN dagen efter. Joh, han havde da røget sig skæv. 

Skytsengle

Før vi tog afsted, havde mor lavet et par engle til hver af os. Fine små hæklede engle med lavendel indeni. En til hver. Og et varmt og kærligt brev oveni. Susanne har hele tiden haft sin stående fremme på sit hotelværelse. Den kan hun kikke på hver dag, inden hun går ud i verden.

Her på kontoret har vi også en engel. Den er af træ og hænger i vinduet.
Måske er det ikke englenes skyld, men vi føler begge, at denne tur har været fyldt med velvilje, venlighed, dejlige mennesker, dybe samtaler, gode oplevelser og masser af grin. Ikke mindst, så har vi fået styrket vores venskab. Undertiden har det været helt latterligt, således at vi næsten kunne læse hinandens tanker eller sagde det samme næsten i munden på hinanden.

Hansapur landsby

Kan noget være lige så stort og spændende som at besøge kvinderne i Burkina Faso i den yderste sydlige spids af Sahara-ørkenen? Ja, det kan det! Et besøg i Hansapur landsby kommer næsten helt op på siden af det.

Tough road

Det er langt lettere at blive transporteret i Århus Sporveje, end det er at køre i off-roader til landsbyen i 1400 meters højde. Jeepen har plads til to på forsædet og et uendeligt antal på bagsædet. Aldrig har jeg set så meget bagage inde i en så lille bil. Jeg sad yderst ved døren, som ikke kunne lukke helt. Hele vejen måtte jeg holde hovedet helt nede ved brystet, for når bilen hoppede, så lettede jeg fra sædet og bankede hovedet op i loftet. Det var jo en bil i Nepali-størrelse ikke til danske størrelser. Vejen var ufattelig ujævn og hullet. På et tidspunkt måtte vi alle stige ud. Bilen kunne ikke trække op af en stejl bakke. Han havde vist ikke sat alle fire hjul til at trække. Så måtte han ud og skrue på dem, før han kunne komme op af bakken, som nok havde en stigning på cirka 75%. Landsbyen lå 20 km væk, og det tog os lidt over to timer at nå frem. Vi havde også en pause på en lille cafe.

Susanne sidder klar til at køre. Her ses tydeligt, hvor pakket bilen var. Bemærk de to store kål under sæderne.

Her ses Dinesh med Advesh foran den lille café, som vi besøgte på vejen ud. Vi fik et hårdkogt æg, et oliekogt sødt brød, en samosa, te og vand til morgenmad.

Skolen

Efter en kørsel, hvor vi flere gange troede, at nu kom vi ikke videre, stoppede bilen ved en stenbelagt trappe, som gik opad. Der blev vi sat af. Jeepen fortsatte ned til Dinesh' familie med bedstemor, Sarada og Advesh-baby. Dinesh sagde: "Velkommen til min skole, nu skal vi opad". Og det skal jeg love for, at vi skulle. Forestil jer en trappe med et par hundrede trin, hvor hvert af trinnene er lavet af forskellige størrelser sten, som ligger i forskellige former for fasthed i trappen. Hvert af trinnene skal udforskes af foden. Ligger det stille? Er der plads nok til min fod? Efter de første 50 trin ville mine knæ ikke mere. Men jeg skulle jo opad. Så vi holdt lidt pauser et par gange. En venlig mand på vejen tilbød at hente en stok til mig. Opad og opad gik det. Måske et kvarter. Måske en halv time. Jeg husker det ikke helt. Til sidst kom vi til et hegn med en låge, hvor der stod hundrede børn og 10 lærere og tog imod os. 

 Jeg skulle lige have vejret, før jeg kravlede op ad trinnene.Så jeg tog lige et foto sådan lidt på afstand. Her kan man faktisk se de sindssyge stentrin, som jeg skulle kravle op ad. Det var ikke helt let at bevare værdigheden. Svedende, forpustet og rød i hovedet ankom jeg.

 Og så kunne det ellers være, at der blev uddelt blomsterkranse og hilst "Namaste" på os. Sikke en velkomst. Og som om det ikke var nok, så stod alle eleverne linet op langs begge sider op ad trappen (en rigtig trappe denne gang - dog kun med 20 trin).

 Efterhånden som vi gik op ad trappen hilste hver enkelt elev på os og gav os en blomst i hånden. "Namaste, welcome", sagde de. Og vi svarede selvfølgelig smilende tilbage.

