Fredspagoden

I lørdags var vi på tur. Den første "trekking", som jeg pustende og svedende måtte kæmpe mig igennem. Susanne så ikke ud som om, der var en sveddråbe på hende.
Vi blev sat af en taxa nede ved vejen et sted i "Damside". Så gik vi op af en støvet grusvej. Støvet var så let, at det blæste op og ikke lagde sig i et helt minut, når en bil var kørt forbi. Desværre kørte der mange lastbiler forbi, selv om vi for det meste gik alene på vejen. Så måtte vi stå stille og holde os for næser og munde for at undgå støvet ind i lungerne. Efter 50 minutters stigning blev der mere fladt og vejen blev mere almindelig. Dog ikke asfalteret. Vi kom til en stor parkerings-plads, hvor der var restauranter. Vi gik dog videre opad til Pagoden.

For enden af alle disse trappetrin er der en sti bygget af skærver med spidserne op ad. Heldigvis havde vi begge gode støvler på.

Her er belønningen for opstigningen. Et kik ud over søen og Pokhara fra 800 meter højere op. Det var en dejlig solskinsdag, så det var let at se noget.

Her ses fredspagoden omkranset af pigtråd med en lille port. Den var dog lukket i denne side, så vi måtte om på den anden side igen. Helt ned til parkeringspladsen, hvor der faktisk var trin op. Vi kunne ikke få øje på det skilt, som viste os vej til pagoden. SUK.

Efter lidt te og lidt mad fandt Susanne kræfter til at gå op. Jeg blev nede og hvilede mig. Har jo slet ikke Susannes kondi og træning.

Lake Phewa stor og smuk. Susanne bor tæt på søen på hotel. Mens jeg bor næsten en times gang fra søen.