Trafikken

Det er formiddag, og jeg er lige ankommet til Children Nepal. Det er første gang, at jeg selv spadserer herned fra det hus, hvor jeg bor. I fredags gik jeg hjem sammen med Susanne, da oplevede vi også trafikken.
Det er ikke fordi den er så slem, som i Indien. Overhovedet ikke. Der er slet ikke nær så mange biler, rickshaws, heste, scootere, motorcykler og køer som der. Til gengæld er der ingen fortove. I stedet er der 5 cm mellem asfalten og en åben kloak. Der kan man kun lige akkurat gå. I dag var der en skolebus, som kørte så tæt på mig, at jeg tænkte: "Nu, får jeg skiseme sidespejlet i hovedet". Men det gjorde jeg heldigvis ikke.
Ofte kan man gå ind på den anden side af kloakken og spadsere der. Så skal man kun rende spidsrod mellem store sten, huller og koklatter. Det går op og ned, så man skal konstant have øjnene rettet mod jorden for ikke at falde over noget.
I går aftes blev det mørkt, inden Susanne var nået hjem. Når så også elektriciteten er gået, så er det, at det bliver rigtig svært at gå på vejen. Så kan man jo ikke se alle forhindringerne. Man kan heller ikke se, hvor bussen kører og knapt nok, hvor butikkerne er. Vi skal fremover sørge for at, vi altid skal have vores pandelamper på os. De vil helt sikkert være en stor hjælp.
I går gik Susanne hele vejen fra Lake Side, hvor hun bor på et hotel - og så op til Mahendra Pul, hvor hun skulle møde mig ved posthuset. Hun sagde, at det tog en time i stærk trafik. Det er rystende for os at gå i den slags trafik.
Hvorfor?
Fordi fodgængere er aldrig fredede. Lastbiler, busser - især skolebusser, scootere og motorcykler kører lige ind foran os. Ingen holder tilbage for nogen. Vigepligt eksisterer ikke. Den som kommer først har retten til at køre.
Nu glæder jeg mig til at lære smutvejen udenom trafikken at kende.