Her er Susannes hårtop og min ryg på vej op ad trappen. Skolen ses i baggrunden. Da vi kom op til skolen, fik vi lov til at sidde ned lidt og hvile os i solen. Så talte vi lidt om skolen og dens udfordringer. Dinesh oversatte det hele for os. Ikke mange af lærerne kunne engelsk. Skolelederen kunne kun få ord. Vi havde lidt materialer med til skolen. Blandt andet et kladdehæfte til hver af eleverne. Dem delte vi ud. Mange offentlige skoler har intet. Klasseværelset er bare rå murstensvægge med elendige møbler. Tavlen med kridt er det eneste undervisningsmiddel, som lærerne har. Det og deres ord. Denne skole lignede den fattige skole, som vi besøgte i Bamako, Mali.

Lidt længere henne på højderyggen var der et fladt område, hvor vi kunne se ud på den anden side af bjerget. Vi kunne se nogle flotte sneklædte Himalaya-tinder derfra. Jeg fik vist ikke et billede af dem, man kan jo ikke tage fotos af det hele, selvom man har lyst til det.

Velkomst fra kvinderne

Vi gik ned af bakken igen. Alle de mange trin. Næh, vi gik lidt af en omvej, så mine knæ kunne blive skånet lidt. Ellers gik det for brat ned for mig. Inden vi nåede helt hjem kom vi til landsbyens brønd. Der var et lille samlingssted der. Dinesh bad os om at sætte os der og hvile os lidt. Kvinderne i landsbyen ville byde os velkommen. Derefter kom der den ene kvinde efter den anden og lagde blomsterkranser om vores halse og trykkede rødt farvet pulver på vores pande og dryssede blomsterblade i vores hænder. Måske var der otte til ti kvinder. Til sidst kom der en ung og meget smilende kvinde. Dinesh sagde, at hun gerne ville synge en sang for os. Da hun begyndte at synge, kunne jeg ikke mere. Tårerne løb ned af kinderne på mig, og jeg måtte undertrykke mine hulk. Jeg kunne mærke, at Susanne ved siden af også græd.

Kvinden hed Tara, og vi mødte hende flere gange siden. Her har vi fotograferet hende uden for hendes hus. Rundt og bygget af ler.

Vi tog ingen billeder af hinanden med blomster og pulver i hovedet bortset fra dette. Susanne har lige gnedet sit ansigt op af Sarada, så alt pulveret røg over på hende.

Efter velkomsten fortsatte vi videre ned til Dinesh' barndomshjem, hvor hans forældre stadig bor. På verandaen ses en bunke blomster og guirlander. Det er vores, som vi har lagt der. Da Dinesh' forældre kom hjem fra marken bød de os også velkommen med lidt blomster.

Musik, dans og sang

Om aftenen kom det meste af landsbyen på besøg. Eller kooperativet kom. De fleste er højkastefolk, som ikke omgås dalitter (lavkastefolk). Cirka 25 mennesker i alt sad på verandaen og gulvet foran verandaen i et par timer og spillede og sang. De kom ved 20-tiden og gik et par timer senere. Sangen var improviseret og handlede om det der skete lige nu. Til hver sang blev der spillet med nogle instrumenter, hvoraf jeg kun kendte tambourinen. 

Der var også nogle metalskiver, som blev klappet sammen (bhushyah/cymbaler) og to forskellige typer trommer (madal og ?). Hver person både ung, gammel, kvinde og mand skiftedes til at danse. Susanne og jeg måtte også flere gange ud og danse.

Her er Dinesh' mor og farmor (92 år) i gang med at skære majs fri af kolberne.

Hjemme igen

Så er vi hjemme igen. Der kommer snart et indlæg om, hvor fedt det var at være på besøg i Hansipur landsby.

