Mere trafik

I aftes var jeg nede ved Lakeside med Susanne efter mørkets frembrud. Det er jo en anelse ... en smule ... skræmmende. Elektricitet er der jo heller ikke ved 18-19 tiden, så der er MEGET mørkt. Og jeg havde ikke fået mine lygter med. Heldigvis var der strøm nok på min mobiltelefon, så jeg kunne bruge den til at se med (indbygget lommelygte jo) og ikke mindst: til at blive set med.
Så jeg kørte i bus det første stykke vej. Det var første gang alene. Hold da op, jeg føler mig som en gigantulius i en smølfeby. Hvis jeg står op i bussen, rager mit hovede op i loftet, medmindre jeg stiller mig i det udskårne og dekorerede hul i bussens loft. Hvis jeg sætter mig ned, så er der knapt nok plads til et menneske ved siden af mig (troede jeg), og slet ikke til mine ben, albuer, tasker eller skuldre. Faktisk kom der en lille knægt og satte sig ved siden af mig. Så fik jeg da først klaus.
Jeg skulle jo ikke så langt med bussen. Til point zero, som rundkørselen hedder, hvor vejen fører op til Rams hus, hvor jeg bor. I luksuskvarteret.
Bussen stoppede midt i rundkørselen. Pivmørke. Masser af trafik - og mennesker.
Fik kæmpet mig forbi et par knallerter, en bil parkeret i rundkørslen og 10-15 mennesker og ind i rabatten. Tøhø: rabatten?
Ti centimeter uregelmæssig grus og skarpe sten et par centimeter under asfalten - og ved siden af: en åben kloak.
Fik tændt mobilen/lommelygten og kunne så gå med normal hastighed.
Pyha, det gik op og ned.
Modkørende scootere, lastbiler, busser og biler blændede mig, så det var svært at orientere sig.
Lyset gik ud et par gange.
Var flere gange i tvivl om jeg gik på den rigtige vej. Var der virkelig en benzinstation der?
Men pludselig var jeg på den rigtige stikvej ind til Rams hus.
Telefonen ringede og lyset gik ud.
Alt bælgmørkt.
Fem minutters samtale med Susanne senere var jeg ved min dør.