Hansapur landsby

Kan noget være lige så stort og spændende som at besøge kvinderne i Burkina Faso i den yderste sydlige spids af Sahara-ørkenen? Ja, det kan det! Et besøg i Hansapur landsby kommer næsten helt op på siden af det.

Tough road

Det er langt lettere at blive transporteret i Århus Sporveje, end det er at køre i off-roader til landsbyen i 1400 meters højde. Jeepen har plads til to på forsædet og et uendeligt antal på bagsædet. Aldrig har jeg set så meget bagage inde i en så lille bil. Jeg sad yderst ved døren, som ikke kunne lukke helt. Hele vejen måtte jeg holde hovedet helt nede ved brystet, for når bilen hoppede, så lettede jeg fra sædet og bankede hovedet op i loftet. Det var jo en bil i Nepali-størrelse ikke til danske størrelser. Vejen var ufattelig ujævn og hullet. På et tidspunkt måtte vi alle stige ud. Bilen kunne ikke trække op af en stejl bakke. Han havde vist ikke sat alle fire hjul til at trække. Så måtte han ud og skrue på dem, før han kunne komme op af bakken, som nok havde en stigning på cirka 75%. Landsbyen lå 20 km væk, og det tog os lidt over to timer at nå frem. Vi havde også en pause på en lille cafe.

Susanne sidder klar til at køre. Her ses tydeligt, hvor pakket bilen var. Bemærk de to store kål under sæderne.

Her ses Dinesh med Advesh foran den lille café, som vi besøgte på vejen ud. Vi fik et hårdkogt æg, et oliekogt sødt brød, en samosa, te og vand til morgenmad.

Skolen

Efter en kørsel, hvor vi flere gange troede, at nu kom vi ikke videre, stoppede bilen ved en stenbelagt trappe, som gik opad. Der blev vi sat af. Jeepen fortsatte ned til Dinesh' familie med bedstemor, Sarada og Advesh-baby. Dinesh sagde: "Velkommen til min skole, nu skal vi opad". Og det skal jeg love for, at vi skulle. Forestil jer en trappe med et par hundrede trin, hvor hvert af trinnene er lavet af forskellige størrelser sten, som ligger i forskellige former for fasthed i trappen. Hvert af trinnene skal udforskes af foden. Ligger det stille? Er der plads nok til min fod? Efter de første 50 trin ville mine knæ ikke mere. Men jeg skulle jo opad. Så vi holdt lidt pauser et par gange. En venlig mand på vejen tilbød at hente en stok til mig. Opad og opad gik det. Måske et kvarter. Måske en halv time. Jeg husker det ikke helt. Til sidst kom vi til et hegn med en låge, hvor der stod hundrede børn og 10 lærere og tog imod os. 

 Jeg skulle lige have vejret, før jeg kravlede op ad trinnene.Så jeg tog lige et foto sådan lidt på afstand. Her kan man faktisk se de sindssyge stentrin, som jeg skulle kravle op ad. Det var ikke helt let at bevare værdigheden. Svedende, forpustet og rød i hovedet ankom jeg.

 Og så kunne det ellers være, at der blev uddelt blomsterkranse og hilst "Namaste" på os. Sikke en velkomst. Og som om det ikke var nok, så stod alle eleverne linet op langs begge sider op ad trappen (en rigtig trappe denne gang - dog kun med 20 trin).

 Efterhånden som vi gik op ad trappen hilste hver enkelt elev på os og gav os en blomst i hånden. "Namaste, welcome", sagde de. Og vi svarede selvfølgelig smilende tilbage.

Her er Susannes hårtop og min ryg på vej op ad trappen. Skolen ses i baggrunden. Da vi kom op til skolen, fik vi lov til at sidde ned lidt og hvile os i solen. Så talte vi lidt om skolen og dens udfordringer. Dinesh oversatte det hele for os. Ikke mange af lærerne kunne engelsk. Skolelederen kunne kun få ord. Vi havde lidt materialer med til skolen. Blandt andet et kladdehæfte til hver af eleverne. Dem delte vi ud. Mange offentlige skoler har intet. Klasseværelset er bare rå murstensvægge med elendige møbler. Tavlen med kridt er det eneste undervisningsmiddel, som lærerne har. Det og deres ord. Denne skole lignede den fattige skole, som vi besøgte i Bamako, Mali.

Lidt længere henne på højderyggen var der et fladt område, hvor vi kunne se ud på den anden side af bjerget. Vi kunne se nogle flotte sneklædte Himalaya-tinder derfra. Jeg fik vist ikke et billede af dem, man kan jo ikke tage fotos af det hele, selvom man har lyst til det.

Velkomst fra kvinderne

Vi gik ned af bakken igen. Alle de mange trin. Næh, vi gik lidt af en omvej, så mine knæ kunne blive skånet lidt. Ellers gik det for brat ned for mig. Inden vi nåede helt hjem kom vi til landsbyens brønd. Der var et lille samlingssted der. Dinesh bad os om at sætte os der og hvile os lidt. Kvinderne i landsbyen ville byde os velkommen. Derefter kom der den ene kvinde efter den anden og lagde blomsterkranser om vores halse og trykkede rødt farvet pulver på vores pande og dryssede blomsterblade i vores hænder. Måske var der otte til ti kvinder. Til sidst kom der en ung og meget smilende kvinde. Dinesh sagde, at hun gerne ville synge en sang for os. Da hun begyndte at synge, kunne jeg ikke mere. Tårerne løb ned af kinderne på mig, og jeg måtte undertrykke mine hulk. Jeg kunne mærke, at Susanne ved siden af også græd.

Kvinden hed Tara, og vi mødte hende flere gange siden. Her har vi fotograferet hende uden for hendes hus. Rundt og bygget af ler.

Vi tog ingen billeder af hinanden med blomster og pulver i hovedet bortset fra dette. Susanne har lige gnedet sit ansigt op af Sarada, så alt pulveret røg over på hende.

Efter velkomsten fortsatte vi videre ned til Dinesh' barndomshjem, hvor hans forældre stadig bor. På verandaen ses en bunke blomster og guirlander. Det er vores, som vi har lagt der. Da Dinesh' forældre kom hjem fra marken bød de os også velkommen med lidt blomster.

Musik, dans og sang

Om aftenen kom det meste af landsbyen på besøg. Eller kooperativet kom. De fleste er højkastefolk, som ikke omgås dalitter (lavkastefolk). Cirka 25 mennesker i alt sad på verandaen og gulvet foran verandaen i et par timer og spillede og sang. De kom ved 20-tiden og gik et par timer senere. Sangen var improviseret og handlede om det der skete lige nu. Til hver sang blev der spillet med nogle instrumenter, hvoraf jeg kun kendte tambourinen. 

Der var også nogle metalskiver, som blev klappet sammen (bhushyah/cymbaler) og to forskellige typer trommer (madal og ?). Hver person både ung, gammel, kvinde og mand skiftedes til at danse. Susanne og jeg måtte også flere gange ud og danse.

Her er Dinesh' mor og farmor (92 år) i gang med at skære majs fri af kolberne.