Hverdag

På en almindelig hverdag står jeg op klokken halv otte-agtigt. Går i bad. Når jeg er heldig, er der varmt vand i bruseren. Så går jeg op på førstesalen, hvor Ram og Sharada bor. Her får jeg te. Mellem ni og halv-ti-tiden får jeg frokost-morgenmad. Dal-bhat-tarka. Ris, grøntsager og en linsesuppe. Uden ret meget salt eller krydderier. Maven bliver godt fyldt. Så går jeg til kontoret, Children Nepal. Hvis jeg tager smutvejen, kan jeg nå derned på 20 minutters tid. Kontortid er fra ti til sytten. Susanne og jeg har besluttet fra starten, at vores kontortid er til klokken seksten. Ellers kan vi intet nå inden mørket falder, og elektriciteten forsvinder ved atten tredive tiden. Så vi går som regel ned mod turistområdet Lakeside ved fire halvfem-tiden. Så går vi på café og får lidt mad og te eller kaffe. I går gik vi fx på Point Zero restauranten og spiste pakoraer, momoer og lupka-suppe. Susanne fik urtete til, mens jeg drak varm chokolade (undskyldningen var, at det regnede og tordnede).
Så går vi hver til sit bagefter. Jeg er som regel hjemme mellem 18.30 og 19. Så går jeg ovenpå og får en kop te eller kaffe. Mellem halv otte og ni får vi aftensmad. Det samme som om morgenen - næsten - bortset fra, at vi spiser chappatti til. Inden halv ti er jeg igen på mit værelse, så læser jeg eller hører eller ser en podcast på computeren. Inden klokken er elleve, sover jeg.

Landsbybesøg

I eftermiddag rejser vi ud til Dinesh og Sarada igen. Vi skal nemlig på besøg hos Dinesh' forældre i en landsby. Vi ved ikke helt, hvad vi skal forvente. Der er jo nok elektricitet, men vi regner ikke med, at vi har netadgang de næste 3-4 dage. Mens vi bor ude i landsbyen, skal vi også på besøg i den skole, hvor Dinesh startede sin uddannelse. Vi har indkøbt både bøger og farver, og Susanne har blyanter og viskelædere med fra sin gamle skole.
Så nu drager vi igen på eventyr "Susanne og Sonja på nye eventyr".

108 lingammer

Mælk eller vand hældes ned over Shivas lingam. Måske bliver den rørt lidt ved, måske bliver den gnedet. Hurtigt videre! Der er 108 af dem, som skal have hver sin tur. 

Maha Shivaratri er en så hellig dag , at vi har fri fra kontoret. Vi aftalte, at vi skulle til tempelet klokken otte, så jeg stod op før syv for at være klar. Klokken lidt over ti tog vi afsted.

Amma og Samita bar på fade med offergaver, blomster, farvepulver og blandt andet en flaske vand, som dryppede i bilen. Achyut bar på en liter mælk i en vandflaske.
Fordi vi kom så sent til templet, var der fyldt med mennesker. Køen slangede sig ud og ind rundt om hele bygningen. 

(Her ses hele familien stå i køen. Forrest Amma, dernæst Asmita, Samita og Sharada. Achuyt er gemt væk bag nogle andre besøgende).

Og man stiller selvfølgelig skoene ved indgangen ...

Her ses køen omkring det allerhelligste.

Her en af helligdommene. Jeg fik desværre ikke navnet på den.

Kvinder i gang med at tilbede stenen ovenfor. 

En sky af røgelse står op flere steder.

Ram og jeg gik rundt og kikkede på hurlumhejet.

Der var et bord, hvor man fik "tikka" formedelst et par rupeer. En knægt på cirka10 år dyppede gravalvorligt sin finger i hvid farve og plantede den i panden på folk, så de fik en perfekt rund "tikka".
Der var også et rum, hvor der foregik mere indviklede ritualer med hellig ild og mange deltagere.

Rundt om selve templet stod hundreder af mennesker i kø. De ville ind i "kernen" , hvor den store Shiva lingam var.

Ram og jeg forlod køen, og så gik vi ellers tur. Et par timer efter vores ankomst var familien nået frem til kernen. Så blev der hældt mælk og vand udover guddommen. Derefter blev en ny pakke røgelse åbnet, og hver person fik et bundt. Så blev der dyrket og svunget røgelsesrøg, foldet hænder, rørt ved pande og bryst.

På hvert hjørne var der nye guddomme, som skulle have deres del af mælken, vandet, blomsterbladene og det farvede pulver.

Til sidst skulle de 108 lingammer have opmærksomhed.

Udover de allerede nævnte ting (mælk, blomster etc.) fik de også en drue, et æblestykke, eller ris i ny og næ. Under hver lingam var der en rende, så væskerne kunne løbe ud. Jeg gik hele turen med familien. Anna, som var forrest, styrede vandet, Achyut hældte mælk, Samita, Asmita og Sharada dryssede med blomster og hilste ærbødigt på hver enkelt lingam. Ram og jeg gik bare med dem rundt.

Luften var tyk af røgelse. Visse steder var der tykke lag af affald fra pakkerne eller fra afbrænding af røgelsespinde. 
Højttalere spillede sang og musik om Shiva. Det lød præcist som filmmusik, men Ram sagde, at det var religiøse sange.

I det lille Hanumantempel sad der en gruppe musikere. En enkel kvinde i sari dansede henført til musikken: harmoniim, tabla og bjælder. Pludselig dansede Sharada også sammen med hende.

Ved udgangen stod en gruppe kvinder, som uddelte små paptallerkener med et par stykker udskåret frugt. Det var dejligt at få lidt i munden klokken 13 efter så mange timer uden mad.
På vejen op til templet sad sadhuer\hellige mænd ved hver sit klæde. På klædet lå rå riskorn og mønter og sedler. Jeg så flere kvinder gå ned langs rækkerne og give en kvart håndfuld ris til hvert klæde. Der sad ikke folk hvert sted, mange havde bare lagt et stykke stof, og så var de selv et andet sted.
Nogle af dem råbte efter mig "giv mig 1000 rupees".
På et stort klæde lå en masse pengesedler til tørre. De var blevet indsamlet fra alle lingammerne.
Vi var hjemme igen klokken13.30, og så skulle vi til at lave mad.
Ram og jeg var de eneste, som ikke gned en eneste Shiva lingam.

Lydmanden

I de sæbeoperaer, som bliver vist klokken otte på tv, har lydmanden travlt. Bag den dillettantiske dialog kører et par trommer i baggrunden. Hver gang en sætning bliver udtalt, skærer skuespillerne ansigt. Det giver lydmanden tid til at sætte lyd på. Det er altid "sjove" lyde, så publikum ikke er i tvivl om, hvilken reaktion de skal komme med. Den tykke mand, den sjove skolelærer, den geskæftige gamle dame (som i virkeligheden er en ung kvinde med Elsa Gress-briller, skærebrænderstemme, sminket 30 år ældre), er alle faste karakterer.
Biler dytter, egern falder, fjeder sproinger, ringeklokke ringer, piske knalder, Stor pisk, klokke klinger, tynde lyde, spejl splintrer, spanskrør i luften, dythorn, hestelyd, gråd og mange andre lyde. Fælles er at de kan udtrykkes digitalt.

Fulbari Center

Ram, som leder Children Nepal, tog os med en tur ud på Fulbari Center i går. Det er det center, som han har forsøgt at få op at stå siden 2010. Efterhånden er det kun selve hovedbygningen, som mangler. I hovedbygningen skal der være køkken, spisesal, klasseværelser og en sal med plads til 50 personer. Det er den bygning, som jeg er i gang med at søge penge til fra en tysk organisation.
Nu er der allerede en kontorbygning med handicapvenlig adgang, en kostald, en lille lagerbygning, biogasanlæg, og der er blevet bygget en struktur til tomatplanter. Derudover har de plantet mange forskellige træer både til foder til køerne, men også mangotræer, guavatræer, papayatræer, citrontræer og appelsintræer.

Her er den helt vildt skønne udsigt oppe fra centeret. Det ligger 20 km fra Pokhara i et fantastisk landskab.

Her ses solcellerne på toppen af kontorbygningen. Centeret bliver selvforsynende med energi via sol og biogas.

Her er lagerbygningen, som blandt andet lige nu huser det unge par, som bor på grunden, indtil hele centeret er færdigt.

Her ses kontorbygningen i to etager med handicapvenlig indgang og badeværelse på både 1. og 2. etage.

Her er kostalden. Urin og møg flyder i renden foran. Renden fører til biogasanlægget.

Og så var der de sødeste små kipkalve også.

Lillemor varmer vand foran kostalden.

Og her er verdens mest bemøgede trillebør (til far).

Her er biogasanlægget. Man skal blande "materialerne" med håndsvinget. "Er det ikke for tungt at gøre med håndkraft", spørger jeg så. Ram sagde nej, nej, og så tog han fat og kunne dreje håndsvinget et par cm, før han gav op.

Her er skelettet til det hus, hvor tomaterne skal dyrkes. Det er ikke et drivhus, for det bliver kun dækket med plastik (?).